HULDA GARBORG

ELI

ROMAN

S

*

FORLAGT AF H. ASCHEHOUG 6, CO. (W. NYGAARD) :: \ KRISTIANIA 1912

1 UNGE AAR

[][11]

Sommer.

Solbakken nedenfor Doktorgaarden laa en

liten Pike og myste mot Solen mens hun ledte efter Jordbær i det frodige Græs.

De var størst her, saa saftige og delligt duf- tende. Oppe i Bakken, hvor alt var afbrændt af Solen var de saa smaa og tørre at hun gad ikke ta dem engang.

Hun rullet sig længer og længer nedover, strakte sig paa Maven, plukket og puttet i Munden.

Men af og til maatte hun «opdrage lidt paa Per», en Kalv som laa ved Siden af hende og jortet. Den havde en Krans af lyserød Hare labb om Halsen og holdt sig tæt ind til Fk. De trivedes saa godt sammen de to. Ja Per var Elis bedste Ven i Verden. For Eli var saa alene. Hun var Doktorens eneste Bam, og for vel et Aar siden mistet hun sin Mor. Dengang brast en Streng i den lille Bamesjæl. Hun blev sky og ængstelig og var likesom altid paa Vagtjmot

[12]

noget vondt. Naar det kunde hænde, da var ingenting trygt. Naar de kunde ta Mor bort og lægge hende derute paa den øde, iskolde Kirkegaarden midt i Vinterens Gru og Mørke — hun turde ikke slippe sig til at tænke paa det, det var saa altfor ufatteligt, og alting blev saa sørgeligt i Verden, naar hun tænkte paa Mor.

Ovenover Mors Grav var det nu Sol og Sommer og Sang af tusind Fugle som Eli kjendte; men dernede var det altid koldt og mørkt.

Ak, ingen tok hende længer saa trygt og godt ind til sig, ingen gjemte hende saa sikkert naar Verden var vrang og sørgelig; i Mors Armkrok var Trøst for alt.

Og Mor hørte likesom til der hvor det var lunt og lyst, og nu —

Nei hun vilde ikke tænke paa Graven!

— Det var likesom saa koldt og trist i alle Stuerne hjemme siden Mor blev borte. De gode Skumringstimerne i Ovnskroken om Vinteren var forbi, og ingen sang de glade Vaarsange ut over Gaarden naar Træerne begyndte at blomstre, og Nætterne blev lange og lyse.

Mor var det levende Liv overalt — ute og inde. Da hun blev borte var det likesom alle Ting blev liggende døde og kolde hvor de laa, Roserne hang med Hovedet i alle Vinduer og Havestuens store Hortensiar stod med gule Blade.

[13]

É

Der var ikke Humør i nogenting længer. Men- nesker og Dyr og alt sørget over Mor.

Og Mor var saa pen. Eli husket hendes tykke mørkebrune Fletter, der laa som en gyl- den Krone om hendes Hoved. Og det lange Guldkjæde over Kniplingskraven. Mor var som en Dronning.

Og hun tænkte: Alle siger jeg ligner Mor. Og jeg vil ha to lange Fletter og Kniplingse krave og Guldkjæde. Jeg vil bli som Mor i alt.

Og Eli grat og var bedrøvet og «tænkte efter» i smaa sørgelige Stunder.

Men hun vilde ikke tænke efter. Hun vilde heller snakke med Per. Og spise Jordbær — nam, nam —

Hun havde slikt Stræv med Pers Opdragelse. Han skulde lære at danse Menneskedans og det vilde han slet ikke, Og det endte med at han maatte faa Ris, og saa rømte han i den vildeste Kalvedans.

Da den saa kom tilbake og vilde slikke og jøre sig Godvenner, laa Eli og furtet — «gaa med dig, det blir saa aldrig Folk af dig lell» Det var gamle Marjas Yndlingssætning, naar hun skjændte paa Eli. — Havde endda Hans i Præste- gaarden været hjemmel Eller Sverre Sørli, Men Hans var i Byen paa Skole, og Sverre var paa Sæteren. Men i Ferien kom Hans hjem! Det strømmet en varm Glæde gjennem hende og hun kastet sig pludselig om den forstødte Vens

[14]

Hals. «Ja kom da, Per, Omforladelse dal» Men i næste Øjeblik dasket hun den paa Mulen og skøv den fra sig igjen — euf du sikler, Styggenl>

Saa kastet hun sig paa Ryggen i Græsset og gav sig til at stirre paa den høie lyse Sommers himmel, hvor smaa lyserøde Skyer svømmet om« kring —

Det gyldenblonde Haar laa glat og blankt som skinnende Silke om hendes smale Ansigt og de myke Fletter var bundet i smaa faste Løkker bak Ørene. Gamle Marja sørget for at hun var vasket og vandkjæmmet og fik stivt, rent hjemmevævet Blaaforklæde paa hver Morgen.

Men Øinene var dype og urolige, altid like- som spørgende og letende, eller gløgt paa Vagt. De vexlet Farve efter hendes Sindsstemning og ofte var de saa voksne og tungsindige. Men de kunde ogsaa skyte Lyn af Skøi og Moro; Latter og Graat vekslet i hendes Sind som Sol og Regn en tidlig Vaardag. Hun stod, som hends Far sa, altid mellem Jordskælv og Ut- brud.

Et Stykke borte sat Marja og strikket paa et lite rødt Skjørt til Eli, Marja var god som Dagen var lang, og hun var El i Mors Sted, saa godt hun kunde. Ja i Fars ogsaa, for Dok- toren var sjelden hjemme. Og naar han var hjemme, saa læste han, eller havde Besøk.

Eli syntes, at der var ganske anderledes Hygge med Nils Husbondskar. Han tok hende

[15]

paa Fanget og sang Viser for hende, og han lavet Bakstekjævle og smaa Melkebytter til hende. Men Far kunde ingenting som der varnoe Moro ved.

Ja selv Marja vidste mye mer end Far. Hun var fra en Fjeldbygd langt borte, Marja, og hun fortalte Eli saa meget om sit lille Hjem der- oppe. Det laa i Skogbrynet med Utsigt over Dalen og den brede stille Elv. Alting var ander- ledes end her. Og engang skulde Eli faa være med derop.

Her var Fjord og stupbratte Tinder og Sus af Havet langt ute bak Skjærene. Og her seilet Maase og Skarv og alslags mærkelig Fugl ind. Og Fiskerbaater med brunbarkede Seil og store Dampskibe gled forbi.

Men det gjildeste Fjeldet var Kvasseggen med sin Klo mot Himmelen og de hvite Bræer i Sprækkerne. Og under Kvasseggen var en mørk Li, hvor Sol sjelden naadde ned. Der bodde bare Bjørn og Trold.

Eli pliret mot Solen som stod rett over Eggen; den brændte hendes Ansigt rødt og Øinene knep sig sammen i Smerte,

«Du Marja, hvad er Sola for noe?»

«Sola? Ser du ikkje det da,» smilte Marja og prøvet selv at glytte ind i dens Glans; men hendes Øine blev fulde af Taarer; «det er ein veondelig diger Varme. Og Noravinden og

[16]

Sønnavinden, og Vestavinden og Østavinden bles paa'n fra kvar si Leid, so'n aller slokne»

Eli laa ganske stille og hørte efter. Hun var saa vant til at Marja spandt Svarene ut til smaa Fortællinger, naar hun spurte om noget.

«End Maanen da, Marja?»

«Maanen? — Aa, sume segjer det er ein grøn Ost; men eg trur det er ein Spørregauk bort- antil Fjelle, som undrast paa kva du er for ein Svivelsvans»

Eli sparket utaalmodig i Bakken saa Jord og Lyng føk om hende: «Uf du dal Kan du ikke si ordentlig hvad Maanen er dal»

«Jau, naar eg skal segja som sandt er, so er det ein Kar som ikkje er til aa spøke med,» sa Marja alvorlig; «for han syg Vatn og Manna blod fra Jordi. Naar Maanen er full, daa let- nar alt livande. Difor slagtar ein aldri paa Tvara, men paa Vaksa. Slagtar ein paa Tvara, vert Kjøte seigt og ryrt»

«Fr det sandt?»

«Sant? Spør han Nils, trur du 'kje meg. Men sant er det»

«Er det derfor han læser i «Alnakka» be- standig da?»

«For det og. Elles ser ein no koss han stend til Stjernemerki»

«Hvem han?»

Tvara og Vaksa (Tverrand og Vaksand): Næ og Ny.

Ryrt: udrøit

[17]

«Maanen, veit eg. Fin treng korkje Alnak hell Klokke den som hev Augo aa sjaa med, Her i Viki hev me Middagmerkje i Kvasseggen, og heime hadde me det i Storeggen. Sola er Klokke god nok. — Men no lyt me inn aa kveldsvorde»

«Nei lær mig aa skjønne Solklokka da Marja»

«Ja imorgo. No lyt me inn. Du treng Mat rett no. Skal ein pinatere baade den som hev noko og den som ikkje hev noko, saa vert det Sveltihel for alle da»

Eli hang og slang i Marjas Arm. «Hva er det aa pinatere da? Du?»

«Det er naar ein ikkje ét og unner seg Maten. Saa! Kom no! Du gjeng daa og glaamer som ei Ku i harde Foraar»

Hun trak hende med sig, men det gik smaatt, for Eli var ikke oplagt til at gaa ind.

Efter dem kom Per humpende, slog Korsben og rakte Tungen ut efter Elis Haand og siklet forskrækkelig.

Men Eli puffet den væk. Hun var distrait og fuld af alleslags Funderinger.

«Nei sjaa, hev ho ikkje stelt Kalven til som éi Gregoriusbrur,» sa Marja, hun fik Øie paa Kransen.

Saa ruslet de en Stund tause op mot det

Pinatere: af pønitere.

Kveldsvorde: spise til Aftens (rd = tyk I).

[18]

store, hvite Hus, hvor Takets Arkvinduer stod som stirrende Øine ut mot Bygden og Fjorden.

«Nei, gakk naa skikkeleg, Svivelsvansenl»

Eli trak næsten Armen af Marja, og hun var nær ved at ta en Overhaling ret som det var. «Hvor gjørn af Mannabloe da?»

Marja vildeikke videre ind paa det Emne, og hun gav sig il at skysse paa Per som vilde med ind i Svalen. «Sss — Kalven, skal du inn Stova ognol»

Da kastet Eli sig pludselig om Halsen paa ham, og han fik en Godnatomfavnelse saa det gurglet i Strupen hans.

«Eg meiner du vil strype Dyret» Og Marja trak den modstridende lille Dame med sig ind.

Men Eli sutret; «lsch kan du ikke si hvorn gjør af Mannabloe da?»

— En Times Tid senere, da hun hadde faat sin «Silsup» med Brød, stod hun paa Drenge stubordet og deklamerte og agerte for alle Gaar- dens Tjenere. Naar ikke Doktoren var hjemme lurte hun sig gjeme derop. Hun var vild, klatret og kløv og danset som en Killing i Fjeldet. Der var ikke Ende paa hendes Indfald, og Publikum var fornøjet. Der var altid Moro i Drengestuen.

Tilsidst. maatte Marja slaa sig vond og ta hende med Magt. «Naa skal eg helse aa segje, at alle Smaafrøkner skal gaa aa leggje seg

«Er du sint naa da, Mara?»

«Sint? Koss daa?»

[19]

«Jo for du sier ikke Svivelsvansen.»

Og Eli kastet sig fra Bordet og om Marjas Hals saa hun nær var ramlet mot Aarestenen.

Og Marja smaaskjændte og bar den galne (Gjentungen sin over i «Bygningen». Hun maatte være i Seng til Doktoren kom.

Da var Eli 8 Aar,

[]

Vanskelige Dage.

li graat ofte uten rigtig at være klar over

Grunden. Hun kunde pludselig føle sig saa forladt og ensom; ingen brydde sig om hende, ikke engang Gud. For havde han gjort det, saa havde han ikke tat Mor fra hende, Han maatte vel vite hvor vanskeligt det blev i Verden for en liten Pike, naar Mor døde,

Den første Tid efter Morens Død havde hun graatt saa vildt og ubehersket at de var ræd for hende. Hun vilde ikke spise og klæ paa sig. Nu var det ikke nogen bevidst Sorg længer; men naar noget gik hende imot kom ogsaa Erindringen om Moren, og hun kunde arbeide sig op i en rent fortvilet Sindsstemning med mangeslags underlige Forestillinger — Gud, Moren og Graven spillet ind i alle hendes smaa Bamnesorger og gjorde dem store,

Hun var nok glad i sin Far, men hvad kunde det nytte; han tok sig saa sjelden af hende, Altid var der voksne Folk, som skulde snakke

[21]

med ham eller spille Kort med ham. Og til El blev det et fattigt Godnat og et flygtigt Kys paa Kindet. Eller i det højeste en liten Spadsertur paa Kirkegaarden, som hun helst ikke vilde se. Hun holdt sig halvt ængstelig, halvt genert et Stykke borte fra Graven. Men hun kunde ikke snakke med Far om alt det hun tænkte. Far var likesom ikke slik.

— Det var Høst. Kvældene blev mørke og lange og det var forbi med alle Sommerglæder I regnfulde Dage holdt Eli meget til i Drenge- stuen, for der var Liv og Moro.

En Eftemniddag stod hun deroppe og saa ut af Vinduet. Det var graatt og vaadt og trist paa Tunet. En blek Halymaane stod over Fjøs- taket, hvite Taakedotter gled over Engene og de nypløiede Jorder. Eli var tankefuld og taus: hun klemte Næsen flat mot den uklare, grøn- lige Rute og saa paa Maanen og smaatænkte. Naa er Næsa hans til venstre, da er'n paa Vaksa, og da er Per og Marja og Nils og jeg og alle Kuene fulde af Blod. Men saa begynder'n aa suge, 22 suge —

Marja og Nils sat ved Langbordet og arbeide. Nils saa ut. «Se der kommer Lensmandsfrøkna,» sa han, og Marja strakte sig og saa over mot Kontorbygningen. Nils slog en Plug i Saalen han holdt paa at fæste under en svær Sko: «Ho skal vel bli Dokterfrue rettno»

«Dei segjer so,» sa Marja med et Sukk.

[22]

Ingen af dem husket paa Eli. «Slik er Karane» «dei tek gjerne den andre før den fyrste er kald i Jorda»

Eli grøsset. Kald i Jorda — kald i Jordat Der tumlet tusind forvirrede Tanker rundt i hendes lille Hoved. Men der saa hun Brita gaa ind til Far. Dokterfrue? Brita? Skulde Far . . . skulde hun ... Halsen snørte sig sammen. Hun svælget og svælget . . . Med en Gang stod det klart for hende, at noget for- færdeligt holdt paa at ske.

Og pludselig sprang hun ut. Over Tunet mot Kontoret. Sprang som for Livet. Hun vidste ikke hvad hun vilde gjøre, hun maatte bare ha fat i Far.

Men i Gangen blev hun staaende raadløs. Det snakket inde paa Kontoret. Hun holdt Pusten og lyttet. Men hun hørte bare at de lo. Og med en Gang følte hun sig ensom og forladt som aldrig før, og Taarerne brøt løs. Hun gjemte Ansigtet i sin Fars Pels paa Væggen og graat saa uendelig saart, mens hun foldet Hænderne fast sammen og hulket: kjære Gud, kjære Gud — jeg vil ikke ha nogen ny Mor!

Da hørte hun Skridt derinde og rømte som en Tyv ut i Haven. Og det var likesom hele det gamle Hus lukket alle Døre for hende. Hun hørte ikke til derinde mer. Og hun sneg sig ut af Havegrinden og sprang langs det høie Gjærde ut paa Landeveien. Det var saa under-

[23]

ligt derute i Halvmørket. Hun saa op mot Maanen, og den blev til et levende Væsen som suget til sig alt paa Jorden. Bare et Sted var der Redning — hos Mor. Og hun sprang og sprang, hulkende og frysende, til hun stod ved Kirkegaardsporten. Hun la den lille vaste Haand paa Jernslaaen og forsøgte at lukke op. Men det bare smækket saa uhyggeligt i Laa- sen, og mellem Sprinklene saa hun pludselig de hvite og sorte Kors som tynde Gjenfærd over Gravene. En forfærdelig Rædsel grep hende — hun vidste ikke noget før hun stod i Drengestuens Sval og ropte paa Marja — —

Men ingen fik et Ord af hende den Kvæld. Hun krabbet sig bare tæt ind til Marja og graat.

Næste Morgen sprang hun like til Fjøset for at betro Per sin Sorg. Marja og Per var de eneste i Verden som brydde sig om hende.

Hun ribbet i Spranget nogen Blomster og lidt Græs som han skulde faa til første Dugurd. Og naar han saa var pyntet og stelt skulde han følge hende til Præstegaarden, hvor hun gik paa Skole hos Guvernanten.

Per skulde værsgod like Blomster. Han maatte også finde sig i at bli børstet og friseret med Skil i Panden hver Dag.

Men da hun kom ind i Fjøset var Per borte. U£, nu havde den nye Budeien sluppet den med de andre Kalvene i «Hagan» igjen. Hun

[24]

kunde slet ikke faa i sit Hoved, at Per var Elis egen Kalv, som ikke maatte slippes før den havde faat Morgenstellet sit.

Hun hørte Anne Budeies Stemme bak Laaven og sprang for at skjænde paa hende.

Men da hun kom bak Laavebroen saa hun et Syn som fik det til at sortne for hendes Øine. Paa en Lem laa Per med overskaaren Strupe, og Anne stod og holdt en Bytte under den tykke, dampende Blodstrøm. Og det for- færdelige Menneske rørte i Blodet som hun kokte Grøt. Men det allerforfærdeligste var hans Øine. Eli syntes de saa like paa hende, stort og bebreidende.

Det suste for hendes Øren, og den sødlige Blodlugt gjorde hende kvalm. Hun syntes hun maatte kaste op eller falde overende, eller skrike. Hun blev ganske desperat, men kunde ikke flytte sig af Flekken eller faa Øinene fra ham. Naar han bare ikke havde pustet saa forfær« delig — Maven var som en stor Ballon — nei, neil

Hun sprang til og stod pludselig foran Nils og slog og bet og spændte efter ham som rasende, mens Taarerne styrtet frem, og hun skrek: Fy, fy! Fandt ikke andre Ord —

— Hun var ikke sig selv lik i flere Dage efterpaa, Kjød vilde hun ikke paa nogen Mate spise, og hun gik Omveie for ikke at møte Nils. Da han en Aften kom ind i Kjøkkenet mens

[25]

hun var der sa hun med et sky Blik: «Gaa væk med dig, det lukter Blod af dig»

— En Dag lidt senere sat hun inde hos sin Far en Stund. Da sa hun pludselig: «Du Far, hvorfor staar det du skal ikke slaa ihjel i Kate Kismussen?»

Han saa op fra sin Bok:

«Natutligvis fordi det er stygt at slaa ihjel.»

Hun sjæpet lidt med Munden og saa for- hærdet ut: «Ja men Nils slaar ihjel.»

Han lo. «Fr du gal, Barnl»

«Det var Nils som dræpte Per» Hun var het af Spænding og dygtig ræd over sin For- vovenhet. Men hun havde gaat og brygget paa dette saa længe. Og nu havde netop Brita været der igjen og alting var kjedeligt, og nu vilde, vilde hun si det.

«Nei hør nu, Bam, at dræpe et Dyr, det er da ikke at «slaa ihjel» — det vet du da vel»

Eli saa rigtig standhaftig og trodsig ut. — «Hvorfor da da?»

«Hvorfor? Selvfølgelig fordi . . . fordi . vi skal spise Kjødet; Dyrene er git os Næring . . . de er skapt til det. Men nu maa du ikke forstyrre mig længer. Gaa nu bare ikke og spekuler paa slikt Sludder.»

Det arbeidet i Eli's Hoved, men hun kunde ikke greie ut alt det hun syntes, og utilfreds og surmulende gik hun mot Døren.

Han saa efter hende. Reiste sig saa og gik

2 — Hølds Curb: Ek

[26]

efter. Strøk hende over Haaret: «Nei hør nu, Eli — jeg tror Gudhjelpe mig du gaar der og sørger over en Kalv; det er jo rentut sykeligt. Vi slagter jo hvert Aar Kalver, og Kalvestek er da dellig; du vet saan med rigtig god Fløte- sauce til.»

Eli havde bare Lyst til at si imot og hun mumlet med fornærmet Blik: «Nei, det er vondt..» Men samtidig tænkte hun: isch ogsaa er det godt. Det var saa ugreit og van skeligt altsammen.

«Sludder. Det er jo Galskap dette; næste (Gang skal du sandelig være med i en Slagtning og vænne dig af med dette» Eli blev hvit af Rædsel.

«Nei nei, Far, jeg vil ikke, jeg vil ikkel» Kastet sig om hans Hals. «Aa nei Far, lad mig slippe det; jeg skal aldrig mer… Far! Hørerdul»

Han løste hendes Arme som holdt ham krampagtig fast og hysset paa hende: «Nei nei da, ti bare stille»

«Er det sikkert, Farl»

«Hys, ja da; bare ti stille; en skulde tro du selv blev slagtet, slik som du hyler op. Han puttet hende ut af Døren og bestemte i samme Øieblik at Bamet skulde bort. Sammen med andre Bam. Til Kristiania. Der havde han jo sine gamle Forældre som mer end gjerne tok hende til sig under Skoletiden.

Det passet ogsaa ham bedst nu. Det var

[27]

altid vanskelig med Stedmor. Skjønt Eli visselig fik den bedste Stedmor i Verden. — Og den Side af en Mands Liv maatte nu engang være i Orden.

— Eli sprang like op i den høistammede, vakre Birkelund bak Uthusene og kastet sig ned i et Anfald af dyp Medlidenhet med sig selv. Tænk at Far kunde ville noe saa for færdeligt!

Hun klaget til Gud og til Mor og gav sig over i Graat.

Da Stormen var stilnet lidt, famlet hun efter Lommetørklædet, men fandt det ikke, tok saa ikeglad Snippen af det blaarutete Forklæde og pudset sin røde, hovne Næse. Saa la hun Hovedet træt tilbake paa en Tue. Der gik Skjælvinger gjennem hendes Legeme, som smaa forvildede Bølger efter Stormen. Men lidt efter lidt blev hun slap og likesom saa tom og uten Tanker. Det var som hun blev løftet op fra Jorden og gled bort med de drivende Skyer. Solen brændte i Afdagsglans og Skyerne var som gyldne Skib paa det høstblaa Himmelhav. De seilet, seilet, seilet. —

Og der var en Ø med en Ridderborg, slike som Hans læste om for hende i Skillingsmaga- sinet i Sommer. Eller kanske det var et Harem med Haremsdamer i Guldkjoler. Og Guldringer paa Benene og Diamanter i Haaret. Men Sul- tanen lignet sikkert Hans. Rødt Haar var ikke stygt. Ingen var saa god at ta i Haanden som Hans; han var som Silkekjolen til Præster

[28]

fruen. Den som var saa tynd, at en saa tvert igjennem den. Og lysefiolet. — Men kanske det var et Kloster — det var smaa Vinduer med Jemstænger foran. Og i et af Vinduerne stod en Nonne som havde forskrevet sig til Gud.

Forskrevet sig til Gud!

Hvis det var et Kloster paa Kvasseggen, saa vilde hun ogsaa forskrive sig til Gud. — Men Gud brydde sig ikke om hende. Han tok hendes rigtige Mor og vilde gi hende en istedet, som hun ikke vilde ha. Og Per tok han ogsaa. Fyl, Om der var 20 Klostre paa Kvasseggen, saa vilde hun ikke forskrive sig til ham, det kunde han være stø paa! Solen gled bort, og det blev blaakoldt og mørkt omkring hende. Hun frøs saa Tænderne klapret i Munden. Saa satte hun paa Sprang. —

— Om Kvelden sat Marja ved hendes Seng og strikket og sang om «Stolt Margit og Berge kongen» Eli laa stille og lyttet.

Og da Marja kom til Verset om «Bøherads Kyrkjeklokkur» som klang ind til Margit i Fjeldet, da hørte Eli grangivelig Klokkerne, og hun glemte aldrig de underlige Toner.

[29]

Voksen.

i blev i Byen i 8 Aar; men i de store Ferier var hun hjemme.

Bedstefaderen, den gamle, staute Oberst blev hendes Ven i langt dypere Betydning end hendes Far havde været det. Hun lærte saa meget af Bedstefar; først under Samværet med ham ber gyndte hun at utvikle sig til et lite Menneske med ordnede Tanker, og begyndte at forstaa lidt af denne forunderlige Verden. Og den kloke, muntre Bedstemor blev Mor og Marja paa en Gang. Men helt ykkelig var hun ikke, fordi hun savnet saa meget allikevel. Hun var likesom delt i to. Havde hun bare havt alle Dyrene, og Træerne og Blomsterne og Kvass- eggen og alt det rare morsomme Veiret der- hjemmel Særlig om Søndagene kunde hun gaa rent og sture.

Men meget morsomt var det jo i Byen ogsaa. Hun blev rent fortryllet den Kvæld hun kom og Bedsteforældrene leiet hende opover Carl

[]

Johan. Alle Lysene og alle Menneskene gjorde hende ør, og hun stirret saa Øinene sved. Og paa Hjørnet ved Storthingsbygningen, like ved en stor Løve af Sten, sat en Kakekone med et Bord fuldt af deilige Ting foran sig. Der stanset de og kjøbte Kolerakaker. Og saa kom de op i den lune Leilighet med Mahognymøblerne og de lette lyse Mullgardiner for Vinduerne. Og paa Væggen hang et Billede af Napoleon og af en styg Mand, som het Voltaire. Og over Bedste mors Seng hang en som het Rousseau, han var pen, men hadde saa rare Klær.

Om Kvælden fortalte Bedstefar om Krigen mellem Frankrig og Tyskland. Det morsomste var, at en tysk Bakermester i Kristiania havde sendt mange Hundrede Vørterkaker til de tyske Soldater efter Slaget ved Wårth.

Men Bedstemor la Kabale om Staternes Fremtid. Og siden læste hun noe af en Bok som het Emil, og det syntes Eli var et tarveligt Navn, for Emil het den leieste Gutten hjemme i Viken. Men han som havde skrevet den Boken var allikevel ikke dum, for han syntes Barn skulde slippe at lære Lekser, og det syntes Eli ogsaa. Hun likte bedre at tumle med sine egne Tanker end at læse i de kjedelige Skole- bøkeme. Det eneste morsomme var Bibelhistorie, for det var næsten som Eventyr.

— De lange ensformige Skoleaar slæbte sig hen; hun fik en Del Veninder, men ingen

[31]

Bedsteveninde, for det var Hans. Han skulde bli Student. De var ikke ofte sammen, men om Søndagene spiste han undertiden Middag hos Obersten og da var Eli lykkelig.

Men han turde ikke være sammen med Eli saa Kammeraterne saa det, og det syntes Eli var daarlig. At Gutter var saa generte! Hun likte netop at gaa med Hans naar Veninderne saa det.

— Da de tilsidst begge kom hjem for at gaa til Konfirmation sammen vidste hun, at hun elsket Hans. Men hun var ikke helt sikker paa om han elsket hende. Saan en Gut var et underlig hemmelighedsfuldt Væsen. Hun ønsket saa inderlig at han maatte røbe sig bare bitte lite Gran, men hver Gang de var sammen var hun het af Angst for at det skulde komme. For da maatte hun jo dø af Flauhet — og af Fryd!

— Der var Selskab i begges Hjem den Dag de blev konfirmeret; men de var blit enige om at møtes — og gaa en bitte liten Tur — efter Mid- dagen, saa ingen saa det selvfølgelig. Desværre dukket Tanken om denne Tur op i Eli hvert Øie, blik paa Kirkegulvet. Og hun havde daarlig Same vittighet. Men hvad hjalp det. Om hun skulde forspilde sin evige Salighet — hun kunde ikke la være at tænke paa Hans, som stod der saa lys og vakker i de nye voksne Klær. Hun var ikke viss paa hvem af dem det var som havde

[32]

nævnt dette med Turen først; men hun var viss paa, at de begge havde tænkt det paa én Gang. Og om det kanske var hun, som havde sagt det første Ord, saa var det ialfald han, som bestemte at de skulde møtes i det gamle Skog- holdt bak Doktorgaarden, hvor Eli havde graatt saa mange Taarer og lekt saa mangen glad Lek.

De kom akkurat samtidig. Gav hinanden Haanden, højtidelige og forlegne. Eli var nær ved at graate.

«Gratulerer da,» sa han stille med et lite Smil.

Og Eli hvisket tilbake: «Tak iligemaade.» Saa kunde de ikke finde paa et Ord mer. Og de glemte Turen, blev bare staende og knuke hverandres Hænder. Da kunde ikke Eli mer; hun brast i Græat og la sit Hoved indtil ham saa trygt og tillidsfuldt som om det havde været Bedstefar.

Hans vidste ikke sin arme Raad. «Nei men kjære dig da» han bøiet sig ned over hende og strøk hende over Haanden. «Hvad er det da, Eli?» Han var 16 Aar, men følte sig hjælpeløs som et lite Bam; dette var det vanskeligste han havde været ute for.

«Jeg er saa skrækkelig glad i dig, Hans,» hulket Eli pludselig frem og gjemte sig endnu bedre hos ham. Aa Gud, at hun ikke dødde nu, at ikke Jorden aapnet sig og opslukte dem. Hun blev glohet af Skam og Spænding —

[33]

hvad havde hun gjort! Hvad havde hun sagt? Aa Gud!

Hans smilte forlegen. Stammet. Han kunde ikke tænke sig noe vanskeligere end dette. Men han var da en Mand for Pokker. Og han tok sig sammen og sa faderlig: «Ja men kjære dig da, Eli, det er da ikke noe aa graate saa for det vel! Graat ikke da vel! Dul»

Men Eli bare snufset og grat, og det var omtrent umulig for hende at faa frem et for- staæeligt Ord. Nu var det jo endda værre, for han slog jo ikke Armene om hende og sa: jeg elsker dig; han sa bare graat ikke. Aa Gud, han elsket hende ikke!

Han bad hende igjen saa indtrængende om ikke at graate. «Det er saa lcit, ser du» Da fik hun endelig frem:

«Aa, det er saa skrækkelig sørgeligt, Hans, for .. » Saa kunde hun ikke mer.

«Hvorfor da da. Vil du vente paa mig saa . - » for jeg er glad i dig jeg ogsaa, vet du Du?»

Hun styrtet sig om Halsen paa ham, «Aa nei Hans, er du det? Er du det? Saan rigtig? Aa ja, Hans, jeg skal vente paa dig i Hundrede Aar. Aa jeg er saa lykkelig Hans! Jeg skal gjeme gaa i Kloster, hvis du vil»

«U£ nei da» lo Hans, «men jeg skal læse saa længe, vet du, og siden — kanske bli Arkitekt — eller Maler. Du vet jeg liker bedst at tegne.

[34]

Eli var nu roligere, men hun kunde ikke løfte sit Hoved op, for da fik de se hverandre i Ansigtet. Hun hvisket som for sig selv. «Aa ja det maa bli skrækkelig morsomt. Tænk Maler!» Hun tørret Øinene og de svede Hænder. Rettet sig saa endelig, men uten at se paa ham: «Huf, det er saa varmt, saa.»

«Aa nei det er nok noksaa koldt» Hans forsøgte rolig Konversationstone. «Og saa regner det paa Krøllene dine» «Uf ja Krøllene. Og Kjolen. Det er saa vaadt i Græsset. — Slæpet blir vaadt. Og Skjørteborden» Den havde hun broderet paa i to hele Aar, den var jo næsten det vigtigste ved hele Konfirmationen. Det var som om man ikke kunde bli konfir- meret, hvis ikke Skjørteborden blev færdig.

Nu havde hun rent glemt altsammen.

eJa du er saa fin saa» smilte Hans beun- drende.

Og nu lo ogsaa Eli. Hun var som sluppet ut af en forfærdelig Skruestikke, kunde puste frit igjen: «Ja det kan du tro er vondt. Jeg har ligget med Papirlotter i Haaret i hele Nat og saa kan en jo ikke røre sig. — Nei jeg maa nok, løpe jeg; Far og Brita kunde savne mig. Adjø da dul>

De fik fat paa hverandres Hænder igjen og stod og slængte frem og tilbake med Armene.

«Sig det ikke, Hans! Hører du! Jeg dør hvis du sier det.»

[35]

z

«Er du gal du dal Godnat dal»

«Godnat da» «Godnat da dul» Men de kunde ikke slippe.

«Hvad Tid reiser du, Hans?»

«Naar vi har gat til Alters»

«Aah —» Der gled Skyer over Elis Himmel. «Saa snart?»

Ja. Jeg maa, ser du. Kommer du hit imorgen? Samme Tid?»

Eli nikket saa de lange Korketrækkerkrøller slog hende om Ørene. Saa buste hun ut: «Aa jeg er saa glad, Hansl»

«End jeg da»

De gik et Skridt baklængs, men slap ikke. Kunde ikke slippe. Det var saa alt, alt for deiligt at staa slik og smaasnakke og holde hver- andre i Haanden. De kunde stæst til evige Tider. Nu havde de en Hemmelighet sammen, de to! —

Men der for en forfløien ængstelig søt og farlig liten Tanke gjennem Elis hele Væsen: «Mon han ikke vil kysse mig!»

Og det var som Tanken gled over til Hans, for han kom idetsamme helt ind til hende igjen og sa saa sagte, saa sagte: «Du?»

Eli turde neppe aande. «Ja?» Hun skalv, og hun vilde løpe, men kunde ikke,

«Kan du ikke . . . kan jeg ikke — kys mig da, Eli! Bare en eneste Gang»

Og hurtig som et Lyn strakte hun sig op

[36]

og kysset ham. Satte saa paa Sprang som en Tyv. Glemte Slæpet, snublet i det, tok det op og sprang videre til hun stod bak Laaven. Det suste i hendes Hoved. Mon jeg kysset ham! Aa Gud ja, jeg kysset ham. Han kysset mig. Aa Gud aa glad jeg er! Hans, Hans, deilige Gutten min! Aldrig aldrig saslænge jeg lever skal jeg elske nogen anden end dig! Hun kunde danse, synge, rope hans Navn høit ut over al Verden! Hun kjendte ikke Jorden under Føtterne.

Hun saa sig tilbake. Men alt var mørkt og stille. Aa, gid det var Dag igjen, saa hun kunde springe tilbake!

Om Natten kunde hun ikke sove. Hun evet om igjen og om igjen de deilige Minutter. Det sang og jublet i hende — Hans, Hans! Bare det ikke var saa forfærdelig længe til! Hvor lang tid mon det tok at bli Arkitekt? Eller Maler? Tænk Maler!

Det var saa sørgeligt, saa sørgeligt, at de var saa unge!

Men før hun sovnet havde hun et stort Opgjør med Gud og sin Samvittighet. Hun havde jo tænkt saa lite paa Gud og saa meget paa Hans idag. —

Og Gjæsterne, dem husket hun neppe. —

— Otte Dage senere gik de til Alters, Den hjertensgode Præsten, Hans's Onkel talte til de unge saa alle var dypt grepne. Eli

[37]

lovet i sit stille Sind, at hun vilde være god og ren og aldrig gjøre nogen ondt. Og hun tænkte paa sin Mor og paa Hans og var opløst i Taarer. Hun havde havt en Skuffelse denne Uken efter Konfirmationen. Hans mødte ikke til det aftalte Møte. Der var kommet Gjæster i Præstegaarden. Men det syntes Eli var en ussel Grund.

Da hun laa ved Alteret, stærkt betagen af Stundens Høitidelighet, søgte hendes Øine Hans. Hun syntes likesom hun maatte gjenta sit Løfte til ham nu for Guds og Præstens Aasyn. Men saa kom Præsten med Kalken og satte den til hendes Mund: «Dette er Kristi Blod» . . .

Det suste for Elis Øren, og Vinen fik Blod- smak i hendes Mund. Gud hjælpe hende saas sandt! Hun saa et Billede for sig. Slagtningen bak Laaven. Blod, Blod! Og hun gav sig over i hjælpeløs Hulken. Aldrig, aldrig var der Tilgivelse for en slik forfærdelig Synd! Hun skalv af Rædsel, men hun blev ikke Bil ledet kvit.

Kammeraterne var generte paa hendes Vegne, slik som hun gav sig over i Graaten; det fik da være Mate paa alt. Hans undgik hende siden om Dagen, og hun traf ham ikke mer alene før han reiste. Hun maatte si Farvel til ham nede i Stuen sammen med alle de andre, da han var i Doktorgaarden paa Afskedsvisit.

Og hun som gjerne vilde forklaret ham

[38]

alt , . . fortalt ham om det forfærdelige som fik hende til at graate saa under Altergangen og meget, meget andet. Det var jo ingen anden i Verden hun kunde fortælle det til. Ingen som kunde hjælpe hende. Hendes Tanke- og Følelsesliv var et enests Kaos, og hun turde ikke nævne til nogen alt det hun tumlet med.

Men det var første og sidste Gang Eli gik til Alters. Det blev et mørkt Punkt som hun ikke turde se i Øinene, et af dem hun prøvet at komme utenom — gjemme sig for.

Det var i det hele saa usigelig vanskelig en Tid for hende nu. Hun var som et skjælvende Blad i Vaarens Storme.

Angst og betaget stod hun overfor sit eget Under — hun var Kvinde.

Og der kom nye Spørgsmaal og ny stærk Bevidsthet om Livets Vælde. Men ingen gav Svar. Hun var alene som altid. Den eneste hun næsten kunde snakket med om alt var Præsten Holdt. Han lignet Bedstefar i saa meget. Og han var Hans' snille Onkel. Han var saa rar. Som en stor tandløs, uvasket Gut med blaa, barnegode Øine. Saa troskyldig og hjertensgod. Han levet i sin Musik og sine Bøker. Men aldrig i Verden fik hun Mod til at snakke med ham heller. Ikke engang om det ved Alteret. Og hun havde en uklar Følelse af, at det ikke vilde hjælpe heller. Det var bare Hans i hele Verden. Men Hans var borte.

[39]

Hun forstod ham ikke. Gutter var saa ander ledes.

— Religionen blev 'en Tid hendes Tilflugt, men saa turde hun mindre og mindre tænke paa den ogsaa. Det var blit uklarere for hende altsammen jo længer hun tænkte. Og endda var hun stærkt grepen af Præstens poesifyldte Prækener og Samtaler. Men nu var hun en eneste voldsom Længsel.

Og for at faa Tiden til at gaa fandt hun paa tusind Ting. Hun klædte sig ut og spilte Komedie, danset, sang og arbeidet med i Kjøk- ken og Fjøs. Ja hun koketerte endog under- tiden med Sverre Sørli og andre Venner. Alt mens hun ventet,

[]

Crocus.

gjen var det Var.

Eli kom en herlig Maidag seilende Fjor- den ind efter to Aars Ophold i et Pensionat i Schweitz. Hun var sendt ut sammen med Sorenskriverens Datter for at lære «Folkeskikk og Sprog». Og det havde været to forunderlige Aar fulde af motsatte Stemninger. Hun havde set og lært meget, og hun var blit en Dame i sit Ydre. Det første Aar havde hun gjennem gaat en religiøs Krise. Hun blev forelsket i en ung katolsk Præst og fordybet sig i Kloster- literatur og Kirkevæsen. Hun deltok i Messer, korset sig og knælte i Bedestolene naar hun sneg sig ind i de halvmørke Kirker om Kvælden. Og efter Læsningen af en ung Karmelitermonnes Breve som var en eneste Høisang til den him- melske Brudgom, havde hun store Anfægtelser og Anfald af Længsel efter Klosterliv og Hen- givelse i den guddommelige Kjærlighet. Hun tænkte med Feber i Hjertet paa at holde «Bryl-

[41]

lup med Lammet», d. v. s. la sig opta i et Kloster for altid.

Men Verden fik igjen Overtaket da den mørke Præst med de flammende Øine forlot Landsbyen, og det sidste Aar i Pensionen blev viet Studier og ung, naturlig Glæde. Det var som om hun frisknet til efter en uforklarlig Sygdom; hun blev sikker i sit Væsen og følte sig endelig ordentlig voksen.

Da hun kom hjem var meget forandret i Bygden. Og hun syntes alt det nye var mor- somt. Fabrikkerne i Viken førte Liv med sig, og hendes Far havde tjent en liten Formue paa Salg af Jord og Fossefald dernede. Han havde ogsaa faat en Assistent, en ung, helt moderne Læge, som var meget populær og søkt i Selskapslivet.

Eli opsøkte strax sin gamle Kammerat, Sverre Sørli, som var optat med et stort Saganlæg i Sørlielven. Sørlifolket var af hendes Mors Slægt, og hun syntes altid, at paa Sørli var hun egent- lig hjemme. Hun elsket fra Barndommen af Sverres Mor, den vakre staute Brita, som i Aars rækker havde været Enke og styrt den store Gaard. Eli havde Trang til at bruke sine Kræfter, og hun tok i med Sverre som en hel Kar oppe i Anlægget. «Gid jeg var Gutl» sa hun utaalmodig naar Kjolen hindret hende.

— Hjemme i Doktorgaarden gik alt sin rolige Gang. Fruen stelte korrekt og stilfærdigt; Dok toren havde «faat Tingene i Orden igjen» og

3 — Hulda Gastorg: E

[42]

x

kunde begrave sig med sine Bøker. Der kom ikke Børn i det nye Ægteskap og Eli var blit Arving til nogen Penge og en Gaard.

Hun gik omkring og husket og tænkte paa sin Barndom. Der havde hun lekt med Per; der havde hun plukket Jordbær med Hans, Ja Hans!

Der gik Skygger over hendes Ansigt, naar hun tænkte paa ham. Sidste Gang hun saa ham var han aldeles umulig. Det var hos hen des Bedsteforældre en Søndag før hun reiste til Utlandet. Han var buden dit til Middag og kom drukken.

Han var blit myndig og gik løs paa Livet som en Skolegut paa et Smørbrødfat, styrtet sig ind i Studenterlivet med en Voldsomhet som gjorde ham berygtet. Men man undskyldte ham, han var jo en Kunstnersjæl og maatte faa arase ut». At ha Penge i den Alder var baade godt og ondt.

Fra Eli gled han væk efter den Dag. Men en Tid efter fik hun et Brev fra ham. Han skulde reise, og vilde si hende Farvel. Og han citerte Ibsen og Brandes og Robert Ingersoll. Tilsidst endog Dante. Han gik nu ind i Kunstens Tempel, og derfra førte ingen Vei tilbake.

— «Og saa Omforladelse for sidst. Det var et Ulykkestilfælde, som du forhaabentlig ikke tar fuldt saa højtideligt som dine gamle. Du er da ikke vond, er du vel? Nei, det maa du

[43]

ikke værel Lev vel — sæalænge. Dit kjære, lille Billede følger mig. Men hvorfor har du strøket Pandehaaret bort? Du ser jo ut som en Metodist. Du skal ha akkurst alle de Lok- kerne du havde før, naar vi møtes igjen — vil du? Og du skal ikke glemme Din gamle

Hans — som aldrig glemmer dig»

Aa nei, hun glemte ham nok ikke. Og nu da Vaaren sang i alle Lier og hun saa de Kjendte, kjære Steder igjen, nu husket hun saa det sved i Hjertet. Men hvad hjalp det at huske. Det var jo glemme hun skulde. Og hendes Stolthet reiste sig i hende og gav hen des Blik en forunderlig Fasthet. Hun saa saa utilnærmelig ut. Saa kold,

— En Dag gik hun i Solvæggen langs Huset, hvor Sneen holdt paa at smelte. Bleke Topper af Tullipan og Hyasinth stak op hist og her paa Barflekkerne. Og fra Taket dryppet tunge plaskende Dryp ned i de blaahvite Fon- ner og lavet smaa muntre Fontæner. Der var slik forjættende Opsang i hvert eneste lite Plask.

Plask, Plask! Heil Plaskl Gjør Vei for Varen! Vei for Varen!

Og Sneklokkere stak sine spæde Spirer som smaa skarpslepne Sværd gjennem Vaar- sneens Iskrystaller, slog ut sin blyge, hvite Klokke med de smaa vaargrønne Hjerter paa

[44]

Bladene og la den varsomt i Reder af vandblaa Sne. Som dunbløte, hvite Fugleunger i Skum paa Stranden.

Og enkelte Steder tittet Crocus og blaaøiet Scilla frem.

Dr. Runge kom gaaende langs Havegjærdet, Han kom hver Dag og gik der med hende, skjønt hun ikke likte ham. Og lot ham for- staa det. Han var vakker og meget galant. Kunde ogsaa være smaapudsig. Men allikevel.

Han var af en gammel vestlandsk Kjøb- mandsslægt, havde et aristokratisk smalt Ansigt med graa Øine under Guldbrillerne. Hans Snit var engelsk og hans Hovedstad var London. Han havde været meget med sin Fars Skibe og studeret et Par Aar ved et engelsk Universitet. Han var væsentlig Kirurg, derfor likte han sig ved det store nye chemiske Anlæg, der var, sætlig nu mens Fabrikken var i Experiments stadiet saa meget interessant Arbeide.

Han gjorde strax Kur til Eli. Selvfølgelig. Hun var jo den eneste. Smaapikerne nede ved Fabrikken var ikke egentlig til at snakke med. Han havde nok truffet en, liten Margit, som havde været en god Trøst i ledige Timer disse to Aar. Men Margit var ingen Dame. Ak nei. Hun var og blev en troskyldig Bonde gjente med Landsens Manerer og Sprog, men øm og god som en Dueunge. Naa — c'était fini —

El var en pudsig og interessant Blanding af

[45]

Verdensdame og finere Bondepike. Undertiden kunde ogsaa hun endda være slemt rustique i Tænkemaate og Opførsel. Men det vilde hun vokse af sig efter hvert. Og deilig var hun med de svære Flettene som en Krone om Hove det. Den lidt affektert gammeldagse Dragt med det lange Guldkjæde over Kniplingskraven klædte hende ogsaa pokker saa godt. Den lette, fine Kniplingen rundet sig saa vakkert om den myke Halsen,og den bredskyggede Florentinerhat med lyseblaat Fløielsbaand og Præstekraver om laa saa let paa det gyldne Haar. Bræmmerne vug- get op ned naar hun gik, saa Sol og Skygge spillet urolig over hendes Ansigt og Hals.

Eli taalte ham bedst naar han sat og klim- pret paa sin Mandolin og sang smaa smægtende italienske Sange som han havde lært i sin Reisetid.

Da tænkte hun paa de fløielsbløte Aftener ved Sjøerne i Schweitz. Hun tænkte paa den unge Asket Den uopnaælige, som hun kunde gaat i Kloster for — næsten. Hun husket en Søndag, da hun var ganske fortapt. Det var Vaar som nu. Og Crocus og stærkt duftende Gyldenlak sprang ut i Klosterhaven. — — Det var ogsaa en anden som hendes Hjerte havde banket for en Stund. Og der var flere, hvis Hjerte havde banket for hende. Men Hjerter var saa underlige; de banket sjelden sammen. De flakket altid paa vilde Veie. —

[46]

Runge svinget Hatten og fortsatte langs Gjærdet. Haveporten var like ved Huset. Eli glyttet paa ham fra Siden. Han lignet hendes Munk en Smule. Hun maatte smile. Tænk Runge og en Munk! Der fandtes ikke Religion i Runge. Han var den uttrykkeligste Mate- rialist hun havde truffet. Lidt for uttrykkelig. Han hidset hende til Motsigelse. Idethele træt- tet de altid. Han haanet alt mellem Himmel og Jord, og det kjedet hende. Hun var viss paa, at han var en Egoist. Hjertekold. Men en viss Charme var der over ham —

Runge var ved Porten. Han kommanderte sin magre Fuglehund til at lægge sig utenfor og passe paa ham. For nu gik han ind til Fienden.

Eli ropte: «Skal han ligge der i Skyggen, mens De gaar ind i Sola. De er en Egoist»

«Saa, men vet De hvad De er? De er en Gaade. Bundløst enfoldig og sentimental; men allikevel grusom som Nero. Goddag!» Han tok hendes Haand og beholdt den et Øieblik. «De er saa altfor enkel, Frøken Eli. Hvad Pokker skal man fange an med en Dame som ikke engang er koket, og som tar alt for ramme Alvor»

Hun trak Haanden til sig. «Det er da et hel- digt Træf for Dem, som altid gaar paa Jagt efter Forsøksdyr og interessante Tilfælder.»

De drev fremover og saa paa Blomsterne.

[47]

«Er den ikke deilig;» sa Eli, og bøiet sig ned over en blaa Crocus, som netop havde aap- net sig.

«Jo, det er den vist, naar De siger det» Han havde ikke Sands for Blomster. «Jeg synes den ser noksaa ubetydelig ut forresten.»

«Jeg liker Crocus» sa Eli, «især de bla Strandcrocus, og saa de safrangule, som jeg indbilder mig er kommet fra Indien. De er som selve Solen, hete og straslende. Og allikevel er de sa beskedne og uskyldige like som. Men enda uskyldigere er de hvite. Saa enkle. Se denne med de smaa violette Stri- peme! Som en koselig gammeldags Sirtskjole,» Hun bøiet Blomsten op mot ham.

«Pokker tro dem» sa han. «Se den Helve- des Ild som brænder paa Bunden af Bægeret. Udvendig Nordens blyge Kjølighet, indeni Orientens Brand. Den er interessant som .. .» Han saa paa hende, men hun snudde sig hastig og gik videre. Han knipset Asken af Cigaren og slentret efter. «Jeg siger bare: ve den brave Humle som kikker for dybt i det Bægerl»

«Aa saa farligt er det vel ikke» Eli smilte og myste mot Solen. Hun maatte nyse. «Aa for Vaarl man blir ganske ør»

«Berusende! Herlig> Han plukket en Sneklokke og rakte hende. «Der har De ogsaa slikt et lumsk lite Krater. Hvit som selve Uskyldigheten og saa beskeden at den næsten

[48]

knækker Nakken. Tør ikke for alt i Verden vise sin Deilighet. Det er som den slog tusind smaa dydige Øine ned.»

«Det er de allerdeiligste,» sa Eli og tok den forsigtig.

«Men De maa ikke plukke fler; der er for faa endnu. Lad dem ligge i sine Reder saa længe de har dem»

«De er glad i Bomster, Frk. Eli; De ser paa dem saa man blir myk om Hjertet. Det er ingen Sak for dem.»

Han sukket umaadelig og plystret paa sin Hund; nu skulde Hunden gaa like i Hælene paa ham en Stund.

«Ja jeg er saa vant til at leve med alt som vokser og gror. — Nei vogt Dem da; De traar jo paa en gul Crocus! — Jeg er næsten mere glad i Blomster — ja Dyr ogsaa — end Mennesker.»

«De er grusom»

«Nei, De er grusom. De traar paa Blom- ster og behandler Deres Hund aldeles latterlig.»

«latterlig? Hvad mener De?»

«De aner ikke hvor et saant Mannfolk som opdrager Hunde med Pisk og fremmede Sprog er komisk. Naar De faar Deres Hund til at ligge flat under Deres knusende Blik, bryster De Dem som en Verdensbetvinger.»

«Aah —

«Er det saa forfærdelig storartet at tæmme saan en liten stakkars Hundehvalp da?»

[49]

«Jeg vidste en jeg heller vilde tæmme. Dem, Frk. Ek; for De er forfærdelig uskikkelig. Og der er Afgrunder i Dem som i den hvite Crocus.»

Hun lo og gik mot Huset.

«Se nu først om De greier Hvalpen»

Men hendes Kinder brændte en Smule, og hun sa lidt paafsldende hurtig Farvel.

[]

«Indianerpiken».

t paa Sommeren sat de sammen en Kvæld U oppe i Lien.

Der var et Fugleleven til at bli ør af, og det duftet saa bedøvende af Jord og Trær og Lyng og alleslags Blomster. Det var som om alting levet dobbelt stærkt i den hellige Soleglads- time; Luften var fuld af summende Fly, Hon- ning, stram Harpix, Linea og Viol.

Og Maaltrosten ropte og fik Svar, ropte og fik Svar, ivrigt og ustanselig —

De sat nær hinanden betagne og stille. To unge stærke Legemer som droges mot hverandre som mot sin egen Fuldkommengjørelse. De kjendte sig ét med den frydefulde Sommer. Det var delligt at være ung en Sommemat, naar Sol gik ned.

Elis Vilje var brudt, hun var under Vaarens Vælde. Hun følte sig glad og stærk og det var hans Skyld. Hun vilde ikke bort mere. Kunde

[51]

ikke. Han var anderledes end hun trodde før hun kjendte ham, og han var ung som hun!

Hun smilte mot Solen: «Vet du, hvad jeg har Lyst til?»

Han svarte seiersikker som en Gud: «Ja jeg vet»

«Nei du vet ikke. Jeg har Lyst til at lægge mig ned og male som en Kat i Sola. Og til at...»

«. . . Kysse mig?»

«Sludder. Nei men jeg liker mig saa godt saan naar Sola gaar ned bak Skogen. Har du i hele Verden og alle dine Dage set noget delligere end denne Skogen og denne Himlen og disse forelskede Fuglene.»

Hun lukket Øinene og smilte mot Solen stille og hemmelighedsfuldt.

Han hvisket: «Elsker du mig, Eli?»

Hun hvisket tilbake som man gjentar en Troesbekjendelse for sig selv: «Jeg liker dig, jeg elsker dig, jeg er. . »

Saa standset hun pludselig.

«Det er et Ord du er ræd for, Eli?»

Da kastet hun sig hurtig og voldsomt ind til ham: «Nei, nei, jeg er lykkelig.»

Han kysset hendes Mund, hendes Øine og hendes Hænder: «Vet du hvad du er?»

«Ja, en Kat.»

«Nei, du er en liten Indianerpike som har lært at bøie et Verbum. Det er ikke mig du

[52]

elsker, det er Sola og Træerne og Blomsterne og Maaltrosten og alt det andet. Fyl»

«Nei nej, dig ogsaa. Jo, jo, jeg elsker di for jeg glemmer jo alt hos dig, og jeg synes . ak ja, jeg liker dig, jeg elsker dig, jeg er lykke lig> Og hun gjemte sig igjen hos ham.

Hun forsøkte ikke mer at analysere sine Følelser, hun havde gjort det saa ofte.

Hun var glad. Beruset. Ung og fuld af Mod paa Livet. Var det ikke nok?

De skulde giftes inden næste Var. Og hun vilde det. Ja, hun vilde det.

Hun saa op paa ham likesom grundende: «Ja tænk jeg elsker dig. Jeg blir saa trist naar du gar fra mig. Da er jeg som den Ørreten du slap paa Stranden forleden, fy, tænk du lo og «studerte» den. Da var du stygg.

— Aa kjære, kjære, slip mig aldrig pa Stranden, hører dul»

Og hun krøp sammen hos ham som om hun maatte gjemme sig for sig selv. Hun vidste ikke hvorfor. Men der var noget som var vaakent i hende, noget som spurgte —

Han bøjet sig ned over hende og hvisket: «Hvad siger min Indianerpike?» Da smilte hun mot ham og lukket øinene:

«Ingenting. Jeg maler»

— Og Eli var ung den lyse Sommerkvæld i Lien. Hun tænkte ikke mer; hun hørte bare Fuglene synge —

[53]

— Da de gik hjem var det stille i Skogen. Hvit Damp steg op af Jorden, delte sig og danset som lekende Alfer mellem Træerne.

De gik tause, støttet mot hinanden; det var saa koldt og underlig tyst omkring dem. Elis Tanker gled ut; hun gik og smaanynnet drøme mende med halvlukkede Øine.

Han gjæspet diskret bak Haanden: «Hvad er det for en sørgelig Sang du synger?»

Hun svarte stille: «En gammel, gammel Vise.»

«Som dog altid bliver ny — hvad?» Han smilte slapt og slog grøssende Frakkekraven op.

«Ja ja — det gjøre jo alle de gamle Viser. Fryser du?»

«Ja, her blir pludselig saa koldt i denne Verdensdel, naar Solen gaar ned.»

Saa gik de tause igjen. Men i Eli sang de underlige Toner fra den Bergtagnes Ensom- het, og de gamle Ord stod som skrevne med Tldskrift allevegne i den graa Nat.

— «Sovar ho i Fjelle i nie Aar,

Tidi fell meg longe.

Ho gret fleire Taarur hell Hesten har Haar; det er eg som ber Sorgi so tronge» —

— Da hun sent i den lyse Nat kom op paa sit Rum, slog hun alle Vinduer op og stirret ut i Stilheten. Der var faldt en forunderlig dump Ro over hende, en Ro som gjorde hende angst; det lignet hende sæa lite. Hun gik op og ned i

[54]

Rummet mens hun rent mekanisk tok Kjolen af og løste det lange Haar. En liten Fugl begyndte sin glade Morgensang utenfor i det store Lindetræ,

Da kastet hun sig pludselig ned over Sengen og jamret — ak Herregud hvorfor jubler jeg ikke sammen med Himmelens Fugle! Hvorfor er jeg ensom i mit Hjerte nu? Hun kunde ikke løse sit eget Væsens Gader, de fyldte hende med hjælpeløs Angst.

— Indianerpike! Ak nei, saa grei og enkel var hun ikke. Havde hun den gode Samvittig+ hets Sikkerhet? Var hendes Blik seierstolt og fuldt af Takk? Hun følte sig jo saa ynkelig, skuffet, saa bankerot, det var Sandheten. Den tarvelige Sandhet. Hun følte sig forurettet og forhaanet. Alt ungt og stærkt og vakkert i hende var krænket og saaret.

Aa for en Skam og en Skjændsell Hvor sørgeligt og uskjønt —

[55]

Gift.

Tre Aar var gaat. Runge var i disse tre Aar blit en meget søkt Læge og Selskabsmand. Han var en helt ut modeme Mand baade i sin Videnskab og som Privatmand. Han kom frisk utefra, ny og vel- kommen i de Kredse hvor man morer sig. Han sang, spilte lidt paa næsten alleslags Instrumen- ter, var en flot og vittig Taler og en overs ordentlig morsom og god Bordfælle. Forstod sig paa Mat og Vin som faa. Han havde i den Retning Traditionen at hævde hjemmefra. «Palen hjemme paa Vestlandet maatte ikke være over 17/2 Cm. naar min Far skulde spise den, og skal jeg spise Torsk maa den ikke være over 35,» Og ingen kunde temperere Vin med større Sikkerhet. Hos Runges resikerte man ikke at faa Rødvinen for kold eller daarlig. afdampet. Eli havde god Tid. Hun levet sine Dage hen med tusind Smaating, ensom, men sjelden alene.

[56]

De havde truffet en hel Del Mennesker baade det Aar de var ute og hjemme i Kristiania, men faa som hun brydde sig om. Eli blev snart kjed af de fleste. Der var saa meget Mas med dem allesammen. Ro kjendte de ikke. Og alle til- hørte de en «Retning» eller «Skole» eller var i en eller anden Stil, og det kjedet hende. Hun likte naturlige Mennesker.

Og hun følte sig hjemløs og overflødig og Jængtet efter sin Fjord og sine Fjelde.

Naar de kom hjem fra Selskaper eller Café- rangler og Runge var slap af Vin og Tobak, da kunde Skamfølelsen blusse op i hende som den første Kvæld. Men mer og mer gik alle stærke Følelser over til Træthet og en uende- lig trist Følelse af at Livet nu skulde raatne slik langsomt hen i denne indestængte Lunkenhet.

Evnen til Oprør blev for hver Dag mindre. Hun havde jo valgt. Hvor vilde hun hen? Hvor var der vel mere Fest i Verden for den som havde faat Hverdagens Daab saa grun- digt som hun.

Undertiden traf hun ogsaa en og anden hun syntes om at være sammen med, og hun kunde more sig en Kvældstund, helst naar hun hørte Musik. Eller om Vaarkvældene ute paa de vakre Frifuftsrestauranter, hvor de reiste ut og festeti den lyse Tid. Da kunde Fjordens og Aaser nes deilige Farver og Stemninger vække hendes

[57]

naturlige Livlighet, og hendes Hjerte fyldtes af en kort Glæde over Livet.

Men der var altid noget som gnaget og vær ket indeni hende, likesom et evigt Samvittighets- nag — noget som et Krav og en ubetalt Gjæld. Hun kunde ikke selv gjøre sig Rede for hvad det var. Bare et vidste hun: det som engang stod for hende som en Dagens Høisang med Sol og høj Himmel over, det var blit til lumre Næt- ters Lunkenhet. Hendes «Ægteskap» var en noksaa tarvelig Affære. Ingenting bandt hende til den Mand hun delte Bord og Seng med. Hun tænkte saa ofte: jeg er et sundt, fornuftigt og ærligt Menneske, jeg vet, at vort Liv skulde blit anderledes, dersom vi havde noget at være glad i sammen. Et Barn, eller et Arbeide, en Flek Jord, nogen Trær og nogen Dyr — et virkeligt Hjem, hvor jeg havde en Gjeming at gjøre, hvor jeg var uundværlig.

Nu havde de et Hjem, som tusind andre Byhjem, i en Gaard som tusind andre Gaarde, i en Gate som tusind andre Gater. De stod ikke i Forhold til noget af det som omgav dem, ikke til den Jord de neppe ante under sig, ikke til Huset, eller de ny-kjøpte Ting i Værelserne. Eli havde altid Følelsen af at bo paa Hotel.

Hun var saa fattig, saa fattig i sine fine Stuer.

Men at føle sig fattig og overflødig var hendes Natur imot. Hun følte jo Rigdomme i sit Indre, Kræfter, som forlangte at utnyttes.

4 — Holde Guttor: Ek

[58]

Runge var en Ærgjærrighet, og han vilde ikke hindres. Derfor saa han helst, at der ingen Ban kom foreløbig. Han havde et Maal, han vilde naa Tinder i Samfundet, og en Familie heftet. Han maatte først være helt økonomisk fri og det skulde der for ham meget til at bli. Han kunde saa udmærket bruke en Formue alene. Ogsaa for Eli maatte det jo være godt, mente han, at være fri og faa utvikle sine Evner somhun vilde i fuld Uafhængighet. Faa leve de første Ungdomsaar uten Baand. Og hun vilde efter hvert faa nok at gjøre med at repræsentere i hans Hus.

Eli sa ingenting. Det var idethele hendes Natur imot, at disse Ting skulde drøftes og be- stemmes over som andre dagligdagse Affærer. Men hun kunde ikke taale at gi sig halvt i noget; hun følte sig nedværdiget ved det. Krænket i sin Ret som Kvinde. Skamfuld. Der var en brændende Attraa i hende efter at hengi sig paa Liv og Død; hun vilde ha den største Glæde og den største Angst. Ja, om en stor alvorlig Sorg blev hende til Del, hun vilde bli stærk af det og klare det bedre end dette halve Liv. Hun længtet efter at bli Mor, efter at bli und værlig og faa Plikter og Baand. Nu forfaldt hun bare til ørkesløse Spekulationer — ja, hun følte, at hun var paa Vei til at bli en Egoist, det foragteligste hun vidste.

Der var saa meget af Bondenatur i hende,

[59]

at hun følte sig ulykkelig uten fast Grund under Føttere, uten fast og sikkert Fæste i Slægten. Hun maatte føle det gro og vokse omkring sig, maatte sætte sine Kræfter ind for noget andet end sit eget lille daglige Liv. For Runge var hun en liten Behagelighet mer, en liten Nød- vendighet for Husordningen — det var et Tilfælde at det blev hende. Tusind andre kunde fylde hendes Plads i hans Hjem.

Men hun længtet efter en Plads som ingen anden kunde fylde, efter at være et godt og traust Led i en ubrytelig Kjæde, efter at bruke hver eneste Trevl af sit Væsen for noget af varigt Værd. Nu gav hun en Slant her og en der, delte sig op i tusind smaa værdiløse Filler —

Hvor var hun ikke ofte den første Tid kommet ham imøte med hele sin Sjæls Varme, i spændt Forventning om det store Øieblik, da hun like, som for Guds Ansigt skulde føle sig ét med ham — føle sig under Livets og Dødens Vælde.

Men det store Øieblik kom ikke. Ensom- mere og ensommere blev hun i sit Hjerte og hun drømte om Nætterne at der vokset en Bræ af blaa Is mellem dem.

Saa fik hun en Dag vite af ham selv, at han havde et Barn før han kjendte hende. Han sa det i et rørt Øieblik en Kvæld, som en tillids- fuld Betroelse hun skulde være ham taknemme- lig for.

[]

Det føltes som et Piskeslag. Hun svælget det med lukkede Øine som en bitter Mixtur. Og han forstod ikke et Øjeblik hvad hun følte. Han var en Smule sentimentalt angergiven, der var en vis bittersøt spændende Stemnings- fuldhet ved saadan at rippe op i smaa gamle Synder.

Men da han saa at hun tok sig detsaa nær, blev han ærgerlig.

«Men Herregud, du vidste jo, at du ikke var den første, det havde jeg ærlig sagt dig»

«Ja ja — Hun slog afværgende ut med Haanden.

Da lo han bittert: «Hm — man skal daFan ta mig vogte sig for at være ærlig mot Kvin- der; det er noe forbandet Sludder, naar vi tror vi kan behandle dere som voksne Mennesker.»

Og han var fornærmet længe.

Eli ærgret sig over at hun ikke havde bes hersket sig bedre. Det var jo sandt, hun vidste jo at han kunde havt et Bam, og da var det jo for dumt at ta det slik. Man fik ta Livet som det var. Det var ingen Barnelek, det havde hun lært de Aar hun havde været en Læges Hustru. Der kom mangt indenfor en Doktor» dør. Hun fik sandelig være voksen. Der var ingenting særlig at si paa deres Ægteskap; det var vist ikke værre end de fleste andre. Saa fik man jo glatte over og se at gjøre det sa leveligt som muligt. Det kunde jo saa allikevel

[61]

ikke bli anderledes. Nogen «Skilsmissegrund» forelaa jo ikke. Og desuten — hvem kunde tænke paa noget saa vanskeligt —

Og en Dag han sat og læste en Avis inde i Stuen gik hun hen og la sin Haand paa hans Skulder og spurgte stille: «Du, hvor er dit Bam?»

Han saa op, rugget saa utaalmodig paa Overs kroppen og svarte kort: «Det lever ikke.»

«Men hun — Moderen?»

«Gift. Men la os nu ikke . . »

Eli tok Haanden til sig og gik et Par Skridt fra ham. Knep nogen visne Blade af en Blomst i Vinduet.

«Men . . . men ser du hende aldrig.»

«Hvor kan du falde paa slikt»

«Men Barnet saa du vel af og til — før det døde?»

Han reiste sig. «Selvfølgelig aldrig, det vil jeg ha sagt dig en Gang for alle, og saa vil jeg nødig ha den Sak op igjen oftere.»

Han gik.

«Aldrig.» «Selvfølgelig.» Eli kunde ikke fatte det.

Men efter den Dag tænkte hun meget paa det Bam og den Kvinde. Led hun for hans Skyld? Elsket hun ham?

En anden Kvinde var hans Bamns Mor, hvad var hun var selv? Hun havde ofte følt sig som Eva efter Syndefaldet, og nu syntes hun ikke hun havde et eneste Fikenblad at dække sig med.

[62]

st

Han kaldte hende engang en liten Indianer pike som ikke kunde civiliseres. Aa, det var saa altfor vakker en Omskrivning. Var hun bare en Vild fra de store Skoge, en, som havde flygtet fra sin Bungalow og ind i de tæppelagte Stuer for en stor Kjærlighets Skyld.

Men nei, saa storartet var det ikke. Hendes Saga var hverdagsgraa og fjern fra alle Eventyr.

Hvor gjerne drømte hun ikke at hun vandret langs de stille, glidende Floder med et lite sol- brunt Bam paa Ryggen. Og hun satte sig under Bambustræet ved hans Telt og la Bamet til sit Bryst, mens Solen gled over Dalen og Fuglene sang det i Søvn. Og hun la det paa Dyrehuden og dækket det med myke Skind af ufødte Daa- dyrkalve, mens han fulgte dem med drømmende Øine fra Teltet.

Og Baalet brændte ned og Himmelens Storme raset over deres Hoveder — der var Fare i hans Favn, Fare og al Himmelens Salighet —

Men Drømmenes Tid var forbi. Det var Livet med alle dets Realiteter som skulde klares. Det var «Livets Kunst» som skulde læres.

Der havde været Selskap hos Runges. Eli havde forlængst opgit alle Forsøk paa at gjøre deres Selskaper lidt morsommere og efter sin egen Smag. Der var saa faa som havde havt

[63]

Glæde af hendes smaa Paafund. De vilde spise, drikke, røke og flirte i halvmørke Kroker. Nu kunde hun det hele. Menuen var den alminde lige, Vinen lidt bedre end almindelig, og Blom- ster og Belysning comme il faut. Alt var ud- mærket og kjedeligt. Hendes Kjoler var ikke længer caffektert gammeldagse», de var efter sidste Pariserjournaler, «kopieret» af Byens dyre- ste Sydame, som bare en sjelden Gang «kompo- merte» en liten individuel Utskeielse for sine mest benaadede Kunder.

Da Eli første Gang kom til hende korset hun sig over hendes Kjoler, som var «haar- reisende hjemmegjorte». Særlig vakte de tro- skyldige Rygger hendes muntreste Medlidenhet. Men Fru Hansen-Lien fik hende snart «fixet op» saa hun var præsentabel fra alle Kanter. Fru Hansen-Lien havde været baade i Amerika og Paris, og hun var «den eneste» for Tiden,

Snart var Eli ganske som de andre, og man kunde ved første Øiekast se, at hun var utgaat fra Hansen-Liens Atelier og havde den for en Dame af Societeten passende Fagon og Værdi.

Det var efter Aftensbordet. Par for Par havde fundet Plads i Salonens orientalsk oplyste Kroker og Karnapper. De nippet Kaffe og Likør og Tobaksrøken la sig som et let Drømmeslør over de maleriske Grupper. Man var endnu ikke rigtig færdig med det svære Maaltid; der var en is kontemplativ Stilhet over Forsamlingen.

[64]

Der sat Literaten Jørgen Jonassen, som «ikke havde Raad til at ha Meninger» dypt nedsun- ken i en Lænestol. Alting hang paa ham, Næsen, Lorgnetten, de rødlige Barter og de hvite, fete Hænder. Hans Holdning var det motsatte af hvad man i Gymnastikken kalder «stram energisk», han laa i Stolen som Gelé med alle Muskler slappe og lot Cigarasken drysse paa Brysselertæppet. Han gad ikke engang gjøre Kur. Der var en viss Orden i hans Livsvaner, og efter Maten vilde han ikke snakkes til. Han likte sig egentlig bedst hjemme, hvor hans Hus» holderske trak Skoene af ham og han ikke ber høvet at genere sig, men han gik ut hver eneste Kvæld af Plikt mot sin Avis, som han forsynte med Sensation og Sladderhistorier. Salonene var hans Arbeidsfelt, og naar han bare ikke fik Ryper og Lax var han ganske behagelig. Men vilde en eller anden liten Frue med daarlig Samvittig« het sikre sig hans Venskap maatte hun gi ham Lutefisk med gule Ærter og Sauterne, eller Blod- pølse med Champagne. I sine smaa Sværmerier holdt han sig til de lidt ældre «lønsomme» Fruer med gode Hjem. Ellers var han født Ungkar, og hans Husholderske het Marie.

I en endnu dypere Stol laa Dikteren Ole Rask. En tyk, sved Haarlugg laa ham ned i Øinene, og Cigaren var presset fast mellem Læberne, som endog under Røkningen var indstillet paa hans bekjendte, skjæve Satirikersmil. Han tok

[65]

sig vældig godt ut der han sat med Hænderne hængende slapt over Stolkanten og tusind deko rative Rynker i sit mørke, skarpt modellerte Ansigt. Hans Ansigt var idethele mærkeligt- Altid mørkt, men undertiden mørkegult og undertiden mørkviolett; men saadan i Halv- lyset efter en god Middag var det pragtfuldt Skarlagen.

Intet menneskeligt var Ole Rask fremmed, og han forstod og tilgav alt undtagen Vand til Maten. Der var Gift paa hans Tunge og Mal- urt i hans Blækhus. Han var en Dumhetens Martyr som i sine store Stunder svang sig op til voltairsk Vid i sine Digte. Han flænget og flændset Borgerligheten og Dyden, og han byge get Altere for glemte Guder i det Land som havde havt den Ære at fostre ham. Hans Venner kaldte ham Flammen, for han skulde svide al bor- gerlig Skindyd og lodden Bondefulhet ut af vort Samfund. Han var Geniet blandt Talenterne, og man var paa højere Steder lykkelig over at ha et saa straalende Fremtidshaab at understøtte med Landets store og ærefulde Stipendier. Men hans Selvkritik var såa stor, at han sjelden bestilte noget, og naar han skrev et Digt, saa gjorde han det som den Martyr han var. Det var ikke til at ta Feil af, at Ole Rask fortæredes af sin egen Flamme.

Han var alt oversat i Tyskland og anmeldt i «Politiken», og vore Aviser havde stadig Tele

[66]

grammer om hans Sommeropholdssted. Han var idethele forfulgt.

Runge satte Pris paa at ha Kunstnere og Literater omkring sig; han var jo selv en Smule smittet af Giften. Og de var saa behagelig op livende. Man trængte lidt Munterhet af og til her i Jammerdalen. En Læge havde nok af Sorg og Bedrøveligheter om sig ellers.

Der sat da ogsaa den geniale Maler, som bare kunde leve paa et bølgende Hav af vekslende Stemninger. Og Bølgerne maatte piskes op med Vin og Tobak ustanselig. Han var Hans Holdts Ven og Studiekammerat fra Diisseldorf, og han beundret Hans vildt. Malerkunstens Gjenfødelse i Europa vilde komme fra Norden. Vi skulde ikke længer ligge i Brakvand og sikle Sagaer over rosemalte Ølboller; Hellenismens gamle stolte Aand skulde opstaa igjen mellem Norges Fjelde — Skaal!

Og han strakte sig savlende og halvdrukken mot sin Dame og takket hende rørt for Kjolen hun havde valgt i Dag. Den violblaa Fløil var som græske Nætter. Skaall

Ellers var der et Par af Runges Kolleger, som Eli likte, et Par Advokater og en liten utvalgt Flok af Damer.

Runge havde sat sig hen paa Sofakan- ten hos Fru Lid. Hendes smale Fot med den blaa Silkesko stak frem under Kjolen. «Kleo-

[67]

patra», hvisket Runge og saa paa hendes hvite Bryst som lyste grønligt under Perlelampen.

«Er De saa Slangen jeg skal vogte mig for,» hvisket hun tilbake —

Hun var som en Salamander der hun laa under Perlelampen i sin grønne, glatte Silkekjole, som lot hver Linje i hendes slanke Legeme komme til sin Ret.

Lids var separerte; man sa det var Mandens Skyld. Advokat Lid var ganske bestemt utpekt som en anden smuk Frues Ven. Vist var det, at Fruen var beklagelsesværdig. Stakkar, hun røkte og drak saa nervøst for at glemme.

Eli stod lidt borte og talte med en ældre Herre som skulde underholdes, men Runges og Fru Lids hviskende Ord naadde hende.

«Jeg vædder en Flaske Champagne» — det var Fru Lids bløte lille Stemme. Runge bøiet sig nærmere ned over hende: «Jeg vinder. Jeg vil ha den Champagne» Og Eli saa, at deres Øine mødtes i et langt og megetsigende Blik. Hun vendte sig hurtig bort. Der var stille i Stuen et Øieblik. Da hørtes pludselig en snøvlende Stemme gjennem Stilheten: «Nci, la os nu være Mennesker da, for fete kan de altsaa ikke bli» —

Eli ringte. Da Piken kom, bad Eli om at faa den store Lampe tændt.

Der lød Nødrop fra alle Kroker, men Eli var forsvundet og Lampen blev tændt.

Jørgen Jonassen vaagnet i sin Stol, han veiret

[68]

Skandale, og Ole Rasks Smil blev skjævt og smertelig forstaæelsesfuldt. Hans Dame var nær faldt ham om Halsen af Henrykkelse — Det Smil, det Smil!

— Da Gjæsteme var gaat, slog Eli alle Vine duer op, Luften i Værelserne var tæt af Tobak og het og kvalm af Mennesker og de mange Lamper. Hun strakte sig ut af Vinduet og aan- det ind den friske Morgenluft i dype Drag. Som en Fisk paa Land havde hun gispet efter Luft derinde; hun var syk. Aldrig havde hun følt sig slik.

Runge stod ved Bordet i Spisestuen og tømte et stort Glas Selters. Begyndte at løse den be sværlige høie Flip: Ah! Saa gik han ind i Sover værelset. Hun hørte ham kaste Frakken og slaa Vand i Vaskevandsbollen

Det var koldt ute; der gik en Gysning gjen- nem hende og hun trak sig tilbake fra Vinduet, heftet Kjolen op og begyndte at rydde. Huh, alle disse halvtømte Glas, Tobaksrøken og den hele Kneipeatmosfære! Hun havde Lyst til at slaa ut en Væg. Der laa en tæt Taake over alle Rum, Tobaksaske fløt over Bordtæpper og Møb- ler, Sofaputerne laa flatklemte i alle Hjørner, Tæpper var trukket ned og Stoler satt omkring paa de umuligste Steder. Ved et Vindu laa to af de høie fine Rhinskvinglas knust; der var som efter et Jordskjælv eller et Slagsmaal i en finere Natkafe. Overalt Glas med Slauker af

[69]

Vin og Øl og Whisky, Citroner og tomme Fla- sker — paa Pianoet, paa Hylder og Skap, i Vine duerne, ja under Stolene. Det var en hel Kunst at finde det frem altsammen,

Mens hun holdt paa at samle ind Vrakgod« set kom Runge tilbake, vaat i Haar og Skjæg efter den hurtige Koldtvandsvask. Han drak endnu et Glas Selters: «Koselig du — ikke sandt? Greie, hyggelige Mennesker — ah Herregud la mu de Glassene staa til imorgen da»

Han kom nærmere og forsøkte at lægge Armen om hende, men hun trak sig tilbake, kvalm af hans vinhete Aande og Tobakstankenaf hans Klær.

«Nei, her blir saa uhyggeligt imorgen. Og jeg vil gjerne redde Resten af de pene Glassene.»

Men han kom efter hende. Han var ikke oplagt til Ensomhet og foreslog Natmat. Eli fandt en kold Rype og den hvite Vin han bad om. Han satte sig, men var saa forunderlig die strait: «Men du da? Kom og ta en Bit med.»

«Tak, jeg er ikke sulten.»

Da reiste han sig pludselig lidt ustø paa Benene og kom helt ind til hende: «Hør nu Eli» — Men hun skøv ham fra sig og sa rolig og usigelig træt — «Aa Runge, hvorfor skal vi spille denne Komedien længer. Drik din Sel ters der hvor du drikker din Champagne; det vilde være rensligere»

Saa gik hun hurtig ut. Han skulde ikke se at hun graat den Kvæld.

[]

Næste Morgen laa hun som død i sin Seng til han var borte.

Da reiste hun sig op og satte sig paa Senge- kanten. Grep efter sit Tøi og lot det atter ligge. Først var der jo en Masse Ting som skulde ske, Vask og Puds og Stel. For et besværligt Apparat det hele!

En lang Stund blev hun sittende og stirre ind i det gule Lampelys. Alt skulde jo være som før. Naturligvis. Der var jo ingenting hændt. Hvad var en Smule Flirt en lummer Aftenstund; det hørte jo med.

Nei, der var en Synd for hvilken der ikke var Tilgivelse, og den Synd var ikke hans —

Hun stak Føtterne i de myke Safianskinds Halvtøfler og gik langsomt hen for at ringe efter det varme Vand.

Hun havde ingenting at haste efter. Alt skulde jo være som før.

[71]

Bedstefar.

m Eftermiddagen gik hun ned til Bedstefar.

Han var ikke som de andre. Naar man kjendte en af de andre, kjendte man dem alle. De sa det samme, hadet det samme og elsket det samme, hvis man da kunde bruke saa stærke Ord om deres smaa Følelser. I alle Huse hørte hun de samme Musikstykker, spiste samme Sort Mat, saa de samme Dragter, danset de samme Danse, hørte de samme Sladrehistorier. Naar en ny Ting kom paa Mote, vidste hun, at nu kom den alle Steder. Alt nyt blev lovprist, og de tarveligste Paafund blev blæst op som Ver- densbegivenheter. Men hos Bedstefar stod alting trygt paa sin Plads.

Hans Smag og Livsopfatning kunde ikke for- andres ved hvert Vindpust utefra. Hans Dan nelse og Kultur var af en anden og solidere Art.

Der var ikke Ro hos andre end Bedstefar. De var alle saa nervøse, saa hæsblæsende. Som Runge. Han var som et elektrisk Batteri der

[72]

reagerte for den mindste Berøring. En Flip eller en Mansjet som ikke vilde sitte kunde gjøre ham rasende. Naar bare alle disse nervøse Mennesker vidste hvor de var ubehagelige for os som er friske, tænkte Eli ofte. Men baade Runge og deres Omgangsvenner syntes hendes Sundhet var irriterende, Den satte hende likesom i en anden Klasse. Hun havde vistnok faat en god Opdra- gelse, og hendes Far var en høit dannet Mand. Men det var allikevel noget — de vidste ikke rigtig hvad — noget mindre kultiveret. Det var kanske dette med Bondeblodet paa Morsiden. Der var noget tungt, som ikke passet i Salonerne. Noget egenretfærdigt, vilde de næsten kalde det.

Hun følte og vidste hvad de mente. Og hun smilte for sig selv. De var hende saa likegyl- dige, at hun næsten trodde hun foragtet dem en Smule, skjønt hun nødig vilde det. Hun var blit saa doven, at hun ikke gad alle disse besværlige Fornemmelser. Og desuten var det hendes Natur oprigtig imot at foragte Menne- skene. Men hun gik kold og ensom iblandt dem, mens hele hendes Væsen var en eneste Længsel efter Kjærlighet og hel, hensynsløs Hen givelse.

Kanske kunde hun fundet meget at holde af hos disse Mennesker trods alt, hvis nogen havde git hende Nøklen til deres Hjerter, eller sagt det Ord som aapnet hendes eget. Det havde jo hændt hende før, at hun kom til at like Mens

[73]

nesker hun til at begynde med ikke kunde utstaa. Ja, det var likefrem en Svakhet hos hende, at hun først ikke gad, men kom til at like de mest umulige nye Mennesker, naar hun kom dem nærmere. Saa var der vel ogsaa en Side ved. disse nye Omgangsvenners Væsen, som hun endnu var fremmed for,

Men det var som hun ikke orket mer. Bedstefar var og blev hendes Tilflugt i Godt og Ondt siden hun kom til Byen som gift. Hos ham følte hun sig i godt Selskap, hos ham var hun munter og tryg og fi.

Han kunde være dygtig derb og fritalende den gamle Oberst; han havde ikke de mange Aars Militærliv bak sig for ingenting, men han var øm og god som en Mor mot Eli, og det var ganske komisk at se, hvor han strævet med at skjule sine milde Følelser bak et barskt Krigs- mandsvæsen.

Det var likesom en anden Verden dernede i de stille Stuer med de store Kastanjetrær utenfor Vinduerne. Aldrig lo hun saa hjertelig noget Sted, og aldrig lærte hun saa meget af nogen som af Bedstefar. Han var saa morsom, naar han fantaserte om den Tid, da hans Forfædre gik paa Løvejagt i Nordsjøen, eller fortalte Anekdoter fra de mange historiske Memoirer han læste. Det var saa naturligt og muntert alt med Bedstefar,

Og saa vakkert og harmonisk var alt i hans gamle Hjem. Der var de koseligste gamle

5 — Hulda Gurborg: Fi

[74]

Lamper og Verdens længste og nydeligste Sofaer at strække sig paa. Og der var blomstrende Busker i alle Vinduer istedetfor stive Bladplanter, fine Kobberstik, Urner og Potpourrikrukker av gammelt fransk Porcelæn, Lænestoler og Fot+ skamler med Kanavabroderier efter Mønstre fra Madame de Maintenons berømte Skole i St. Denis, og meget andet hentet hjem paa Reiser i unge Dage. Og gamle Jomfru Eilertsen holdt Huset i samme Stand som da Oberstinden levet.

Obersten kunde endnu læse, men maatte bruke Forstørrelsesglas, og det blev han hurtig træt af. Derfor var han glad, naar Eli kom og læste høit for ham af Voltaire, Rousseau, Laro» chefoucauld og Macaulay, som han aldrig blev træt af. Larochefoucaulds Maximer kunde han bedre end sin Børnelærdom, og han sa altid, at han bare kjendte én Mand som var likesaa flink til at lave spirituelle Uskikkelig« heter og det var Skipper Gregersen fra Mans dal. Han havde ogsaa en Svakhet for Øhlen- schlåger og Welhaven, men i sin Ungdom havde han sværmet vildt for Wergeland, i hvis Liv og Digtning han følte det første friske Pust fra den store Revolution og alle Tidens Tanker ute i Verden.

Den moderne Literatur med sine lange møi- sommelige Utpenslinger, særlig af det erotiske, kunde han ikke noget med. Den kjedet ham. Der var noget stækket og lemlæstet ved det,

[75]

syntes han. Folk som elsket sundt og naturligt, som var ufordærvede, de skrev ikke 'saa langt og hysterisk om det. Han havde ofte slik Lyst til at si til disse «Hylehunder»: Elsk lidt mer og skriv lidt mindre, likesom han havde Lyst til at si til de dagdrivende Hængehoder som tilbragte sin Tid paa Bønnemøter: Arbeid lidt mer og bed lidt mindre, sax' slipper dere at leve paa andres Bekostning. Han var Ratio- malist og dygtig uvorren, men god og hæderlig som Guld.

— Idag kom Eli saa blek og forvaaket, at selv hans halvblinde Øine saa det.

«Men Barn, aassen er det du ser ut?»

«Jeg sover ikke, Bedstefar. Far jeg Lov?» Hun strakte sig paa den lange Sofa og la Hæn dere under Hovedet.

<Javist, javist. Læg dig og ta mit Plaid over dig. Saa du sover ikke. Nei, nei, dere rangler for meget rundt i disse dumme Selskaperne.»

«Aa nei da Bedstefar, det er ikke det»

«Hvad er det saa da?»

«Jeg kjeder mig saa om Natten, for jeg har begyndt at tænke, og det er det værste jeg vet.»

Han maatte le. «Det var som Pokker, har du begyndt at tænke om Natten!»

«Huf ja. Gid jeg var en Lilje paa Marken, Bedstefar, jeg er saa kjed af mig selv. Tror du vi har været Blomster nogen Gang? Jeg tror.»

«Ja, har vi været det, Gjenta mi, saa er det

[76]

ialfald længe siden. Og nogen nydelige Nelliker maa det ha været»

eJa vi er ikke som vi skulde være. Det er saa forfærdelig tungvindt med os»

«Ja er det ikke Pokker til Apparat du. Al- ting blir værre, som Skipper Gregersen sa, Pir keme blir dy — —

Eli afbrød ham: «Men Bedstefar! Den vet du jo du ikke har Lov til — —»

«Naa Omforladelse da — men sandt er det sku, at alting blir værre, om ikke netop «Pen- gene blir færre» som Gregersen klaget over. Det er gaat sørgelig tilbake med os siden vi gik paa fire og havde vor gode Pels. Der er ikke Grænse for alle de Underfundigheter vi har faat at kjæmpe med. Nu har Doktorene og Præstene kvaksalvet paa vore Legemer og Sjæle i tusind Aar og værre og værre blir vi. De gaar ind i sine Labyrinther med en liten flakkende Flamme og blir derinde. Kommer aldrig ut i Sola igjen. Men de ska værsgod gnage sig gjennem Tingene som den vesle Musen gjennem Cheops Pyramide, de Bæster. Du vet ikke, hvor jeg hader Dr. Hald og alle hans Salver»

«Neida, du liker jo Hald, Bedstefar.»

«Ja ja, han kan være bra nok i Whisten, men kurere en Labb, det kan han Fan ta mig ikkel»

«Men Bedstefar!»

[77]

«Aa Herregud, er det nu denne vesle Privats djævelen du er saa forskrækket for. Han er ufarlig, Gjenta mi; ganske ufarlig. Det er jo bare saan en Fane en heiser naar Modet blir for stort.»

«Du er umulig, Bedstefar, Hvad tror du din Ven Provsten og de andre gode Borgere vilde si, hvis de hørte dig»

«Jeg bryr mig Pokker om de gode Borgere; jeg vil være Menneske og forlyste mig efter Behag. Ahl» Det syke Ben gjorde ondt. Eli laa stille, hun vidste der var ingenting at gjøre, Da Raptussen var over rettet han sig og pustet ut.

«Aa ta hit den hvite Hyacinthen, du. Tak. Ah —! Dersom du vidste hvor slikt et Ben kan ærgre en Mand.»

Han lugtet begjærlig til Blomsten likesom for at glemme, og fortsatte: «Da du var liten var du saa glad i Blomster. Husker du? Det havde du efter mig. Du har idethele hoppet over din Far, du. — Du kunde sætte en saan Blomsterpotte paa Gulvet og gaa rundt den og synge, ganske alene.»

Eli nikket. Hun husket det saa godt. Og saa la hun sig igjen og lukket Øinene og hørte paa den gamle, som smaasnakket videre,

«Jeg liker Hyacinther, især hvite. I min Ungdom sværmet jeg for Linea; der var saa fuldt af dem i Skogen hjemme. Men nu er jeg lei af dem. De er saa rafinert kokette og

[78]

kostbare paa det. Saa bløtagtig lyserøde indven- dig, og saa altfor uttrykkelig ydmyge. Og allike vel saa fordringsfulde. Sølvklar, bakteriefri Har- pixluft og blaa Himmel og jomfruelig Jord og alslags Dikkedarer.

Nei Hyacinthen den er robust den, den tri- ves endog inden fire mugne Vægge hos en gammel gigtbruden Krigsmand.

— Og Klokkerne er greie og nøkterne; det er ikke dette sentimentale to og to»

«Aa men Linea er det deiligste i Verden, Bed- stefar! Jeg synes det skal være to og to jeg; ak ja, naar det er det, saa er det ikke farlig da. Det er herlig at være koket og lyserød og ydmyg og altsammen, synes jeg — bare man var detl»

«Javist, javist, Barn. Skulde mene det. Ak ja, du er ung, du. Men ser du, alle blir alene tilsidst. . »

«Aa nei da Bedstefar . . »

«Jo jo, alle, alle. Paa en eller anden Maate Man gjør vel i at holde sig det klart for Øie efterhvert, Men den som er ung skal leve og elske og spekulere mindst muligt. Ja ja jab> Han sukket dybt, og hans Blik gled hen over Fru Helenes Billede paa Væggen. Eli gik hen til ham. Hans tunge, hvite Hoved lutet et Øieblik som i Smerte.

«Du tænker altid paa Bedstemor» Hun la Armen om hans Nakke og strøk ham over Haaret.

[79]

«Ja du, jeg trives ikke. Jeg var saa vant til Helene, ser du. Men la os ikke snakke om det. Det er jo ikke saa længe nu. Hjertet er utslidt.»

«Snak ikke saa, Bedstefar. Nu kommer Far ind snart. Han er en god Læge, Far, ikke sandt?»

«Jo Jørgen begynder at bli bra. Han be gynder at faa Øie paa Sola. Men med mig er det forsent. Det er ikke Botevon længer. — Jeg tror du maa hjælpe mig hen paa Sofaen. Jeg er saa træt pludselig»

Hun hjalp ham tilrette paa Sofaen og satte sig hos ham. Saa tok han hendes Haand og saa paa hende med sit vakre Blik.

«Men du da, Barn, du da? Du tænker om Natten, du. Og endda er det Linea over hele Linjen der, skulde jeg mene. Nei nei, Gjenta mi, tro du mig, der er ingen rigtig Glæde før Barnet kommer. Det duer ikke at leve for sig selv.»

Eli vendte sig bort og sa stille: «Erik vil ikke det. Han maa ha saa megen Komfort, og Arbeidsro, og hvad det heter altsammen. Og da har vi ikke Raad, ser du» Hun smilte svagt. «Vi skal spare til et Bam om ti Aar.»

Da glemte den gamle Oberst alle Hensyn og satte i: «Fy Fan for en Uterlighet! Hvad er det for et Liv dere lever, dere moderne Men« nesker! Dere glemmer jo Gud og Loven og alle

[]

Profeterne — alt det som lokket os frem i denne kronglete Verden. Og naar Menneskene glem- mer Gud blir de uglade. Ufriske og ækle. Synd mot Gud eller Naturen, eller hvad du vil kalde det, det straffer sig det, Gjenta mi»

«Aa ja, Bedstefar, du har saa Rett, saa Rett» Taareme vilde frem, men hun tvang sig med en Viljeanstrengelse. «Din Gud forstaar jeg. Han kræver os helt og herligt.»

Den gamle saa frem for sig, og hans Blik saa opad, klart og roligt, mens han fortsatte:

«Ja min Gud kræver helt og gir helt, naar vi først finder ham. Han er ingen Privatgud, som vi kan anrope om at slagte vore Fiender. Han lyser for alle, varmer alle og trøster alle i alle Verdener. Han varmer Ungen i Ægget og Frøet i Jorden og henter Liv op af Afgrunden.» Saa holdt han inde en Stund.

Eli sat ganske stille; hun trodde han var ved at sovne, for hans Øine lukket sig halvt, og der var en slik forunderlig Ro over hans An+ sigt. Men om lidt begyndte han igjen med svak Stemme.

«Han er ingen Nationalhelgen, og jeg hov moder mig ikke til at tro han er min Private sekretær som fører Protokol over mine egne Fortjenester og mine Fienders Synder.

Han gir os Livet og siger: Voks til du blir fuldkommen, d. e. til du uten Angst kan se ind i mit Øie og si: «Se, alt det jeg fandt i Møre

[81]

ket, bar jeg frem i Lyset. Nu kan mine Hæn- der ikke bære noget mer, og mine Føtter kan ikke finde Vei længer; du forlanger tilbake den Kraft du laante mig» Der presset sig et Suk frem fra hans Bryst og Eli hvisket angst: «Bed- stefarl»

Men han fortsatte: «Se, her er jeg. Jeg er træt. Jeg vet saa meget om Livet; nu er jeg nysgjerrig paa Døden.»

«Kjære, kjære Bedstefar . . »

«Men det var deiligt, deiligt allikevel.»

Han laa atter en Stund stille og Eli turde neppe aande. Men saa vaagnet han op og trykket hendes Hænder. «Ja ja Elimor; en skal leve saa det lyser og straaler af det, leve, saa alle som kommer en nær blir glade og mo» dige. Leve saa det bygger sig Templer over al ens Gjerning. Leve med Sjælen vid aapen imot Sola. Du som er ung — det skal gnistre af Farver om dig, det skal synge og le om dig, hvor du færdes. Sit ikke i Skyggen og bli ugudelig, Bam. Gaa ut i Sola, selv om du skal gaa alene. Og fremforalt faa dig noe levendes mellem Hænderne»

«Aa Bedstefar, gid du var ung igjen og jeg kunde være hos dig altid. Alting blir saa enkelt, naar du snakker. Ellers er det saa vanskelig altsammen. Jeg skjønner og vet ingen Ting, og jeg er ikke glad,»

«Nei nei, deter vanskelig at være ung ogsaa du.

[82]

Vet vi hvorfor Sola lokker frem af Jorden Blom- ster som staar der og gebærder sig som smaa levende Væsener, og vet vi hvorfor en liten Dame har det saa vanskelig i Verden. Nei nei du, det er allikevel godt at være blit gammel.

Nu gaar jeg til min Gud med det som endnu er ubrukt i mig og endnu kan smeltes om i ny Kraft til at rydde nye Veie for nye Viljer. Han tar os atter og atter og evindelig i sin Tjeneste. Det er det store, Eli.

Ja Elimor, jeg er lykkelig. Jeg husker ingen Hverdage i mit Liv» . . . han smilte med sit gode Guttesmil — «uten om Søndagene, naar vi var i Familiebesøk — Helene og jeg. Ja jeg er lykkelig, Ofte naar jeg skal til at sovne ind om Kvelden er det som to myke Hænder strøk mig over Øinene. Det er Helenes Hænder, Eli, og da tænker jeg: gid det nu var den sidste Kvelden. For jeg er lidt træt af Dagene, skal jeg si dig»

«At du kan ta dette slik, Bedstefar; det — det er storartet af dig» Og hun kunde ikke holde Taareme tilbake, skjønt hun vidste, at han ikke likte Graat eller nogen aabenlys Sen- timentalitet.

I det samme jog Smerten som Knive gjennem hans Legeme, og han satte utaalmodig i: «Ja hvad Pokker vil du jeg skal gjøre dal»

Eli blev forfærdet. Hun reiste sig og vilde

[83]

hjælpe ham. Men han trak hende ned igjen: aNei nei, bli sittende. Det er over nu. — Aa flyt hit den Hyacinthen igjen. Tak»

Han laa et Øieblik taus og likesom hvilte ut. Saa lukket han Øinene og sa med mild, lidt uklar Stemme: «Nei se, nu streifer Kveld- sola saa vakkert Helenes Billede der paa Væg gen. Ser du, hun smiler. Ja ja, du havde slik Hast, du. Men nu kommer jeg snart, du. Nu kommer jeg snart.»

Han laa atter stille en Stund. Saa smilte han igjen — «Men paastaaelig var hun, du. Bestandig sidste Ord. Ja da. Ja da. Men nu faar vi se» Saa gled Tankerne ut igjen. Og hans Aandedræt blev tungt og uregel mæssigt.

Men om en Stund tok han Elis Haand og hvisket med Besvær: «Vet du hvad jeg vilde ønske, Elimor?»

«Nei»

sJeg vilde ønske det snart kom paa Mote igjen at elske én og være trofast mot den. For det er det eneste som er godt, Eli. — Lille Eli»

Saa talte han ikke mer —

Ut paa Kvelden nogle Dage senere sovnet han stille hen. Runge, Eli og den gamle Doktor sat tause omkring ham, men han saa dem ikke. Der var Smil og Fred over hans Ansigt.

[84]

— Eli sørget meget den første Tid. Nu var hun for Alvor alene. Den bedste Trøst fandt hun i Bøkerne, som hun arvet efter ham. I dem Jevet hun op igjen mang en lykkelig Stund i Bedstefar Stuer.

[85]

Barnet.

Kz efter Oberstens Død vidste Eli, at hun skulde ha et Barn allikevel, og det blev saa vanskelig en Vinter for hende.

Alt var anderledes nu. Hun kunde ikke glæde sig ved Tanken paa Barnet. Det hele var blit for ugreit og for urent, syntes hun. Nu, da hendes høieste Ønske skulde opfyldes, var hun ikke længer selv istand til at føle Lykken ved det.

Om Sommeren var hun hjemme hos sin Far, og der fødtes hendes Gut en skjøn Augustdag, og den første som holdt ham i sine Hænder var gamle Marja. Eli laa i Havestuen, Solen strømmet ind, og hendes Sind fyldtes med Even- tyr og Drømme; hendes Legeme og hendes Sjæl var som efter et Bad i det salte, friske Hav. Hun var selv som gjenfødt, hendes Hud var ren og skjær som Rosenblade, og hendes Øine klare og rolige som hendes Tanker. Naar hun holdt sit Barn i Armene og kjendte dets jam-

[86]

sende Mund mot sit Bryst glemte hun alt andet. Det var en Hvile over al Beskrivelse. Hun havde aldrig trod paa Glædestaarer. Men nu vidste hun hvad det var. Alt det som havde vært ondt smeltet bort i milde forløsende Taa- rer, mens hele hendes Sjæl var fyldt af ydmyg Takk. Hun var træt, men Trætheten var god, og Søvnen kom som stille Kjærtegn. Hele hen- des Væsen gled bort i en uendelig velgjørende Ro. Hun ha saa stille, saa stille, mens hendes Øine hvilte paa det lille lyserøde Hoved som havde fundet sig saa lun en Rede i hendes Armkrok. Hun laa og saa paa det, smilende og uten Tanker, til Øinene lukket sig, og hun sov ind sammen med Barnet, som endnu i Søv- nen holdt fast ved hendes Bryst. Og de sov saa hjerteligt de to. Og hun vaagnet med uklar Bevidsthet om en stor overvældende Glæde, slog Øinene op og fandt Barnet i sine Arme. Og Stuen blev en Bungalow i dype Skoge med høi Himmel og svaiende Palmekroner over.

Lykkelige Smil lyste over det lille Væsen, og tusind smaa ømme Ord hilste det Godmorgen.

Og da hun kom op og sat i Solen og stelte lille Kaare, da sa hun: Nu vet jeg, hvad Lykke er. Der var saa herligt uryddigt i den bla Stuen; det luktet Smaabarn og Vask og alt som kunde skræmme et Mandfolk paa Dør, men som for en liten Indianermor var som Roser og La- vendel.

[87]

I denne Tid lærte hun at elske sin Far. Han blev nu Bedstefar for baade Mor og Bam. Og Fru Brita var rolig og hjælpsom. Men gamle Marja var i den syvende Himmel.

— Da Runge kom to Dage efter Fødselen, rakte Eli ham Haanden med et Smil som sa: Nu er alt godt. Lad os glemme. Og han smaslo hyggelig, men kunde slet ikke se, at Gutten ganske lignet hendes Mor.

Eli blev længe hjemme — for Guttens Skyld. Han var tynd og liten, og Byen var sikkert ikke god for ham. Det var ogsaa som hun nu van skelig kunde skilles fra sin Far. Han havde forandret sig meget i de sidste Aar. Fabrik praksisen havde han helt opgit; der var saa mange Ting dernede han ikke likte, og saa blev han uenig med den tyske Direktør. Han syntes pludselig han saa Menneskene styrte sig med lukkede Øine mot et farligt Stup, men det kunde ikke nytte at skrike i en Foss. Man maatte lange somt og taalmodigt begynde at mure paa den Mur som kanske engang kunde standse Strøm- men igjen. Den Strøm han selv havde været med at slippe løs. Men Stenene en svak Men- neskehaand kunde løfte var saa haabløst smaa; der skulde kanske Generationer til for at reise den Mur — om den kunde reises.

En stor Ting havde han naadd i sit Liv; der var Harmoni i hans Hus. Eli, Brita, gamle Marja, han selv og nu Kaare, det var én

[88]

Familie. Og Gaarden dreves som en Bondegaard og der var Arbeide for alle.

Bare Runge passet ikke ind. Han var en moderne Videnskabsmand af en helt anden Ret- ning, end «Gamledoktoren», hvis Sol-Kure han smilte af. Han trodde, som han sa, paa Kniven og Utdrivelse ved Belzebub.

De talte aldrig sammen om disse Ting; de var begge saa inderlig overbevist om den andens Uimodtagelighet for Fomuft. Og Runge fik aldrig vite, at hans Recepter ti lille Kaare vandret i Papirkurven, mens Randi, den staute Nabo- konen som kom der daglig, gav ham en «liten Rjomegraut» af og til som Medicin.

Hovedsaken var, at Gutten vokste og blev stor og stærk til Elis usigelige Glæde.

Gamledoktoren lot Randi raade. «Randi har født flere Bam til Verden end jeg, og dugelege er de blit alle,» sa han leende og veiet Gutten paa Armene. «Han sover jo om Natten og synger hele Dagen, hvad vil du merl»

Eli og Gutten var nu mere der end i Byen, og Runge kjendte neppe sit Bam. Han var ingen Barnemand. For ham var de væsentlig Studieobjekter likesom Dyrene i Laboratorie kjelderen. Han studerte og befølte Gut- ten saa forretningsmæssigt, at Eli blev harm og tok Barnet fra ham. Hun taalte ikke den Masten. Og hun sa altid: du vilde aldrig kjende dit eget Barn mellem andre.

[89]

Men da lo han, og sa hun var gal som alle Mødre.

Engang fik hun Lyst til at gjøre et Forsøk. Da Gutten var "2 Aar tok hun en Dag Randis Bam og la ved Siden af Kaare i Sengen. Randis var en Pike. Hun klædte dem likt og de havde næsten samme Farve paa Haaret og begge havde blaa Øine. Ellers var de meget forskjellige, syntes Eli.

Runge kom og Eli sa: «aa ta Gutten hit, er du snil. Vi passer Randis Barn idag, for hun er i Sæteren.»

Men Runge stod en god Stund, før han en- delig bestemte sig for Gutten.

«Der ser du,» sa Eli.

«Det kunde ogsaa hændt en Mor,» paastod. han, «de er jo alle like, naar vi skal være ærlige,» Men da lo Eli høit.

Og hun tænkte ved sig selv, at en Far nok altid stod sit Barn fjernt, enten det var et ægte» eller et «uægte». Bamet var Moderens — helt og herligt.

Eli blev mer og mer alene med sit Barn, om Sommeren var hun hjemme hos sin Far; men den lange Vinter var hun indestængt i Byen.

Runge var meget ute; hun spurte ikke hvor han var. Fru Lid, som nu var officielt skilt fra sin Mand, kom ikke mere til Eli, det var blit for pinligt.

Slik gik det i 4 Aar. Altvar forlængst blit Skal;

6— Hulda Gatborg: El.

[]

den Smule Kjerne som maaske engang fandtes var grundig indtørret.

Men det faldt ikke Eli ind at tænke paa nogen Forandring. Hun levet for Gutten, som hun elsket med en Kjærlighet som lignet Smerte.

En Kveld efter et Selskap, blev der en Scene mellem Eli og Runge, den første i disse + Aar. Eli fyldtes af en sund, velgjørende Vrede og Foragt for sin egen grænseløse Slaphet og aandelige Dovenskap. Det var jo tilsidst slet ikke dette med Fru Lid, det var jo bare et tarveligt Paaskud. Det var hende selv. Fra først til sidst. Hun blev het af Skam over sig selv. Og i et eneste Øieblik var hun klar over, at hun maatte ut af dette, hvis hun skulde leve.

Næste Dag reiste hun.

Men Runge svarte paa hendes Brev, at en Skilsmisse var imot hans Vilje.

Kunde det være muligt! Eller var hun gal?

Hun skrev et Brev igjen, saa roligt, at hun selv var forbauset over det. Hun var pludselig blit saa tryg paa sig selv. Ingen Magt paa Jor- den fik hende tilbake. Det sa hun ham. Men bad ham samtidig om Tilgivelse. «Du har vis selig din Del af Skylden, hvis vi skal tale om Skyld. Men Hovedfeilen var min fra først af. Du er den bedragne, for det, som for dig var selvfølgelig, var for mig Synd. Fordi jeg er Kvinde? Jeg vet ikke. Men det er saa. Og

[91]

trods alt er jeg glad, fordi det er saa. Legeme og Sjæl maa for os være ét. Deri har vi noget uendelig stort fremfor Eder. Jeg forsøkte at glemme min Sjæl — det er sandt, saa forfær- delig som jeg nu synes det høres — jeg forsøkte det, fordi jeg var ung og stærk og fuld af Overs mod. Nu ser du Resultatet. Jeg føler mig ikke storartet, maa du tro. Det hjælper lite at jeg vet jeg ogsa bedrog mig selv. — — Jeg har ingen anden Undskyldning end den, at jeg er et Menneske.»

— — Hun vidste ikke om hun var synderlig værdig til at opdrage et Barn, men hun vidste ialfald, at hun havde været dobbelt uværdig, om hun havde fortsat at være Dr. Runges officielle Hustru.

Efter mange pinefulde Forhandlinger op næadde hun endelig Separation. Men Dr. Runge erklæret udtrykkelig, at fra hans Side ingen Skils- missegrund forelaa, og Barnet kunde han i alle Tilfælde ikke fraskrive sig Retten til; «foreløbig» fik hun dog beholde det. Eli fattet det ikke det Hele, men stolte paa Fremtiden. Barnet maatte jo bli hendes.

Hun følte sig nu hjemme igjen for Alvor, og hendes sunde Natur seiret over alle Spekulatior ner. Hun saa igjen Livet i Øinene, rank og rolig; tilsidst havde hun jo dog vundet uendelig meget mer end hun havde tapt Hun havde jo

[92]

Gutten. Og ham vilde hun kjæmpe for med sit Liv.

— Men næste Sommer kom Hans hjem.

Han havde været syk og fortvilet. Ranglet som en rasende, arbeidet en Tid og ranglet igjen. Men hans Evne var som lammet; han kunde aldrig noget helt. Alt blev til Drømme eller Sjælekval. Og nu vidste han, at Eli var den eneste som kunde redde ham.

Og hans snille Onkel tok imot ham med aapne Arme. «Han er ikke som andre,» sa han, «hans Sind er som en Æolsharpe — det er ikke saa greit, ser De; han er jo bare Gutten enddal»

Og det var sandt, han var en stor, elskvær- dig Gut, som drømte han var en Mand, og han rev Eli med i sine Drømme. Hans Fantasi var saa vild og betagende, og de scilet igjen paa brede Vinger ut i sollyse Lande som i Barns dommens Dage. Hun eiet ikke Kraft til at staa imot. Hun havde jo alle Dage været hans.

[93]

ELIS BREVE

I.
Juli ved Hollands kyst.

22 er det fuldbragt.

Det sidste Baand er overrevet, den sidste Dør lukket mellem mig og mit Barn. Mit ene- ste, elskede, dyrekjøpte Barn!

Naar jeg skriver disse Ord er det som Blæk» ket fryser og stivner i Pennen; jeg staar likesom utenfor mig selv og ser min Angst. Ser paa mine Øine, som stirrer i fortvilet Selvforsvar, ser paa min halvaapne Mund, som likesom vil ta Ordene tilbake.

Det er jo ikke muligt!

— Nei nei, ikke ind i Ringen igjen. Nu er jeg fri. Min Kamp er over; jeg har valgt for mit Liv og kan ikke flygte fra min Beslute ning. Tusind Gange har jeg tænkt tilbunds i det Hele. Jeg har gaat imot dig, er vendt til bake og har atter gaat.

Her er jeg, Gud hjælpe mig saa sandt. Ens

[96]

som og fattig kommer jeg, men saa usigelig lyk kelig allikevel. Han maa jo gi mig Bamet tilsidst, ikke sandt? Der maa da findes en Ret- færdighet i Verden. Det er jo mit i al Evighet, han kjender det jo ikke, har aldrig grædt en Taare eller vaaket en Nat for det; det er ham likegyldigt og uvedkommende.

Men allikevel. — Jeg vidste ikke før, at han var ond.

— Jeg fik et Brev fra en Veninde idag. Hun er blit ensom i Verden; Livet har tat hendes Lykke. Han som blev hendes i Ungdommen er gaat til en anden. Nu stræver hun med at dræpe alle Længsler i sit Sind og gjøre sig haard som Sten og kold som Is. Hun har to Bam, men de er hende ingen Trøst.

Hun skriver: Du taler om Børnene — en skjøn Illusion! Snart er de store og Verden eier dem. En ulykkelig Mor er bare en Hindring. En Skygge i deres Liv. De har ondt af mig, de er gode imot mig, men Livet ligger lyst og sikt foran dem; deres Ungdom bruser mot Solen og Glæden, de kan ikke la sig hefte af en stak- kars Mor. Uf Mor, stakkar! Hvergang de tænker paa mig, gaar der Skygger over deres Sol. Nei nei, for dem er jeg visselig ikke uund« værlig. Om jeg døde var det godt for dem»

Og saa er det. Ingen er uundværlig. Det trøster mig ubeskriveligt. Kaare vil snart glemme mig, om det forfærdelige skulde ske, at vi

[97]

maa skilles for altid. Ja ja, det trøster mig, trods alt

Men du skulde set hans store spørgende Øine! Du skulde hørt hans lille angstfulde Stemme, da han spurgte: Mor, hvor gaar du hen?

Nei nei — nu er jeg der igjen. Snak, Snak; jeg er visselig ikke uundværlig. Jeg var jo ingen god Mor engang. Jeg vilde snart blit en Skygge for hans Sol. Ja, jeg vilde blit det, om min egen Sol var sluknet. Jeg hadde ikke klaret det. Og jeg skal jo se ham ofte.

— Men nu, min elskede, maa Græsset ikke gro mellem os, Solen ikke slukne, Luften ikke bli kold. Jeg skal ikke se dig paa længe, men de usynlige Traade, som binder os sammen, maa ikke briste. De er den Navlestreng som bin der mig til Livet; brister de, maa jeg dø. Men hvorledes skulde de briste? De er jo spundet af det evige i os, det uundgaaelige, det over- menneskelige, som binder Vilje og Forstand. Hvorledes kunde jeg tro, at jeg var Herre over Himmel og Jord og alle Søjerner! Hvorledes kunde jeg tænke at binde Tilværelsens Magter med snusfornuftige Ord! Det Fængsel min Sjæl vansmægtet i var tømret af tusind For- domme. Den skrek efter friske Morgeners Dug og svale Nætters Fred. Den skrek efter dig.

Du er den Vilje som binder mig til denne Jord og al dens Deilighet, uten dig er jeg et

[98]

Atom som hvirvles bort i Verdensrummet. Uten dig er Jorden en Ørken og Livet en graa uen- delig Landevei. Mine Føtter finder ikke Hvile og mit Øie ikke fast Punkt uten hos dig. Du er min Styrke og min Kraft.

Godnat min elskede Ven; nu vil jeg gaa utenfor min Stue og se Solen synke i Havet; i dens Glans møtes vore Øine.

II.

Hvad er hændt?

Atter er tusind Aar gaat over mit Hoved. Atter sitter jeg her alene ved Stranden paa min Ø og synes jeg er som en liten Fugl, der er fløiet ut over det store Hav, bare fordi Havet var saa herligt og uendeligt. Kveldenes Glød langt derute lokket og drog med uimotstaaelig Magt. Den solblinde Fugl styrtet sig i Flam- merne. Men den døde ikke. Fik bare svedne Vinger. Den steg igjen sterk og sund under blaa Skyer og seilet mot det underlige Land hernede, hvor Nordsjøen gaar over graa Banker mot Verdenshavet.

Og nu sitter den og vipper paa en liten Sten midt i Uendeligheten og undres paa, om Solen aldrig mer vil gaa op over Verden. Det er jo et endeløst Døgn, 24 lange Timer siden den gik ned.

[99]

Men i tusind slike lange Døgn skal jeg ikke se dig. Et Aar. En Evighet!

Ak nei, la mig ikke klage. Jeg er jo saa lykkelig, saa lykkelig. Bare et Aar, saa er du hos mig. Og et Aar gaar snart.

Og saa bare to Aar, saa skal vi være sam- men altid! Og jeg er jo sund og stærk. Jeg skal lære at arbeide som aldrig før.

Og jeg skal skrive mine Tanker ned hver Dag, og naar vi møtes skal du læse dem og se, at der er noget som er over al Forstand.

— Aa, om du kunde se Havet idag! Jeg sitter her utenfor Fiskerhuset paa min Sten og glider ind i Glansen. Timerne gaar, og Natten kommer som en Tyv over mine Drømme.

— Men ak, hvad hjælper det, at mine Øine ser al denne Herlighet, naar du er langt borte. Ak min Ven, jeg lyver; det er ikke sandt, at jeg er stærk og sund. Længselen knuker mig til Jorden i de stille Kvelder. Jeg er syk af Savn, naar jeg gaar ensom til min Stue. Jeg synes du maa føle det hvor du gaar og staar. Ak du! Tænk om du kom endnu en Gang før den onde Tid gaar over osl En eneste liten Time?

Nei, du skal ikke tro jeg mener det. Det var bare en forfløien Tanke. En Vildfugl af et Haab som flagret forbi. Nu er det igjen borte. Jeg skal jo ikke se dig. Vi skal bøte for vor Synd, den Synd at vi elsker hverandre.

[]

Og du maa bli i Babylon. Mellem Gravene og de døde Stene. Mellem alle de gale, som løper i Ring efter tusind sindssvake Paafund.

Jeg blir fuld af Rædsel, naar jeg tænker paa det.

— Ser du, nu driver jeg igjen ut paa Vid« derne, jeg som er saa klok og fornuftig. Jeg som har klamret mig til det reelle og haand« giipelige og flygtet i Angst fra alle daarlige Drømme — for jeg vilde ikke ut paa Viden.

Jeg, den selvstændige Dame, den disciplinerte Hjerne, en Læges Datter, en Officers Sønne- datter, en traust Bondes Datterdatter!

Hvad er det for en Helvedes Magt i din Vilje!

Jeg er som et Billede, der er faldt ut af Rammen, jeg hænger i en Traad mellem Him mel og Jord.

— Ak, men du vet ikke, hvor jeg frøs i de tæppelagte Stuer, hvor jeg var ensom i de lumre Saloner.

Det var ikke Menneskene jeg trængte, men ét Menneske. Et Menneske, hvis Sjæl jeg eiet. Et Menneske som løftet mig op i Uende ligheten.

Jeg har saa lite turdet tænke paa dig og mit Bam sammen. Jeg skøv altid en af Eder til side, krøp feigt undaf for det som maatte gøres.

Men idag har jeg i en god Stund tænkt

[1]

gode Tanker om Eder begge — ja, om Eder alle tre. Det maa smeltes sammen til et helt og greit Billede. Jeg maa klare det. Jeg kan ikke lure mig undaf længer. Jeg har valgt; jeg har tat en kjær Byrde op, og jeg maa bære den frem.

Jeg skal rolig si dig Sakens Stilling: Han har nu indvilget i at Barnet blir hos min Far — indtil videre. Og saa maa jeg jo faa det igjen siden, naar den første Ærgrelse er over. Ikke sandt? Der er da en Retfærdighet i Vers den. Der var jo aldrig Plads for et Barn i hans Hjerte, neppe i hans Hjerne. Jeg tror aldrig Kaare var gaat helt ind i hans Bevidsthet. Men tænk han som var andres for længe siden, han raser over min Lykke og nægter mig Barnet.

Fatter du det?

Allikevel tænkte jeg idag uten Bitterhet paa ham. Han er som alle, der er opdraget som han. Hans Opdragelse har været kold og kor- rekt. Han kom tidlig ind i «Skolen uten Hjerte», men han er ikke uten ideel Stræben. Tvertimot. Hans Drømme gaar maaske likesaa høit ovenom denne Jord som vore egne, han stiler høit i sin Videnskap, han vil løse alle uløste Gaader paa sit Felt. At det hele til synelatende gaar ut paa frugtesløse Diskusioner og grusomme Experimenter er vel kanske til sidst fordi vi ulærde mangler de rette Øine at se med. At Barnet var ham likegyldigere end

[2]

det sidste Ord i en Polemik, eller et lite, for os andre tilsynelatende noksaa ubetydeligt medi- cinsk Præparat, saaret mig. Jeg mangler jo de Nervetraade som føler ind i Uendeligheten paa den Maate. Jeg er jo ikke lærd; jeg er bare Kvinde.

Og allikevel synes jeg undertiden at hele mit Væsen er opløst i følsomme Nerver, som spilles paa af usynlige Kræfter.

Ak kjære, kjære dig — hvorfor mukker det og gnager inderst inde i os — selv i vore bed- ste Stunder. Det er som om vi har mistet noget dyrebart, men ikke husker hvad det er. Det er den værste Pine. Vi leter i et haabløst Mørke.

Ogsaa lyver vi saa for os selv og dem vi er mest gla i. Nej, jeg vil ikke lyve for os.

Hvorfor skal jeg ikke tilstaa aabent og ær- ligt for dig som jeg elsker over alt paa Jorden, og for mig selv, som jeg gjerne uten Skam vil kunne se i Øinene: Mit Bams Far vil aldrig bli mig uvedkommende.

En Mand kan saa let gaa fra den Kvinde hos hvem han første Gang følte sig taknemmelig som Mand, en Kvinde kan aldrig glemme den Mand, ved hvem hun blev Kvinde — endsige Mor. Han maa bli hendes Lykke eller hendes Lykkes Hindring. Han er der, blir der som en Smerte eller en Glæde altid.

[3]

Ser du, derfor er det ingen munter Veninde du faar med paa din Vandring. D. v. s. ikke saadan tilbunds munter. Men jeg skal nok være tækkelig og smaapudsig og fornøjet som du gjerne vil ha mig.

For jeg elsker dig jo! Men tænk om du var kommet før!

— Huttetu, hvor alt er forvirret. Jeg synes de vilde Folkeslag i Skogene greier sine intimeste Forhold bedre end vi, som sliter i Civilisationens mangfoldige Lænker.

Vil du bygge en Bungalow for din gamle dumme Pike!

— Naar jeg gaar herute og tænker, vet jeg saa meget om dig. Og min Viden om dig er mig mere dyrebar end mit Barns bedende Øine.

Mon du, naar du læser disse fattige Ord, kan føle noget af den forfærdelige Magt som dikterte dem. Mon du har en Anelse om den forfærdelige Ting jeg siger.

I Dødens Afgrund maatte jeg ned og hente min Lykke; ind i Taakernes kolde Land.

Jeg maatte gjennemleve Livets og Dødens store Rædsel, staa bevidst ved Siden af min egen Opløsning, føle hvorledes jeg mistet Støtte efter Støtte i mit Indre, indtil det sidste Holde punkt gled bort. Men da Smerten blev over Evne lammedes min Sjæl Jeg maatte ind i Dødens Mørke for at naa ind til det nye Liv.

Vet du, at den svære Sygdom var en Hvile,

[4]

9%

Det var Tider, da jeg gruet for at bli frisk og begynde Livet paa ny — enda mit nye Liv var du!

Saa træt var jeg.

— Nu er det Morgen med smaa skvul- pende Bølger mot Stranden. Jeg hilser dig med Vinden som laver de smaa Bølger og med hver Solstraale som naar ind til dig: God morgen min store Gut! Godmorgen min elskede! Jeg er oppe og tænker paa dig. Men du? Ak, du sover sikkert og tænker slet ikke. For du er vel den gamle Hans? Er du ikke? Jo, du maa være den gamle uskikkelige, umulige, uudgrundelige Hans i Præstegaarden. For hvis du ikke var akkurat slik, saa elsket jeg dig ikke akkurat saa sindssvakt som jeg gjør. Du blir nok en Engel — siden. —

— — Her ligger en liten, hvit And nede i Fjæren med sine Unger. Dens Rede er saa varm og lun, den hvite Strand saa deilig. Du skulde se den vagge afsted med alle de smaa i en ustø Række efter sig. Nu glir den ut i Vandet, ser sig om. Tæller dem. Jo, de er der alle. Som smaa Dundotter flyter de efter hende og Solen spiller og glitrer om dem.

For en god Mor hun er den vesle, hvite Anden —

Min elskede, denne min Dag og alle mine Dage er dine!

[5]

III.

Idag er det Søndag. Alle Fiskebaatene som kom ind igaaraftes ligger i den lune Vik med de sorte Gam til Tørring i Masterne. Det er mig stundom som en Flaate af Dødsseilere med Sørgeslør vaiende i Vinden. Sagte vifter de frem og tilbake alle de Hundreder sorte Seil. Det er saa forunderlig deiligt; men jeg blir saa vemodig og tung om Hjertet af det. Alle Mændene er hjemme; det er livligt i min lille Verden. De vandrer om paa græsgrodde Stier med sine Piker og sine Koner, og de har smaa lykkelige Barn ved Haanden. Stærke og sunde, veirbidte og skjønne er de i sine vakre Dragter. De blaa Bluser staar saa festligt mot det saftig grønne Græs, og de korte Benklær gjør, at de ser spræke og spænstige ut. Der er Dans og Ungdom i deres Gang. Og Kvinderne! Hvor fiit og stolt de bærer sit Hoved! Det hvite Pandelin staar som en Glorie om dem, og der er Glans og Glæde i deres Øine. Og slik som de sætter Benene i Bakken, saa trygt, saa selve sikkert. De strutter og svulmer af god Sams vittighet, lyser af Livsglæde. De vide, tunge, rødstripede Stakker vugger dem om Hofterne og gir dem noget majestætisk i Holdningen, der er likesom Triumf og Seier i alle deres Bevæ- gelser. Jeg føler mig saa elendig og pjusket

7 — Hulda Garbog: El

[6]

ved Siden af dem. Saa utenfor Livet. Tænk bare at ha Humør og Selvsikkerhed nok til at bære slik en kongelig Dragt. Befinde sig vel i den, straale omkap med dens Farver og finde dens pompøse Former selvfølgelige.

Ja, en Søndag her er Fest. For mig har Søndagene alle Tider været uutholdelige. En Dag som var forudbestemt til Kjedsomhed. En Pønitencedag bestemt til Opgravning af gamle Tankelik, Oprivning af gamle Saar. En frygtelig Dag, da Maskinen pludselig standset og det blev stille. Gravstille,

Men den megen Festlighet her gjør mig ondt. Den har ikke et eneste lite Bud til mig, Jeg staar som Tigeren ved Gjærdet og ser paa de bugnende Trær indenfor — utelukket. Slike Dage kryper jeg i mit Hi og gir Taarerne frit Løp. De evindelige Taarer. Hjælpeløshetens eneste, arme Tilflugt. Hvor det er dumt det Hele.

Jeg hader Taarer likesaa meget som du. For de er jo vor evige Falliterklæring. Og nu vil, vil jeg ikke graate mer.

Men ser du, mine Saar er saa friske og blø, dende, jeg har været som en blottet Nerve. Alt har gjort ondt. Og al denne Livskraft og Glæde er som Sol i lyssyke Øine.

— Jeg vender mig bort fra Vinduet Gang paa Gang. Vil ikke se al denne Glæde, ei heller de sørgelige sorte Slør derute. Det er

[7]

som de vinker alle mørke Tanker ind til mig. — Det forfærdelige hænder mig endnu, at jeg glemmer alt som ligger foran mig og bare ser tilbake. Bare ser to smaa Arme som strækker sig bedende ut mot mig, bare hører en liten taares kvalt Stemme somhvisker: Mor, hvor gaar du hen! — Ak min Ven, la mig graate, graate. Jeg er ensom som ingen anden i Verden.

Hvorfor er du Tusind Mile borte fra mig!

Tre Aar! Ak du, for en latterlig Tanke, at vi skulde leve til dal

IV.

Det er smertefuldt at fade et Barn til Ver- den, men tifold smertefuldere at rive det løs fra sig, naar det med tusind usynlige Trade er vokset fast til vor Sjæl.

I Fødselens Smerte er blandet en hellig Glæde, Det vidunderlige fuldbyrdes, et nyt Liv skapes ved os. Og vi fornyes selv derved. Ikke bare vort Legeme, men ogsaa vor Sjæl. Det bedste i os kommer paa Overflaten; vi blir gode og ømme, likesom Blodet strømmer renset og fomyet i vore Aarer. Det er den deilige «Mening» med vort Liv. Og allikevel . . .

Jeg vet ikke noget saa rent og skjært som en lykkelig, ung Mor, naar hendes Øine hviler paa Barnet. Det er som om hendes Væsen har

[8]

sat Blomst i de lyse klare Barneøine og den rosenrøde, graadige lille Mund, som suger sig fast til hendes Bryst og slet ikke vil løs. Det er Røtter som endnu ikke er overklippet; de to hører saa helt og herligt sammen. Ak ja, det er jo for disse smaa søte Øieblikke, at vi lever. Det er derfor vi elsker, det er derfor vi lider.

Jeg vet det, der var noget som vokste sig stort og vakkert ogsaa i min Sjæl, da jeg bar mit Bam under Hjertet. Jeg tænkte bedre Tanker, jeg var saa ræd for at gjøre noget ondt eller si haarde Ord. Og jeg syntes at alle Men- nesker var saa gode og ærbødige; det var som alle bøiet sig for mit Under, og jeg var stolt og taknemmelig.

Og siden, siden! Aa, jeg synes ikke jeg har vidst hvad Hvile var, siden jeg sat med mit Bam paa Fanget de lange, gode Kveldstunder og stelte det foran den aapne Ild i Kaminen. Naar det laa roligt og smilende og strakte de smaa rosenrøde Ben og Arme, laa og vokset saa jeg saa det. Vokset og blev et lite Menne- ske. — Nu sover han i sin lille Seng. Jeg vilde saa gjerne han skulde drømme lidt godt om mig undertiden — ak nei, det er grusomt af mig at ønske det. Han maa jo glemme mig. Barn glemmer saa let, siger Folk. —

— Ak var det snart Dag igjen, da husker jeg ikke saa godt. Men det kan jo ikke ske, at jeg ikke faar ham tilbage. Det er da en

[9]

utænkelig Tanke, at han vil beholde det Barn han aldrig har brydd sig om. Han gik jo fra det uten at se sig om efter det.

— Men nu vil jeg prøve at samle mine Tanker om den ene Ting at din Vei snart gaar her forbi. Jeg skal se dig. Du skal jage alle dumme Spékulationer paa Dør. Ta mig med dig i et Stormveir, ut paa det vildende Hav! Jeg tør ikke tro paa det; det er alt, alt for godt. Nu tæller jeg Dage og Timer. —

V.

Du kom. Du er borte. Hvad vet jeg mer. Jeg er ganske og aldeles og evindelig din. Jeg er et nyt Væsen. Tak, tak fordi jeg er din, fordi du aapnet Livets Porte for mig. Fordi du er skjøn og stærk og vældig, og fordi jeg er ganske dum og fyldt af en ufattelig og gan ske kompromitterende Ydmyghed og Stolthed.

Tak fordi jeg af hele min Sjæl kan kalde et Menneske Herrel

Min Herre og Husbond, godmorgen der du vandrer og signe Arbeidet! Ja, du vet det kan- ske ikke; men min Herre, den lille Lap jeg fik fra Dem igaaraftes fortalte en hel Masse om noget gruelig vigtigt Arbeide. Ja!

Egentlig ikke et Ord til Konen.

Og Konen som slet ikke tænker paa Arbeide.

[]

Bare gaar og klær sig paa i to Timer, fordi hun glemmer alt hvad der skal ske. Tar Skoene paa uten Strømper paa Foten. Ja var nær vandret ut paa Badehotellets Promenade uten det høist nødvendige Kjoleskjørt. Klædt i den store Florentinerhat som du er saa glad i og — et Kniplingssjal ovenpaa Underdragten. Ser De, min Herre, Konen er ganske gal. Og doven. Forfærdelig doven — — — Jeg forfalder til at gaa paa Promenaden i de sidste Dage.

— — Jeg har lært to Damer at kjende. Jeg vil dyrke dem lidt for at faa Tiden til at gaa. Den ene er skilt fra sin Mand, fordi han elsket en anden. Den anden er ikke skilt, skjønt hun burde være det. Har holdt det gaaende for sin eneste Søns Skyld, og saa døde Sønnen. Nu gaar hun omkring med to store, tomme Øine og stirrer ind i sin Ørken. Det gjør mig saa ondt for hende. Det kan man kalde at bli snydt.

Ja, her er mange rare og forunderlige Men nesker. Særlig henne paa det store Luxushotel. Idag kom en Russer med 6 Ammer, svære Praktexemplarer af Bondekoner fra hans egne Godser. Men Børnene er ikke kommet. Det maa vel forresten være Bamebarn, for han ser ut som et levende Lik. Han kjørte forbi her idag; frygtelig ser han ut.

Og saa er her en Dame med 5 Dakser som hun leder i grønne Silkesnorer. Hun kaldes

[111]

selvfølgelig Daksedamen. Hun spiser, sover og Jever med disse ækle, fete, kortbente Dyr, som dufter af Créme Pincau, men opfører sig pøbel- agtig. Den værste er dog en ganske ung Pike fra England, som ikke har anden Interesse i Verden end hvite Mus, Hun har et helt Værelse fuldt. Huh, de er saa fæle allesammen, Deres Rigdom gjør dem sindssvake. Jeg slaar mig for mit Bryst og takker Gud, at jeg er fattig og har uopfyldte Ønsker,

Men min Fiskerfamilie er jeg forelsket i. Især i den muntre, voksne Søn. Han er pragt fuld, naar han star i Silhuet mot den gyldne Himmel og heiser Seilene op. — Oh min Herre, hvilken Grimace! Ja ja — kom og pas paa mig.

Kom, kom!

— Der ser du, endnu er jeg uskikkelig som en Skolepike. Tror du jeg nogensinde blir voksen? Aldrig. Ikke før jeg slutter at elske. Men da er jeg død, og indtil da er jeg

Din «egen lille Pike»

Hvor godt jeg liker, at du kalder mig din egen lille Pike. Sig det tusind Gange!

VI.

Kjære! Hvorfor er ikke Menneskets Liv som Døgn fluens, der kaster sig i Livets Flammer og dør.

[112]

Hvad vet jeg om mig selv. Er et Menneske som en slagen Landevei, der kan maales og føl- ges med Øiet fra Dalen og ditop hvor Him- melen blaaner over Aasene.

Ak nei, der er tusind Skyggedale paa min Vei, om jeg naar derop hvor Himmelen blaaner beror paa din Naade. Ikke paa min Vilje, som du siger i dit Brev; thi jeg har ingen Vilje. Ei heller paa min Forstand, thi den er omgit af Taaker. Den kjæmpet mot Elementerne Overmagt. Jeg elsker dig, jeg elsker dig! Det er de tre smaa Ord som ubarmhjertig hugger alle mine kloke Tanker over.

Men kan du leve med mig alle de tusind Hverdage? Du som seiler paa brede Vinger gjennem Rummet, du som ser de vide Verdners Glans med dit Kunstnerøie. Du, for hvem Jorden er som glødende Lava i altid glidende Strømme. Du som maa svømme i gylden Frihed over Verdenshavene. Længe før du sa mig dit livs Saga vidste jeg at du maatte være født paa et seilende Skib etsteds under Sol og Sang.

Husker du, hvor jeg lo, da du sa du var «født saa morsomt» — en Aprildag mellem Kina og Japan. Jeg vidste ogsaa, at din Far var en Viking og din Mor en Valkyrie. For slik ser du ut i din Vælde. Jeg kan ikke utstaa, at du er saa skjøn. Det er banalt. Og sæ jeg? Ak, du bruker slike pene Ord. Du siger: præraf- falitisk. Det høres saa storartet. Du hvisker

[113]

Botticelli over mit Haar og mine Øine. Det er som et uendelig ømt Kjærtegn. Botticelli! Aa, hvor jeg ser dig og føler dig som du sidste Gang aandet det hen over mit Ansigt. Mit ” kjedelige Ansigt —

Ak, hvor ønsket jeg ikke at være deilig for dig. Men naar jeg er hos dig er jeg glødet af dig, din Skjønhed kaster Glans over mig; da er jeg — Botticelli. — Du skulde se mig, naar jeg gaar her graa af Længsel!

Ak ja — dengang du. Dengang. Det er saa uendelig længe siden. En Maaned. Et Aar. En Evighed. Der er ingen Tid hernede. — Stort og stille, som en evig skiftende, gjennem» lyst Opal ligger det foran mig det store Hav. Og Himmelen glider ned i dets Favn langt, langt ute etsteds. Jeg vet ikke hvor. Thi ogsaa Himmelen er opalgraa. Opalbrun. Opalgrøn med gragul Glød. Perlemorglitrende. Og Stranden med den fine Sand — alt har samme Farver. Alt er like ubestemmelig og skiftende, like indvendig glødende nu naar Solen synker derute.

Det er ikke Norges salte, grønne Hav og klare, blaa Himmel, det er ikke de greie, rede» lige grønne Lier og Furuskoge, som speller sig enkelt og tydeligt og uten Underfundighed som en Barnesjæl, men det er deiligt allikevel. Deiligt!

Det er Kvæld.

[114]

Tanken glir ut i det skiftende Lyshav der ute, hvor Solens Gjenskin endnu flammer, ut i den underlige Sang fra Havet og fra Luften ovenover.

Nu slukner Branden derute, Et blødt Mørke glir over Verden.

— Jeg tar Novalist Hymner til Natten og sætter mig ved Lampen i min ensomme Stue, Og det er som en ung, barnebløt Stemme hvisket Ordene ind i mit Hjerte.

«— — Jeg vender mig til Natten, den uud- sigelige, hemmelighedsfulde. Fjernt ligger Vers den, som sunket i en dyb Grav. Øde og ensomt er det hvor den var. Vemod rører Hjertets Strenge . . . forfængelige Haab kommer i graa Klæder som Aftentaake efter Soleglad».

Nei du maa høre hans egne Ord:

«Nur eine Nacht der Wonne, ein ewiges Gedicht — und unser aller Sonne, ist Gottes Angesicht.

Hinunter in der Erde Schoss, weg aus des Lichtes Reichen! Der Schmerzen Wt und wilder Stoss ist froher Abfahrtzeichen. Wir kommen in dem engen Kahn geschwind am Himmelufer an. — Gelobt sei uns die ewge Nacht, gelobt der ewge Schlummer . . . » Han rører mig saa usigelig — ak den der var naadd saa langt! —

[115]

Men hvorfor læser jeg ikke den lystige Bog du sendte mig.

Godnat du unge Ørn; ikveld føler jeg mig som en gammel, haabløs Enke.

— Idag kom der en ung Kvinde og satte sig paa min Sten. Jeg stod i Vinduet og saa paa hende. En ny Gjæst fra Hotellet. Hun var som sat ind i Landskapet af en farvefor- elsket Kunstner. Hendes svære kobberrøde Haar skjøt Lyn i Solen, glødet likesom indven dig fra. Og hendes Figur var saa slank og myk, og Kjolen af den bløteste kinesiske Silke, Den skiftet i brungraa Farver med Glimt som af blaa Biller og glinsende, graahvite Fiske- kroppe under grønt Vand. Det var atter Opalens Mystik. Hun gled ind i det hele, blev saa forunderlig uvirkelig. Hendes Ansigt maatte lyse, syntes jeg, men jeg saa det ikke. Bare af og til en hvit og næsten altfor smal Haand, som løftet det tunge Haar op fra Panden. Hun virket saa raffineret, saa utsøkt, saa helt moderne. Som et Portræt af den nyeste franske Skole. Hun var uten Hat og Parasol og vendte Ansig tet helt imot Solen. Da hun reiste sig for at gaa slynget hun et lite Slør om Haaret — et lite deilig Stykke af et Slør. Det flagret om hende da hun gik og spillet som en Salamander i Solen. Men hendes Gang var doven; som

[116]

en Søvngjængerske gled hun over Sandbankerne — hvem er hun?

— Du vet ikke hvor godt det er at tænke lidt paa andre Mennesker. Alle disse Figurer paa mit Teater her begynder at interessere mig, og jeg elsker denne brungraa Strand, og mit lille Hus, hvor jeg kan arbeide og drømme og leve mit eget Liv. Det er en ny og underlig Følelse at leve for sig selv saa helt. Der er Stunder, da jeg synes det er saa godt, at jeg har daarlig Samvittighet. Det er som om jeg har savnet det ubevidst. Som om jeg har Bruk for det. Jeg glir bort i denne ubestemmelige Tazkeverden omkring mig, føler mig et med den. Sangen fra Havet utenfor toner videre i mit Sind; jeg blir en liten Streng som dirrer med i den store Livsens Høisang.

Det urolige Skimmer af Sol gjennem Hav- disen gjør mine Øine trætte og tunge, jeg lukker dem halvt og føler mig som løftet af vare Hænder og baaret ut i Glansen. Det glimter omkring mig som af grønne Katte øine, lyner af glatte Aalekroppe mellem Tang og Tare paa Havsens Bund. Tusind Skift- ninger og Skygger glider over Havspeilet. Streif af Farve som den vandblaa Iris med irgranne Blink imellem, som mygt, rødbrunt Terracotta fra Tanagra, blødt sort som etrusiske Vaser, vidunderlig graat som det vaate Ler i Billedhuggerens Hænder. Og gjennem den mat-

[117]

gyldne Luft, som minder om gammelt japansk Porselæn seiler hvite Maaker mot det slørede Soløie.

Ja, her er Farveskiftninger som deilige Drøm- me naar Havet tar Solens Herlighet i sin Favn og gir den tusindfold tilbake.

— Jeg synes det er første Gang jeg helt bevidst ser Naturen. Første Gang jeg føler Solens og Havets Vælde. Solen som skabte os ved sine Straalers Magt, Havet som gav vore Drømme Vinger. Jeg blir Soltilbeder her ved Havet.

Vi moderne Mennesker lider af Solhunger og dør en langsom uskjøn Død i vore Huler. Vi er som Vinterplanter i Kjælderen.

Naar Solen gjemmer sig for os skal vi natur- ligvis lægge os ned og være døde — sove — til den kommer igjen. Det er Naturens Orden og Mening.

Nu føler jeg mig som en kjældersyk Blomst der er tat op i Vinduet og begynder at skyte nye grønne Skud og strække sig mot Lyset.

Der er ingen Forskjel paa et Menneske og en Plante; Solen lokker alt frem, Solen fornyer og nærer og gjør Livet til et Under. Men naar Blomsten har sat Frø, visner den og dør, og saa er det ogsaa med Mennesket. Huh, hvor klok jeg blir!

Men hvorfor er du tusind Mil borte. Hos dig er jeg dum og lykkelig. Du er jo min Sol!

[118]

Naar du er borte gaar jeg som i en haabløs Irgang under Jorden med et lite blafrende Lys i Haanden og leter efter Svar paa tusind Spørgs« mal.

Ak var du hos mig! Du er det eneste Svar paa dem alle!

— Nu er den syke Russer død. Den ulykkelige var selv Spædbarnet.

VII.

Jeg gaar og tænker paa Kjærligheten. Jeg finder ut de mærkeligste Ting. Jeg har altid tænkt at Duften er Blomstens Tanke. Saa er Kjærligheden for Menneskene; den er den store Underfundighet, hvorved vi lokkes til at fortsætte denne mærkelig seiglivete Menneske» slægt. Hvad maa det ikke være for Djævelskap, som kan bringe en ganske normal Mor til at forlate sit eneste Bam. Hvad er det for noen frygtelige Magter som huserer med os!

Aner du hvad jeg har gjort for min Kjær- ligheds Skyld. For din Skyld. Endnu har jeg ikke det mindste Haab om at faa mit Barn til bake, og jeg styrter ikke hjem og underkaster mig og ydmyger mig og tar det i mine Arme. Jeg gaar her som paa glødende Lava — for din Skyld.

Hvem er du? Ja, dersom jeg kunde ut grunde dig. Jeg kjender dig jo ikke. Under-

[119]

tiden er jeg fuld af Angst. Dine Breve er bare Poesi og Drømme. Og gode, gode Ord. Ord som gjør mig til Vox under din Vilje. Ak ja, hvem er du?

— Du er det mest optagne og allikevel det dovneste Menneske jeg har hørt tale om efter Diogenes. Du saar ikke, du høster ikke, ja du maler jo ikke engang — Gud hjælpe dig saa sandt. Men du er i permanent Krigstilstand. Raser mot Guder og Mennesker!

— Blandt de Bøker jeg arvet efter Bedstefar er en Oversættelse af Tacitus' Germania — nu ser jeg du grøsser og tænker paa den Tid du gik ders hjemme og ikke læste til Examen. — (Mon det er for alle dine Feils Skyld, at jeg elsker dig? For Dyder har du jo ikke. Har du vel?) Men Tacitus altsaa, han beskriver en German slik, husker du —: ligner sig selv og ingen andre + + . vildtskuende blaa Øine, rødligt Haar, store, og kun til Kamp duelige Gestalter. Kan ikke utholde megen Anstrengelse eller Arbeide, ikke Sult og allermindst Tørst . . »

Kjender du den Mand, Hans i Præstegaarden?

Ak ja, min stolte German, foreløbig gaar du løs paa Verden med din Fantasi; stakkars Verden, naar du ogsaa snart gaar løs med Pens sel og Palet.

Jeg forstaar hvad du siger om Fremtidens Kunst — tror jeg. Men jeg er ikke vis paa jeg vil bli saa glad i den.som i Fortidens.

[]

Omforladelse! Men du vet jeg elsker mine kraftige, borgerlige Hollændere og takker dig, fordi du satte mig af midt iblandt dem.

— Ja, jeg tumler med tusind Tanker. Kjær lighet er Metafysik. Er det ikke underligt, at alt i Naturen har Planteformer. Isroserne paa Vinduer og Vandpytter om Vinteren, Aarerne i vort Legeme. Og engang i et Museum strøk jeg en Bue paa Kanten af en Metalplate, hvorpaa der laa en Sandhaug. Og se, efter» hvert som jeg strøk, dannet der sig Blade, Kvister og Græs af Sanden. Om vi kunde se Tonerne i Luften var de maaske ogsaa Blade og Blomster. Et vældig Orkester vilde kanske lave en hel Urskog omkring os. — Om jeg nu kunde lægge min Kjærlighet paa en slik følsom Plate og spille paa den — Sludder!

Er det ikke fortvilet. Naar du er borte gaar jeg bare og grunder paa hvad Kjærlighet er — naar du er hos mig, da vet jeg det.

— — Du kan tro her er mange deilige Barn. Jeg gik inde i Byerne og saa mig syk paa alle de smaa Kjælderplanter som kom ut af de store Skoler om Middagen. Men her er de sunde og glade. Friske som selve Havvinden.

Men jeg skal ikke snakke om Barn. Du Jiker det ikke. Du bebreider mig og siger jeg har en skranten Samvittighet. At du aldrig har set mig andet end med rødgrædte Øine. Ak ja jeg er ingen Napoleon — stakkars dig.

[121]

Sig, synes du det er muligt at vi kan over leve den Evighet vi endnu skal være fra hin- anden! Jeg tør næsten ikke tro det. Men hvis jeg allikevel ikke dør før den Tid, skal jeg da virkelig hver Dag være hos dig, tale med dig, holde dine Hænder i mine, dele dine Sor- ger og Glæder! Skjænke Vin for min Pascha og lave herlige Retter for hans forvænte Gane! Naar jeg bare vidste noget rigtig, rigtig vidun- derligt. Det foresvæver mig noget saadant som griljerte Lærketunger og Manna; men jeg er ræd du foretrækker Rostbiff, lavet af Kokkepiken.

— Jeg gaar her og ser ut over Hollands deilige Hav og tænker: En Dag skal du staa paa Dampskibets Dæk igjen og glide ut mot Glæden. En Dag — ak, om længe, længe. Og saa føler jeg mig som den tamme, stækkede Gaas naar den med sløve Øine ser efter Vild- gaasflokken som flyver forbi,

Ja, Lænker er lagt om min Fot, men Tan- keme kan flyve til dig —

Husker du, da vi fisket hernede i den graa Nat? Den fløielsbløte Nat. Baaten gled paa Land, og vi laa paa Stranden og pustet til Baalet, som kastet muntre Lysstreif over det mørke Hav. Flammerne steg mot Himmelen som Seiersange, som en stor overmodig Forkyndelse. Her er vort Baall

Vort Baal!

Husker du, kjære min Ven!

[122]

Jeg saa din Skygge mot Ilden, naar jeg gik nogen Skridt ind i Mørket. Jeg ønsket jeg kunde male dig, der du sat, med det stolte Seierherresmil om Munden, og det blonde Haar saa tungt ned i Panden. Som en gruelig over« modig Gut saa du ut. Og sagtens kunde du være overmodig. Du var jo den første Mand, og jeg, den første Kvinde, gik til dig. Og vi havde intet Liggendefæ at agte; vi var frie som Havets Fugle den korte, deilige Nat. Slik vilde jeg levet hos dig alle Dage —

Men da Solen stod op, bredte du Vingerne ut og fløi mot Sydens Lande. Og jeg sat liten og fattig igjen. Dagen kom og med den de mange, mange Tanker.

Ja du, Tankerne de er vilde Fugle.

— — Den som kunde flytte Grænser og Milepæle! Jeg irrer omkring i alle Theosofiens Labyrinter, vil tvinge mig til at tro paa nye Liv og Tilværelser, hvor vi altid skal være sam- men. Men ak, jeg er saa sørgelig klar og vans tro. I dette ene lille Liv maa det klares. Min Ven, det haster, det haster!

I Nat forsøkte jeg at tænke saadan rigtig intenst paa dig. Saadan rigtig intenst saa du skulde føle min Tanke som et Kys paa din Pande, som et Kjærtegn af min Haand. Føle mig hos dig et lite deiligt Minut. Og jeg skulde føle og vite at min Tanke var naadd frem, at der var usynlige Baand mellem os. Jeg tænkte

[123]

saa det knaket og knirket i min Hjerne. Klok- ken var 2. Og det var Natten mellem Iste og 2den September. — Sludder! Du sov sagtens sødelig som du pleier. Eller drak du gylden Frascati mens Stjernerne spillet i dit slepne Glas? Aa, de deilige Stjernenætter dernede!

Jeg har oplevet noget morsomt. Min «Opal- dame» er ingen anden end Marie Falk, min gamle Veninde fra Pensionatet i Schweitz. Hun er halvt russisk, halvt norsk, født i Finmarken etsteds. Men hun kom tidlig ut paa Reiser, for hendes Far var Musiker og Fiskehandler, og hendes Mor en Mlerinde fra Nordrusland. Falk traf hende paa sine Russereiser i Ungdoms men. Han er nu død, og Moderen er reist til sin Slægt i Rusland, men Marie, som nok er meget velstaaende, har sine Wanderjahre, som hun siger. Hun kan alle Sprog og er Kjendt i alle Land, er europæisk i udpræget Grad og hun siger spøkende, at Norge nordenfor Trondhjem er ogsaa «Europa» Der var sikkert baade fransk og tysk Blod i hendes Fars Slægt. Og det franske var endog fyrsteligt. Der kom jo land flygtige Prinser til Nordland i gammel Tid. Altsaa heter hun nu «Prinsessen»

Hun har forandret sig 'saa meget, at jeg næsten ikke kjendte hende igjen; dengang var hun en liten, noksaa norsk Pike, om hun end gjerne vilde være russisk. Hun spiste Russe- nøtter Nat og Dag, røkte russiske Cigaretter

[124]

og læste russiske Bøker. Det var gjennem hende jeg fik mit første Kjendskap til russisk Litteratur. Turgenjews «det unge Rusland» læste vi med glødende Begeistring. Vi var Nihilister og Revolutionære, og vi vilde naturligvis til Zårich og studere sammen med den russiske Ungdom som tyet dit.

Hun lærte mig ogsaa at røke og drikke stærk The. Det fortsætter vi med nu. Men vi har opgit Tanken paa at forbedre Verden, og vi læser ikke Romaner. Vi snakker.

Da hun er rikere end jeg, bor hun altsaa kjedeligere, nemlig paa det store Hotel. Vi holder derfor mest til hos mig. Men hun brin- ger sine utsøgte Cigaretter og sin gode The med.

Det er meget behageligt at site slik og be- døve sig halvt og smaasnakke og smaatænke. Vi vet saa lite om hinanden igrunden, og ingen af os spør. Vi er likesom rædde. Vi snakker mest om gamle Dage. Husker du? Husker du?

Men i Nat kom vi ind paa Kjærligheten. Det var hun som snakket. Jeg kan ikke snakke om Kjærlighet.

Hun er min Motsætning i alt, ja, jeg synes hun er et Væsen fra en anden Verden.

Hun drak en Masse The. Og røkte. Røkte ustanselig. Jeg er mindre øvet, og er derfor forsigtigere, men hendes The er deilig og

[125]

berusende; jeg var tilsidst ikke rigtig Herre over mig selv. Mine Tanker stormet ut paa vilde Veie, mens hun talte langsomt og roligt med sin dæmpede, vakre Stemme.

Hun forstod ikke at nogen kunde elske saa de glemte alt, endog Anstanden. En daarlig Flip var nok til at gjøre hende kold, om hun var aldrig saa betaget. Og hun siger med sit lle Smil: «Mer end 3 Uker varer det aldrig. Engang varte det 6; da var jeg flau. — Saasnart der kommer Hverdag ind til Kjærligheten gaar Glansen af den. Saa redder vi Resterne over i en ny Gjenstand, som vi pudser op og til- beder — saalænge det varer. Har du ikke lagt Mærke til at man blir allerlettest angrebet naar man endnu ikke er helt kureret for den forrige?»

Jeg maatte le. Men i næste Øieblik var jeg alvorlig. Jeg kom til at tænke mig om. Tænke tilbake. Og blev en Smule het i Kindeme. Men jeg skyndte mig at si: «Nei, det har jeg ikke mærket, men jeg havde en Bedstefar som kunde de franske Klassikere, og han citerte noget lignende efter den erfarne Larochefoucauld. Saa for mig klinger det saa fransk»

«Aah» — hun slog ut med sin smale Haand — «det er hverken fransk eller norsk eller hollandsk, det er menneskeligt, simpelthen. Vi elsker jo ikke Mændene, men vort eget Ideal, som vi digter ind i dem. Der er saa meget Forfænge- lighet i det vi kalder Kjærlighet. Saa meget

[126]

Egoisme. Ja det er jo naturligvis bare Ego- isme»

Hun sat lidt. Støttet saa Hovedet i Haanden og saa frem for sig. «Jeg har erfaret noget om en Mand. Jeg trodde engang at jeg elsket; men min Forstand var lys vaaken.»

«Engang? Du er jo endnu saa ung»

«Aa nei da Jeg kunde havt et stort Bam nu, om jeg var blit gift dengang. Og, ser du, Barnet angrer jeg paa. Der er noget i mig som længes. Men jeg længes ikke mot Manden. Jeg er uafhængig, kan reise og komme som jeg vil og hvor jeg vil. Men jeg jages likesom af et Savn.»

Igjen tiet hun en Stund og saa ut over Havet.

Jeg tænkte paa mit eget Barn. Det var saa stille om os, at hun uvilkaarlig sænket Stemmen, da hun atter begyndte at tale

«Jeg er Barn af Kunstnere, min Far var et musikalsk Talent og min Mor malte i sin Ungdom deiligt. Men jeg har bare arvet mine Forældres Uro, ikke deres Talenter. Jeg har aldrig havt et Hjem med Søsken og Barneglæder som andre. Vi reiste saa meget. Jeg er næsten født i Jern- banekupeen mellem Paris og Rom. Jeg husker meget som var deiligt; men ogsaa meget som var trist. Far og Mor var begge nervøse og utilfredse. Far arvet jo Handelen og den levet vi af, men han hadet den igrunden.»

[127]

«Jeg trodde du selv maatte blit Kunstner. Du virket san altid,»

«Ak nei, men jeg er født med en Skjønhets- trang, som en Mand engang kaldte sykelig. Jeg kan ingenting gjøre med Farver, jeg kan ikke forme en Sparebøsse, men min Længsel efter skjønne Farver og Former lar mig aldrig i Fred.»

«Saa er det vel allikevel en Kunstnerevne som ligger latent hos dig og kræver Utløsning; det er det du længes efter?»

«Nei nei. Jeg vet det bestemt. Det er Bars net. Mit Bam. Men det maatte være skjønt.

Det maatte ligne ham» Hun smilte.

«Ham?»

«Ja, Idealet altsaa»

Hun lo og viste en Række brede, blaahvite Tænder. Hun var i det Øieblik delig. Jeg nød hende som et Kunstværk; hun er jo likes som saa utenfor alle Livets Realiteter,

Og hun fortsatte, mens mit Hjerte krympet sig i mit Bryst.

«Det er Barnet som er Hovedsaken. Fort- sættelsen. Jeg er fuld af Nysgjerrighet efter at se min egen Fortsættelse. Det er simpelthen en Kræn- kelse af min Forfængelighet,at jeg gaar her uten et Bam. Og det er mer end det. Alle Mulig heter som findes i mig — og der findes Mulige heter i mig — de skriker efter min Fortsættelse. Jeg tror mit Bam vilde bli herligt. Jeg er sund og stærk, og mine Forældres Kunstnersjæle

[128]

vilde opstaa igjen i det, forfinete, utdypete efter Vandringen gjennem den lutrende Ild» Hun smilte igjen og nikket: «gjennem mig alt- saa. Jeg synes undertiden det er som om jeg gjemmer en dyrebar Gnist, der i mit Barn vilde slaa ut i herlige Flammer. Ja slik gaar jeg og tænker» Og igjen smilte hun — like som undskyldende.

At en Kvinde kan tænke saa ensomt om et Bam! Jeg er fuld af Medlidenhet med hende. Men jeg sa bare: «Det er vakkert tænkt, men allikevel — jeg forstaar dig saa lite. Tror du at Bamet alene vilde gjøre dig lykkelig?»

«Ja. Det tror jeg. Tror ikke du?»

eJeg vet ikke. Jeg … jeg har selv et Barn. »

Hun afbrøt mig: «Du lykkelige, «Men» skyndte hun sig at tilføle: «saa har du vel ogsaa en Mand.»

«Nei. Ikke længer» Jeg vendte mig bort og slog Asken af Cigaretten.

«Tifold lykkeligel» ropte hun.

Men saa med en Gang fik hendes Ansigt et drømmende Udtryk og hun løftet Hovedet og blæste den blaa Røk langsomt ut i Luften: «Skjønt —» saa stanset hun igjen pludselig og rakte mig sin hvite Haand over Bordet. «Om- forladelse — jeg tænker bare paa mig selv.» Og hun saa paa mig med et alvorligt og hjertensgodt Blik, som om hun vilde si: «jeg burde jo tænke daa dig, for jeg ser jo du har det ikke godt»

[129]

Jeg reiste mig: «det er vist sent»

Ja, det er vist sent» Og hun reiste sig ogsaa og saa ut af Vinduet: «Hvor mørkt det er dernede»

«Ja det er ikke Norges Sommernætter.»

«Nei, især ikke Finmarkens. Du maa derop engang» Hendes Øine fik atter det drøm mende, vemodige Udtryk.

«Reiser du selv derop igjen?»

«Ja. Engang. Men jeg har ingen der nu. Min Mor er ikke frisk, hun kommer neppe mere dit»

«Er hun ikke frisk ?»

«Nei, det er Sindet som er sykt, forstaar du, og da —

«Du er noksaa ensom da, Marie»

«Aa ja»

Vi stod stille en Stund og saa ut. «Ja saa kan jeg nok forstaa at du længes — efter Bamet.» Hun smilte igjen og sa let:

«Ja men det er altsaa dette med at man maa dele det med en.»

«Og du har ikke fundet den værdige?» Uten at forandre Stilling sa hun tonløst: «Jeg vet ikke rigtig.»

«Skal jeg ikke spørge mer?»

«Nei»

Saa vendte hun sig mot mig: «Ja saa God- nat da. Jeg er saa glad jeg har truffet dig. Det er som jeg ikke mer er helt alene i Verden. Vi vil holde lidt rede paa hverandre, Eli, ikke sandt?»

[]

«Jo la os det.» Saa gik hun ut i den brune Nat. — — Jeg stod en Stund og stirret ut mot Havet. Jeg hørte det derute, og skimtet de hvite Bølgerygge mot Stranden.

Idag kom Marie igjen og vi sat paa Stranden i vore Badedragter og lot Bølgerne skylle op over vore Føtter. Hun strakte sig i den sol- hete Sand og optok Samtalen fra i Nat uten videre.

«Jeg bad dig ikke spørge igaar. Men jeg har allikevel Lyst til at si dig det nu — før jeg reiser —»

«Reiser du da?»

«Ja. Og vet du, jeg tror jeg har fundet ham»

«Aa det var deiligt»

«Ja jeg er glad. Men ræd ogsaa. For ser du, jeg kan ikke tænke mig at gaa ind i et regu« lært Ægteskap. Men — ja nu maa du ikke tro jeg er letsindig, ak nei desværre, havde jeg nær sagt — men jeg kan heller ikke tænke mig at bli gammel uten at være blit Mor altsaa.»

«Og du tror du elsker»

«Elsker! Det er saant umaadelig pompøst Ord. Jeg har set den Mand som . . . ja, slik skulde mit Barns Far se ut. Skjøn, utsøkt, suveræn. En Mand.»

[131]

«Hm. Og han?»

Jeg vet ikke. Han udmærker mig fremfor de andre Damer. Han bringer mig Blomster og behandler mig med en Ærbødighet, som til- taler mig. Idag kom han og forærte mig et Tiffaniglas af sjelden Skjønhet. Nu staar det paa mit Bord, og naar Solen skinner gjennem det, er det som Havet ved Hollands Kyst. Saadan om Kveldene, naar det speiler den brun gule, fløielsbløte Sandbund fra neden og Him» melens Guld fra oven. Det er deiligt. Det likesom gjemmer en Sol i sit Indre.»

Jeg maatte le. «Hvordan kan du tænke saa meget paa et Glas, naar du er forelsket? Naar jeg rigtig elsker, da er jeg den rene Bar- bar. Jeg kan ikke samle mine Sanser om andet. Jeg er indstillet paa en eneste Tanke. Hypno- tiseret, paralyseret. Monoman. Hufl»

Nu var det hendes Tur til at le. «Hvor du er komisk. Nei, slik kan jeg ikke elske. Jeg tænker altid ved siden af. Jeg har engang før været betat af en Mand. Jeg reiste med mine Forældre til Madeira, og ombord traf vi en rumænsk Forfatter. Han var deilig. Og hans Øine hang ved mig som en Hunds. Vi bodde paa samme Hotel, sat sammen om Kvel- dene og snakket om alt som var skjønt paa Jorden. Jeg længtet efter ham naar han var væk fra mig. Og jeg tænkte fuld af Fryd: nu kommer Undret! Men saa en Aften i Hotel-

[132]

haven rørte han ved min Haand, og hans Øine brændte sig ind i mine. Da blev jeg ræd og — kold. Og saa rømte jeg. Ham var det ikke»

«Men nu?»

Hun saa drømmende hen for sig: «Ja, maaske kommer det nu. Han reiste igaar, og vi skal møtes. Jeg synes likesom det maa være i Italien. Paa Sicilien. Eller ved Kvindernes Brønd i Brindisi, hvor det hellige, tusindaarige Fikentræ tegner sig mot Himmelen. Og Duft af Oran- ger og Oliven. Der vilde jeg site med mit Bam, fredelig, uten Længsel og Uro. Hotel- lerne er mig en Gru. Disse Værelser, hvor Tusind bor, Hvor deres Atmosfære hænger igjen i Vægge og Møbler. Hvor alt er for alle. Selv i de bedste og vakreste som Bade- hotellet her»

Jeg maatte smile. «Ja, det har du evigReti. Men er da ikke Verden fuld af deilige Trær? Jeg synes det Træ man sitter under med ham er helligt, hvor i Verden det staar»

«Du er saa enkel» sa hun stille, og der gled et Skjær af Vemod over hendes Ansigt, «for mig er alt saa vanskeligt saan. Nu reiser jeg. Men jeg vil skrive til dig. Faar jeg? Hvor skal du hen herfra?»

Jeg følte jeg blev rød. Sa hende at det var uvist og gav hende min Adresse i Norge. Saa dumt. Som om jeg skulde til Norge. —

[133]

Vi skiltes med erfarne, vemodige Smil og Løfte om ikke at glemme hinanden.

Nei nei, i al Evighet nei! Barnet er ikke alt! Vi kan ikke udrydde Elskoven af vort Hjerte!

Ak hvorfor var vi uglade hos hverandre vi to som eiet det største sammen!

Jeg la mig paa Stranden og stirret ind i mig selv som tusind Gange før. Og jeg strævet med at huske Dantes Ord om de uglade, som pintes saa svarligen i sit selvforskyldte Helvede. Men hvad hjælper det at jeg siger: Skylden er min egen —

Og jeg blev liggende og stirre paa Havet. Havet er som Kjærligheten. Jeg fatter det ikke, men føler dets Vælde. Kjære dig, jeg synes jeg er en liten Elv som haster mot Havet —

— Jeg har hørt et nyt Menneskes Historie idag; aa, hvor vi alle er raadvilde med vort Liv.

Skal jeg ogsaa engang sitte paa Stranden og fortælle vor Historie til en Fremmed? Nei nei, jeg skal vel vite at dø, før den Tid kom- mer,

Ak du, disse mørke, stille Sensommernætter er saa vanskelige at komme over. Atter og atter glir Tankerne tilbake. Hvor kunde ikke

[134]

denne velsignede Ro her være herlig, naar bare ikke Tanken gik tilbake,

Det er noget ved dette stille Liv som er sa uendelig vederkvægende. Jeg synes jeg har savnet netop det at faa være rolig med mig selv. Jeg tror jeg trænger det af og til. Der inde i mit saakaldte Hjem var jeg ræd for et Øiebliks Ro, ræd for min egen Vaakenhet, for mine egne Tanker. Det var bekvemmere at tænke andres og være bedøvet af Vin og Livets Larm. Altid var der nye Paafund i den Verden; altid fyldtes nye Glemselens Bægere. Men mit Hoved var allikevel ofte en Ild af vanskelige Tanker. Den sunde, naturlige Søvn vilde ikke komme, min Læge var rundhaandet med sine «Midler», og mine Nætter blev likesaa kun stige som mine Dage. Disse Dage, som blev til evige Karuseller i altid hurtigere Tempo. Den stadige Uro virket som mild Narkose, og alle de gode Gjeminger vi munt- ret os med som aandelige Purgativer. De var nødvendige for Balancen. Som en Frue sa i et Selskap: «Socialismen er den største Ugude- lighet; den vil jo utrydde Godgjørenheten af Verden. Men er ikke Godgjørenhet Guds Budl» — Ak, med alle disse Nødmidler trak vi en tynd Hud over Saar og Anfægtelser. Ja, undertiden kunde Vin og Velgjørenhet smelte de frosne Taarer i min Sjæl saa de strøm

[135]

met som hete Kilder fra mit Hjerte. Alt var Kaos i mig.

Og ser du, alt kom af den lille Ting at jeg var ensom. Naar jeg engang imellem lot mine Følelser raade blev alt stygt og nederdrægtigt og jeg foragtet mig selv. Men Fornuften sa: Slik er Livet. Hvem gir sig til at pirke i Tin gene paa den Maate. Da blev der nok Trage- dier af de fleste Ægteskaper. Det er ens for- bandede Plikt at trives der hvor man har valgt at være. —

Ak ja, det er vist sandt altsammen. Men du aner ikke hvilken Jubel det var for mig da du kom og havde Bruk for min sultne Sjæl!

— Kjære, kjære Viking som er paa Færd for at erobre Verden — dit Brev var fuldt af Spørgsmaal. Du kjæmper med dig selv, er fuld af Uro og Vantro. Alene jeg kan hjælpe dig. Ak ja, om jeg kunde! Men er der noget mer i Verden jeg kan gjøre for dig? Gjorde jeg ikke alt, da jeg forlot mit Barn. Min Ven, intet af hvad du kan komme til at forlange af mig er noget imot det. Intet i Verden.

Jeg elsker dig, hvad er der saa mer!

IX.

Jeg har læst de moderne Kvindebøker du sendte mig. Men jeg synes de skriker af Ufor-

[136]

muenhet og Begrepsforvirring. De er uhyggelige, decadente og ublufærdige. Ingenting er helligt mer. Jeg blir kvalm af deres Sovekammer- og Boudoirluft. Hele dette arbeidsløse Overklasse væsen er raattent, aldrig har jeg set det bedre end nu, da jeg er paa Afstand.

Huf — jeg sitter her og blir Moralist. Jeg, som rømte fra mine dyreste Plikter.

Nei nei, jeg har ikke rømt fra dem; jeg længes, længes efter dem! Ingen Byrde skulde være mig for svær, om jeg kunde forene det umulige. Og jeg maa jo finde en Form for mit Liv igjen, saa jeg atter faar Plikter at opfylde, faar arbeide for det kjæreste. Tkke sandt?

Hvordan skulde du kunne svare paa slikt nu. Jeg maa se at bygge Bro over Afgrunden, det er det. Det maa klares.

Jeg har atter faat Brev fra Kaares Far. Han vil ikke slippe Barnet — før jeg slipper dig. Mon et Menneske har været sat paa haardere Prøve. Jeg maa frem eller tilbake. Men til bake kan jeg ikke. Altsaa.

— Aa kjære min Ven, du er saa langt borte. Mine Tanker blir kolde paa Veien til dig. De blir borte i en mørk Afgrund. De kommer ikke tilbake i dine Breve. Du er fyldt af nye Ting. Af dine egne Tanker. Som vel er. De er vis- selig mere muntre end mine.

— Jeg er bedrøvet i Kveld. Naar Solen

[137]

staar op mere.

Men jeg vil ikke læse fler af de Bøker du sendte. Da vil jeg heller søke til de sollyse Strande hvor den blaa Lotus blomstrer. Det gode i mig længes.

Nu er Marie reist. Men her kom nylig et ungt Kunstnerpar, som jeg har lært at kjende. Han er Musiker og noget sykelig, overnervøs, blek og underlig livløs i det fine Ansigt. De drikker saa meget Absinth. Igaar var jeg sam» men med dem paa Hotellet.

Vi sat under de japanske Lykter paa Veran- daen i den milde, mørke Kveld og hørte Havet storme og slaa tunge Slag mot Stranden. Det var os saa nær, men vi saa det ikke. Dets evige Sang demede fulgte vore Tanker med sine dype Akkorder.

Vi snakket i Timevis. De er nok paa «Skils missereise». Det skal ordnes i Stilhet. Enten maa de skilles eller ogsaa «dræper de hverandre». Men de kan ikke komme løs, det er likesom de er forbandet til at være sammen. Han har hver- anden Dag Anfald af Forelskelse. Og saa drik« ker de Absinth og røker. De gaar aldrig til- sengs før Solen staar op. Altid har de nye Venner som de sitter Natten hen med. Hun er mørk og klædt i grøn Atlask Hun ligner en praktfuld Bille under Lampelyset. Paa det sorte blanke Haar sitter en opkrammet Hat af Paa-

9— Hulda Guo: El

jen blir det bedre. Da vil jeg skrive

[138]

fuglefjær, og grønne Stene lyser mellem Fjæ rene. Men hendes Ansigt er gult som Voks, og hendes lange Fingre er aldrig i Ro. Hun er nylig kommet ut af en Nerveanstalt. Hun priser «vor deilige Tid», da saa vidunderlige Utsyn aapner sig. De har ikke Børn, og hun siger uten at genere sig: Jeg faar Kvalme bare ved Tanken paa Spædbarn, Barnekammer, Barselseng og den- slags. Det er mig lummert og urenslig. De to uadskillelige Veninder, den lyse og den sorte kom til. De havde lært Kunstnerparret at kjende Dagen før, og Fruen havde faat et Begeistringsanfald ved Tanken paa hvorledes disse to Kvinder var «sig selv nok» i alle Maater. Deres Venskap var for hende skjønnere end noget Forhold nogens sinde kunde bli mellem Mand og Kvinde. Og hun brukte atter Ordet rensligere.

Om Natten fulgte de mig alle til mit Hus. Jeg gik alene med «den grønne Frue», som jeg kaldte hende. Hun søgte udtrykkelig mit Sel- skap. Og vi gik et Stykke foran de andre. Hun talte hele Tiden, og jeg saa Glimt af en Sjæl saa forvirret og saa haabløst pessimistisk, at jeg fik oprigtig Medlidenhed med hende. Hun var syk, syk paa Legeme og Sjæl. Hendes Sind var som de nervøse, urolige Hænder, der aldrig havde tat i Arbeide, aldrig været tvunget af bit- ter Nødvendighed til at røre ved det tunge og grove i Livet. Hun var fyldt med moderne Litteratur, særlig fransk. Ikke den simple Spe-

[139]

kulationslitteratur, men den nervøse, oversensitive som betegnet la fin du 19ieme siécle, Verlaine, Huysmans og Bourget. Men først og sidst elsket hun Oscar Wilde, I Paris havde hun set Sas lome, spillet i Extase af en deilig ung Kvinde; det var det største hun havde oplevet af Kunst- nydelse. Ja det havde været mere end Kunst- nydelse; det var en Aabenbaring af noget uten- for al Hverdag og alle vedtagne moralske Be greper. Det var stort og skjønt. Og de sidste Aars store Roman var Dorian Gray. Du vet, at jeg elsker ogsaa Salome og Dorian Gray, den saare Samvittighets store Roman. Men jeg synes de misforstaar den alle. Og hendes Be geistring var saa hektisk.

Hun havde ogsaa læst en Del Filosofi, især Schopenhauer. Og hun kjendte Nietzsche og den store modeme Pessimist, Otto Weininger. «Han har sagt det» sa hun, «Vi føler det jo hver Dag, alle vi som har Nerver, at han har Ret. Vi er ikke længer de greie, gamle Herrer og Damer, som seiler sanseblinde imot hver- andre i Livets store Balsal; der foregaar noget forfærdeligt med os. Noget stort og vidunder ligt. Kan være vi er syke, jeg tror nu ikke det; jeg tror det er en højere Sundhet. Men er vi syke, da elsker jeg denne Sygdom. Naar Kvinde ikke er glad hos Mand, og omvendt, da har det en dyp og alvorlig Grund. Og vi er jo ikke længer glade sammen, er vi vel?» Jeg gik taus

[]

i mine egne Tanker, og hun gjentok: eEr vi vel?» «Ak nei, vi er paa Vandring bort fra Jorden, men over denne Vandring er der en betagende Gru. — Hvad tænker De paa? Er De ikke enig med mig?»

«Ak hvad vet jeg. Mine Tanker gaar i al Tarvelighet til et lite Menneskebarn med blaa Øine og en almindelig dødelig Mand med Hovedet paa hel Stang. Jeg er en gammel- dags Dame» jorde en Grimace. «Atavisme! Der er endnu lidt Abe, selv i de bedste af os. Men der er noget hos Dem jeg har Lyst til at redde; De er for god.»

Og hun rakte mig en liten tynd og bræn- dende het Haand og saa paa mig med et Blik, som fik mig til at gyse. — Hvor jeg har ondt af hende.

Men det hun er inde paa, det føler jeg, at vi ikke slipper forbi. Vi maa igjennem det paa en eller anden Maate. Vi er paa Vandring.

Men hvorhen?

X.

Niimberg i Vinhøstens Tid. Jeg kunde ikke mer. Ensomheten overvældet mig nu, da Høsten kom. Helenes Brev, hvori hun bad mig møte sig hemede var derfor vel- komment. Jeg reiste over Hals og Hoved. Og nu er jeg jo Italien nærmere, Ita

[141]

lien, hvor du gaar og drømmer i svale Kirker og drikker gylden Vin paa de stemningsfulde Kneiper. Men staar du en Nat og kaster din Kobbermynt i Fontana Trevi, saa glem ikke at ønske for to. «Næste Gang» maa jeg med.

Ja, nu er jeg Livet nærmere!

— Jeg reiste gjennem Hollands høstlige Ha ver og saa Løvtræme drysse sit Guld over de stille Kanaler. Brede, grønne Koffer med Gar- diner for Vinduerne i de smaa Kahytter, frodige smaa Kjøkkenhaver, kaglende Høns og solbrune glade Smaabarn paa Dækket gled under Trær- nes grønne Hang, eller laa stille ved de maler- iske Broer. Jeg vet ikke noget saa vakkert. Saa trygt og hjemligt og saa frit tillike, Jeg sat og ønsket at vi eiet slik en grønmalt Koff, du og jeg. Tænk hvad du da fik se af Farver, af Himler, «Lufter» og levende Billeder! Og hvor du var herlig ubunden. Alvorlig talt: tænk lidt paa Koffen! Zigøinervognen har jeg opgit. Det er saa plagsomt for Hesten. Men du og jeg, vi maa ha mindst muligt af Liggendefæ og faste Vægge; vore Forhold er jo og blir exeptionelle, og du er ikke som andre. Gudskelov!

Ja, hvor det var deiligt altsammen! Møllerne med brede Vinger i Horizonten, Byernes Sil- huetter med alle de slanke Spir mot Himmelen, de fete Kjør paa Græsgangene mellem de glit- rende Kanaler, de smale spidsgavlede Bonde-

[142]

gaarde som speilet sig i Vandet, Sumpene med det lange bølgende Siv — jeg glemmer det aldrig!

Mot Kveld steg hvit Damp op af Jorden og la sig som et Slør over Landet — det var Hole land som jeg kjendte det fra Israéls' deilige Bil- leder, og slik bevarer jeg i mit Minde det Land som saa vor Lykke —

Men jeg skulde jo videre! Min Tank« Veien tusind Gange —

Hemede ventet Helene mig. Min gamle gode Veninde fra Ungdommen. Marie, Helene og jeg, vi var et uadskilleligt Trekløver i Pen- sionen. Hun kom like ut af en sydtysk Klosters skole og jeg kom nykomfirmeret og grøn fra en norsk Fjeldbygd. Og Marie fra det kosmopo- tiske Finmarken. Det var tre Verdener som stødte sammen. Kanske blev vi saa gode Vens ner netop fordi vi var saa forskjellige,

Jeg har før fortalt hende i Breve, at jeg har forladt min Mand, men jeg har ingenting sagt om dig. Jeg kan ikke det.

Vort Møte har været mig en stor Glæde, endda det har pint mig paa mange Maater. Hver Time paa Dagen siger hun, uten at ane det, Ting, som gjør mig ondt. Hun har en rent sykelig Trang til at rive i sine Saar, og hun høres saa bitter og kold. Men i Virkeligheten lever hun bare for at gjøre andre godt.

Hun var en rik Bankiers eneste Datter og blev moderløs da hun var ganske liten. Otte

rde

[143]

Aar gammel blev hun sat i en fornem Klosterskole og maatte være der til hun var atten. Af og til fik hun besøke sin Far; men han var altid op tat af sine Forretninger. Hun siger, at hun husker ham bare med en Avis bak Suppetaller- kenen. Maaltiderne var pinefulde i det elegante kolde «Hjem». Hun var lykkelig, naar hun slap ned i Haven til Gartneren og Kuskens Barn. Der var hendes Barndoms Paradis. Efterhvert som hun blev større ærgret hun sig ved Besø- kene i Hjemmet over alle de kostbare, døde Ting som stod urørlige paa samme Plads i alle Aar, Engang tok hun en Bok i Praktbind og brændte den, fordi hun ikke længer holdt ut at se den ligge paa samme Bord i samme Stilling evinder lig. Alt var dødt der, forstenet. Og da de gamle Tjenere, som hun holdt af, blev ombyttet med nye, kom hun sjeldnere og sjeldnere hjem. Hendes Far blev for hende mer og mer en ældre, korrekt Herre som kom en Gang imellem for at kysse hende paa Panden og spørge om hun ønsket noget extra. Den Timestid han til bragte med hende i Haven eller Salonen blev altid vanskelig at faa Ende paa. Da hun var 12 Aar giftet han sig igjen, og dermed holdt omtrent al Forbindelse mellem dem op, Hun fik bare altid rikelig Pengeforsyning præcis til den bestemte Tid. «Han kjøpte sig løs fra sine Faderplikter,» siger hun.

— Da hun kom ut fra Klostret var hun alt

[144]

saa et Aar i Lausanne, og derfra reiste hun til Paris, hvor hun traf sin Skjæbne. Han var en ung begavet Billedhugger. De giftet sig straks og i 8 Aar var hun lykkelig. Han kom imot hende med Ungdom og Sang og Livsglæde, med hele den Verden, som hun bare ante. Hun havde jo aldrig havt nogen Ungdom. Han løftet hende op mot Solen; det var som en Rus, en Gjenfødelse

Men saa kom Ulykken. Han blev pludselig forelsket i en liten Italienerinde, som havde været hans Model nede paa Sicilien. En liten deilig Pike, sort og brun og skjøn, men et Bam i alt. Han begyndte at følge hende i Kirken, og sat og stirret paa hende, naar hun laa paa Stengul- vet med sin fedtede Rosenkrans mellem Hæn- derne. Han likte hende netop slik. Netop slik! Hun havde aldrig læst en moderne Bok, hun havde aldrig hørt tale om de mange Ting som moderne Mennesker drøfter og tænker paa, Hun tænkte ikke utenfor sin Landsby, sin Kirke og sin lille Have. Men da han saa tok hende til sig, blev han jomfru Marie og Josef en farlig Rival. Da tænkte hun ikke utenfor ham. Og han blev demede. Han gaar der endnu med sit Ler og sin Cecilia.

Men for Helene var det som om Jorden aapnet sig og hun sank ned i et haabløst Mørke. Hun forstod ingenting. Var det noget i Verden som aldrig kunde forgaa, saa var det hans Kjær-

[145]

lighet, syntes hun. Han havde spundet hende ind i en Eventyrverden, hvor hun gled med ham ut i farvemættede Stemninger og Drømme. Det var nyt og vidunderligt. Men hun veg til bake for hans stærke Sanselighet, og hun følte sig ikke lykkelig ved at bli Mor. Det var som noget i hende var frosset, saa ingen Ild mere kunde smelte det. Hun følte det som en Fat- tigdom, og var bedrøvet over det, og hun søkte at bøte paa det ved dobbelt Iver efter at jevne Veien for ham og behage ham i alt Ydre, Hun klædte sig efter hans Smag og gjorde deres Hjem til et lite Feslot med Blomster, Farver og Komfort efter hans Hjerte.

Men alt var forgjæves. Han gled bort og kom aldrig tilbake.

Hun sat og fortalte mig det alt den første Kvæld. Det var nede i den kjølige Auer- bachkjælder, hvor de tykke, ukalkede Graa- stensmure gjemmer saa mangen Hemmelig- het. Gatens Larm trængte ikke derned, og det fantastiske grønne Lys bredte et blødt Even tyrskjær over de faa Skikkelser som sat tause i Krokene med sin Vin eller sit Medmenneske, Nogle kom for at gjemme sin Sorg, andre sin Glæde, nogle kom med blussende Kinder og faste Skridt, andre gled som bleke Skygger ind i Halvmørket. De hvite Duker som bredtes paa Bordene for dem som skulde spise formelig skrek

[146]

Og skar i Øinene. Man vilde helst rive dem bort,

— Vi vilde drikke Maivin til Minde om den glade Var i Ungdommen, da vi sprang som Gjetekillinger ved Genfersjøens Bredder og drømte gyldne Drømme om vort Liv. Men der vokser ikke Maigrønt om Høsten, og vi drak en fornuftig Flaske af Wiirzburgbjergenes kjør lige, friske Most.

Vi var endnu unge, vi var ikke færdige med Livet. Vi vilde drikke lidt Vin og søke at glemme. Drikke lidt mere og søke at huske noget som var godt, bygge lidt gylden Bro over mot Fremtiden.

Men hun kom atter og atter tilbake til det ene store smertelige, som Dag og Nat pinte hendes Hjerte. Tilbake til ham. Alle hendes Tanker kredset om ham og dette Barn dernede som han elsket. Hun lærte aldrig at forstaa det.

Jeg spurgte hende: «Elsket du ham over al Forstand?»

«Om jeg elsket ham» Der kom hektiske Roser i hendes Kinder, og hendes Øine blev dype og vaate. «Han var jo min Far og Mor, min Søster og Bror, min eneste Ven, min første Glæde i denne Verden. Og al min opsparte Ømhet og Godhet øste jeg ut over ham. Min Bamdom og Ungdom var uten Glæde, jeg var blit tør og kold, men han smeltet Isskorpen om mit Hjerte, ja, han gjorde mig til et Menneske.

[147]

Min Taknemmelighet var grænseløs. Jeg elsket alt hos ham. Jeg elsket hans Arbeide og den nye Verden han aapnet for mig, og om Tusinder havde sagt mig, at han vilde gaa fra mig, jeg havde sendt en seiersikker Latter imot dem, Han! Bedrage mig?»

Vi sat igjen stille en Stund. Saa hvilte hun Hovedet i den ene Haand, mens den anden dreiet Glasset nervøst rundt. Det arbeidet i hende. Der var tusind Ting hun vilde si.

Jeg sa: «La os nu drikke Vin og være glade og ikke tænke. Eller skal vi gaa i Bratwurst- glåcklein og spise yrsmaa Pølser med Øl til Albrecht Diirers Ihukommelse,

Hun sa tonløst: «Ja la os det.» Men straks efter fortsatte hun sin Tankegang.

eJeg ser alt saa klart nu. De er alle Ego- ister. Først Far. Han «turde ikke» paata sig min Opdragelse. Et tarveligt Paaskud. Jo jo, ryst ikke paa Hovedet. Hvorfor skal man hykle en Forældrekjærlighet man ikke har. Jeg elsket ikke min Far,

Den første Tid i Klostret sørget jeg saa vans vittigt, at naar han kom, kastet jeg mig om hans Hals og tigget om at faa være med hjem igjen. Jeg vilde heller dø end være paa dette frem- mede Sted, Alt var mig forhadt der; jeg følte mig som i Fængsel. Senere lærte jeg jo at finde mig tilrette, ja, jeg kom vel endog paa en Maate til at holde af det — jeg havde intet andet i

[148]

Verden, naar der ikke var Plads i min egen Fars Hus.

Ingen vet hvor et Bam kan sørge. Det var som jeg var jaget ut af Paradisets Have. Hver mindste Ting i det gamle Hjem blev herlig og vidunderlig. Jeg drev i mine Drømme et sandt Af gudsdyrkeri med alt derhjemme. Og min egen Far, som sat der og eiet det alt, han jaget mig bort. Ut i en kold og fremmed Verden, hvor alt var mig likegyldigt. Nei, jeg elsket ikke min Far. Men lad mig ikke tænke paa det, jeg blir saa stygg og ond i Tanker.»

«Men saa kom han?»

«Ja, sa kom han» Hun sa det stille hen for sig.

Vi sat igjen tause en Stund, og det sang saa sørgelig en Sang i vore Hjerter. 1 mit klang det ustanselig og dypt som med dumpe Slag af tunge Klokker: «Ingen vet, hvor et Barn kan sørge! Ingen vet hvor et Barn kan sørgel»

— Vi tømte vore Glas og hun fyldte dem paany og talte som for sig selv: «Men han var som de andre. Kunstnere er de værste af alle Egoister. Den Kvinde, som vil ha Del i deres Sjæl er dem besværlig. De maa ha en som ingenting kræver. Kanske foragter de Skjøgen i sit Hjerte, jeg vet ikke. Mig forekommer det, at hun er dem ganske jevnbyrdig. Kanske for- agter de ogsaa sin Svaghet for hende; men hos hende er de fri og behøver ikke at genere sig.

[149]

Hos hende kan de ha sin Sjæl ifred og ever- werthe» den i sit Arbeide.

— Ak ja ja, godt at være færdig med det hele. Nu er Menneskene mig som Dukkerne i et Marionettheater. Jeg morer mig over Ko- medien, men er kold som en Hundenæse, Jeg tvang mig engang til at forsøke en ny Kjærlig het. Det var en Mand jeg syntes om at se hos mig. Jeg kunde ogsaa faa Lyst til at ta ham ind til mig og stryke den sorte Haarlugg bort fra hans Pande og si ham et lite Ord fra mit Hjerte. Jeg havde Lyst — men jeg kunde ikke. Død, tør, færdig. Kan ikke længer bruke Mænd til andet end at bære Haandkufferter.» Hun smilte og drak i lange Drag af den kjølige Vin.

«Og allikevel er du ung endnu»

«Aa nei du, jeg blev gammel den Dag jeg blev jaget ut af Paradisets Have. Siden . . . er det likesom jeg ikke har greiet nogenting helt. Han blev vel fattig hos mig. Jeg elsket ikke slik som han»

Jeg følte, at det hun nu sa var Sandheten om dem. Arme Helene!

«Og Moten kom ham tilhjælp. «Tidsaans den» som man kalder det. Alle vil jo bare nyde, ingen kjæmper længer imot, naar en Liden skab besætter dem. Det er gammeldags. Ingen har Pligter. Et Menneske kan kastes som gam- melt Leketøi, naar nyt bydes» Hun arbeidet sig igjen op i Feber: «Nei, man skulde ikke

[]

ha Lov til at skilles. Nei, jeg mener det. Der skal være noget som er helligt. I det har Ka- tolikkerne ret. Det lærte jeg da i Klostret.

Aa, hvor vi Kvinder bygger Piedestaller for vore Guder, og hvor vi siden faar Lov til at løfte dem ned igjen!»

Jeg prøvet forsigtig: «Men kjære — var da Eders Ægteskab helligt længer, naar han elsket en anden?»

Hun slog utaalmodig ut med Haanden: «Elsket! -Elsket! Men la os nu gaa i Brate wurstglocklein. Jeg er sulten. Og vi er jo ikke kommet sammen her for at grave Lik op.»

— Da vi skiltes i Nat mindtes jeg det gamle Ord: Uudgrundelig er Kjærligheten som Fiskens Vei i Vandet.

Men aldrig har min stakkars Helene følt den Fest som er over al Forstand, det vet jeg nu. Han blev fattig hos hende; hun eiet ikke det som skulde gi dem begge Livets Glæde.

Tusind Godnat! I dette Øieblik er du mig saa nær, og jeg synes jeg vet saa meget om Kjærligheten.

Jeg ser af dit Brev, at Marie interesserer dig. Det er jeg glad over. Men noget Billede af hende har jeg ikke at sende dig. Maaske træffer du hende engang.

[151]

XI.

Rothenburg ob der Tauber.

Langsomt glider jeg dig nærmere. Helene reiste igaar til Rom. Kan du fatte en Selvbe- herskelse som min? At jeg ikke reiste med! Idag synes jeg det er en ganske foragtelig Stand- haftighet. Jeg kjeder mig. Jeg er træt af Mid- delalder og mugne Mure. Og allikevel — hvor delligt er det ikke altsammen, — bare du var her! Ja, jeg elsker denne forunderlige Dukkes byen med alle de deilige Hjørner, Facader og mugne Gaardsrum — bare du var her!

Ak ja bare du var her!

— Jeg vet du synes jeg er en Barbar, men tænk jeg misunder dig ikke saa meget Italien nu. Jeg længes tilbake til mine blodfulde, sunde Hollændere. Om man er halvdød, blir man frisk foran Rembrandts Livsfylde. De bleke Helge ner der du vandrer er sagtens dellige, og de halvmørke røkelseduftende Kirker er saa gode at grate i. Men nu længes jeg efter Livet. Det styrker mig usigelig at se paa en Kvinde, som Rembrandt Elisabeth Bas. Er der vel i Verden malet et herligere Portræt! Ikke Gains- borough's Hertuginder i al deres Herlighet, ikke alle dine glorieomstraalede Madonnaer kan op- veie hende. Det er selve det deilige, levende Liv

[152]

Du foragter Borgerligheten. Ak ja du, jeg vet ikke, sommetider trænger man ogsaa Land+ jorden under Føtterne. Og naar Elisabeth Bas træder mig værdig imøte med sit kloke, erfarne Smil — smiler hun ikke? — jovist — og siger: «Min Pike, pas paa Nøkleknippet, og se til at du ruver lidt i Sædet» da blir jeg i godt Hu- mør, og synes jeg er et Fæ, som gaar omkring og tar Livet høitideligt.

Hun vet saa meget om Verden Elisabeth Bas, og hun har faat et kostelig Glimt i Øiet. «Mæn- dene er besværlige at holde Styr paa,» siger hun, «især naar Skibene kommer ind med gylden Vin ombord. Men naar man bare har Nøkleknippet og dertil i Nødsfald fører en proper Næve, saa er det Moro allikevel. Bare ingen Sentimen- talitet og ingen Sultekure. Bas var ved Gud ikke altid morsom, en Borgermester har mangt at ta vare paa, men det skortet mig ikke paa Børn, og Appetiten var altid god. Men fremfor alt: pas paa Nøkleme.» Det er Kraft og sund Re- alisme. Det er Jorden! Vor deilige Jord!

Ja, nu rynker du paa Næsen. — Men de gyldne Solnedgange misunder jeg dig lidt. Aa nei, det er ikke dig jeg misunder; det er Italien, som har dig.

— Idag saa jeg to Turister som gik med en Theaterkikkert og saa paa Raadhusets deilige Facade. Da husket jeg de to franske Herrer som gik med en Lupe og saa paa de Frans Halske

[153]

Kniplingskraver i Moritzhaus. Kan du huske hvor vi lo. Kan du huske hvor Solen skinnet den Dag! Hvor vi var overgivne og fulde af Haab.

Er der hændt noget siden da? Nej, det er det jo ikke. Det er jo bare det, at du er borte, og at jeg ikke vet, hvad jeg skal og tør. Sig mig det, kjære, kjære dig!

— Jeg roper paa dig Hundrede Gange om Dagen; det hjælper mig ikke at se alene paa al denne Skjønhet. Jeg er jaloux paa hver eneste Madonna, som fanger dit Øie. Hvad skal du dernede i al den Røkelse. Den svækker Viljen. Ak min Ven, jeg er syk af Længsel! Kom, kom! Jeg er dig jo saa nær.

— Jeg gaar her og blir som et Bam og leker med Leketøi. Hele Byen er som pakket ut af en Æske. Hvert Hus har sin egen Lilleput- skjønhet, Linjer og Farver i de maleriske Gav- ler, Brøndene, Blomsterne i de bittesmaa Vin- duer, alt er bedaarende. Hvert lite Borgerhjem er som en Dukkemodel til et Palads. Men dei- ligst er Murene med de mange Porte og Tau berdalen, naar Solen gaar ned.

Naar jeg gaar dernede under de høie Popler og ser Byens Taarne over Muren oppe paa det hvite Kalkfjeld, da maa jeg tænke paa Billeder af Jerusalem.

Men hvorfor gaar jeg her? Hvad venter jeg paa?

Min eneste Ven i Verden, forstaar du da

10 — Holde Garborg: El

[154]

ikke, at jeg er ganske raadvild. At jeg har det ondt. Men imorgen, imorgen maa dit Brev komme. Og saa maa jeg reise. Hvorhen?

Endelig! Ja ja, jeg kommer! Jeg kan jo ikke andet —

XII.

Sørlibakken i den merke Tid

— Siden du fik min lille Lap om Kaares Sygdom er der gaat Uker. Uker som Evig heter.

Dit Brev med de tre fortvilede Ord naadde mig herhjemme. Siden har jeg intet hørt, og saa maa det jo være.

Jeg føler det nu, som om jeg engang for længe, længe siden var ifærd med at kaste mig utfor et brat Stup, men en stærk Haand rev mig tilbake.

Kanske var det godt for os begge, at jeg ikke kom til dig dengang. Jeg vet jo, at naar du ikke fløj over alle Fjeld imot mig da jeg var dig saa nær, saa var det fordi de Vinger, som skulde bære dig til mig var stækket. Den- gang var jeg for feig, nu er jeg for træt til at tænke det igjennem.

Men havde ikke den stærke Haand tat sit

[155]

vr

Tak i mig og revet mig tilblods, saa havde vi nok kittet Bristen til, og hvad saa?

Nu vet jeg, at du vil motsi mig — ak, Hans, det nytter jo altsammen ingenting. Om os selv skal vi ikke længer tale. Jeg har git et Løfte til et døende Barn; det kan aldrig brytes — vi sees ikke mer.

Jeg har kjæmpet med Døden og seiret. Du skal ikke plages med mange Ord om min Kamp, men du skal vite litt om min Seier før det blir tyst mellem os for altid.

Da jeg naadde hjem efter den forfærdelige Reise var Kaares Sjæl paa Flugt mot Evigheten. Hans Øine saa mig ikke, han hørte ikke min Stemme som hvisket til ham: Det er Mor! Elskede lille Kaare, det er Mor! Mor er hos dig, Mor skal aldrig, aldrig gaa fra dig mere!

Som en Dødsdømt knælte jeg foran hans lille Seng; mit Hjerte var som et eneste blø- dende Saar i mit Bryst.

Hvor kunde jeg vente Naadel Jeg!

Men saa blev jeg med en Gang saa stærk og klar. Jeg reiste mig op og blev opfindsom i min Nød.

Den voldsomme Feber maatte stilles for enhver Pris. Hans Far var ikke hjemme, og den snille Diakonisse, som passet ham, gik graa- tende ut, da jeg kastet mig ned ved hans Seng. Jeg var alene med mit Bam og Døden. Det blev saa forunderlig høitidsfuldt omkring mig;

[156]

hvert af mine Skridt, mine Handlinger og alle mine Tanker var som for Guds Ansigt. Jeg tror, at jeg i den Nat for første Gang i mit Liv vidste hvad det var at være «utenfor Legeme». Om mit Bar var død dengang mellem mine Hæn- der, da havde jeg rolig fulgt det i Døden. Alt i mig samlet sig i en stor og hellig Følelse, som ikke kan beskrives.

Jeg satte mig hos Kaare og vasket hans hvite småle Ansigt og hans gjennemsigtige Hænder med friskt, kjøligt Vand. Saa Brystet, Ryggen, Føtterne og hele det lille hete Legeme. Og jeg fik flere Vinduer op, der var en slik forunderlig tung Luft derinde.

Diakonissen kom tilbake, men lot mig raade. Hun tænkte vel, at intet mere kunde skade eller gavne lille Kaare.

Spændingen var stundom nær ved at kvæle mig. Jeg vasket ham over og over igjen og følte instinktmæssig, "at det maatte hjælpe. Og Temperaturen begyndte at synke. Jeg turde neppe aande. La mig igjen paa Knæ og søgte at fange hans Blik. Jeg syntes, at om han bare fik vite jeg var der, saa var han frelst. Men endnu var hans Blik flakkende, og intet gjorde Indtryk paa hans lille forvildede Hjerne.

Hans Far kom. Vi snakket ikke et Ord uten om Barnet. Det var som om jeg aldrig havde været borte. Hvor jeg var ham taknemmelig. Ogsaa han lot mig raade og gik snart igjen.

[157]

af

I to Døgn veg jeg ikke fra Kaares Seng, og den tredie Dags Morgen saa hans Øine bevidst paa mig. I en Følelse som ikke kan beskrives bøjet jeg mig ned over ham. Haab og Angst kjæmpet i mig; jeg var som et svaiende Straa i Guds Haand. Uendelig varsomt hvisket jeg: «Det er Mor, lille Kaare, det er Mor» —

Der gled et svakt Smil over hans Ansigt, og det lille Ord som mit Hjerte blødte efter kom over hans Læber som en stille Hvisker «Mori» Ikke forundret, ikke bebreidende, nei roligt og mildt, som om jeg havde siddet der da han sovnet. Som om jeg aldrig var gaat fra ham.

— Aa Hans, du vil aldrig kunne fatte, hvad jeg følte i det Øjeblik. Jeg vet det, ja jeg vet det vist, at i den Stund blev jeg et nyt Men- neske. Alt andet i Verden blev smaat og uen- delig fjernt mot det ene, at jeg havde faat mit Barn igjen. At han fik se jeg var kommet tilbake, At jeg elsket ham. Det var saa uen- delig meget mer end jeg fortjente. Og nu hører jeg hver Time paa Dagen det Ord som er Sol og Regn for min Sjæl:

Mor!

Og to smaa Arme holder mig saa fast, saa fast, og to klare, blaa Øine ser ind i mine med saa mange store og smaa Spørgsmaal i urokkelig Tillid.

Kunde jeg mere skuffe ham? Ak nei, da

[158]

var jeg lite værd at kaldes Menneske, end sige Mor.

— Min Ven, vi sees ikke mer. Kaares Far har git mig Lov til at beholde mit Bam indtil videre, men paa den Betingelse at jeg gir Afkald paa dig.

Saa maa vi begge finde nye Veie for vort Liv.

Jeg vet ikke engang om du ventet at høre mere fra mig. Men ser du, jeg maatte si dig disse faa Ord.

Maaske træffes vi en Gang her hjemme naar vi er gamle. Engang, naar dine Vinger er blit trætte. Jeg har mistet en gylden Drøm, men jeg har vundet en Realitet som er mig hellig.

Vi har faat et lite Hus i Sørlibakken. Her gror som i Edens Have og her blir jeg nu med Kaare.

Farvel.

Og Tak.

Ja Tak, Tak!

— Da Eli havde sendt sit sidste Brev til Hans Holdt skrev hun om Kvelden i sin Dags bok, mens Solen sank bak Aasene i Vest og blaskolde Skygger gled over Dalen:

Min Elskte jeg gik dig imøde mens tusind smaa Fugle sang,
og Solefaldsskyer røde
gød Blod over blomstrende Vang.
[159]
Det var som om Jorden gynget — Skogen glødet mot Nat;
jeg plukket Linea og slynget den ømt om min florlette Hatt,
AF den dellige, duftende Sommer, af Søl ogfGuds herlige Jord
og Granskogens yndigste Blommer bandt jeg mit Brudeflor.
Der varjbare du i min Tanke, du og al Kjærligheds Gud,
og jeg syntes at Birkene slanke bøjet sig dypt for din Brud.
Det var som Alverden vidste hvor hellig mig var min Kvæld, den dyrekjøpte, den sidste,
vi sang under Bladenes Væld.
Den sidste og første, ak kjære, du fatter jo ei mine Ord; alene maatte jeg bære
den Vælde som i dem bor.
Den Vælde af Sorg og af Glæde,
af Jubel og hete Harm;
det blev vel for tungt et Kvæde, om jeg lettet det Væld af min Barm.
Om jeg fanget i Ordene saare
hver Smerte, som skrek i mit Bryst og smeltet i Toner hver Taare
mig kostet min Sommers Lyst
(Om jeg flettet af Mindernes Torne, mødefuldt flittig en Krans
med flammende Roser af svorne Eder fra vor Sankt Hans.
[]
Dengang dit Øie sænket sis ydmygt i mit og bad
og du for evig lænket
Til Eken et skjælvende Blad
Ja da var du stærk i din Vilje, din Tro og dit seirrike Sind;
men Eken blev til en Silj som svaiet i Solgangsvind.
Blandt gulnende Straa laa Bladet en Høstkvæld ved Siljens Rot, men da Sol stod op laa det badet i Guld ved en Birkerot.
Og Verden blev ny og forklaret
i Glans af den gryende Dag,
og tusind smaa Spørgsmaal besvaret i et eneste Bølgeslag,
[161]

LIVETS KUNST

[162][163]

Den hellige Ild.

TD: var vokset op en hel liten okkergul By omkring Anlægget nede i Viken. Elis Far havde solgt sine Fiendomme der og var blit en velholden Mand paa det.

Men da «Byen» begyndte at vokse ind paa ham rømte han pludselig. Han solgte sin gamle Gaard til en af de engelske Direktører og bygget sig et Hus oppe i Skogbrynet paa Aasens Vestside, Derfra kunde han ikke se Viken.

Han kom ogsaa sjelden derned, blev idet« hele mer og mer menneskesky og nervøs. Sin Praksis i Viken overlot han efterhvert helt til den nye Fabriklæge.

Men han arbeidet. Arbeidet mer end nogen- sinde. Hans Liv som Læge havde bragt ham ind paa Samfundsspørgsmaalene, og nu, da han saa den Forvandling han selv havde været med at skape i sin Bygd, blev disse Spørgsmaal for hver Dag mere brændende for ham. Han var

[164]

blit ræd, Han skrev et og andet i Bygdens Avis som var saa radikalt, at man smilende gav ham Navnet «Salonsocialisten.» Det Navn tok han med Ro, og arbeidet videre. Og i dette Arbeide tok han Eli med. De læste de samme Bøker og de snakket om Tingene og blev enige om ikke at sælge «Storfossen» som var i Doktorens Fie. lalfald ikke foreløbig. Og de begyndte mer og mer at se hele den gamle Bygd i Sammenhæng med denne herlige Foss, ja, der var Tider, da de drømte vidunderlige Drømme om en Mønsterbygd med tusind Hjem i straalende Lys og trygt Velvære. Og Drøm- men vokste, og Bygden blev til hele Norges deilige Land i Eventyslys. Landet med de tusind lykkelige Hjem, Landet som havde løst alle de store Spørgsmaal ved egen Kraft.

— Nord i Sørlibakken havde Eli faat sit nye Hjem, et vakkert Tømmerhus med en Have som var hendes Stolthet og Fryd. Naar bare Tiden vilde række til! Der var tusind morsomme Ting at gjøre bestandig, og Dagene var altid for korte.

Huset laa søndenfor et Tjern fuldt af svøm» mende Vandliljer, og ovenfor laa Skogen med alle sine Herligheter. Dens Bund var som et Tæppe gjennemvævet med violblaa Lyngblom- ster, mandelduftende Pyrola, Linea og tindrende blaa Gentiana, Men om Vinteren var den et Eventyrslot med tusind skinnende Haller.

Og fra alle Kanter lyste Solen over Elis

[165]

Hjem; det laa som en liten Borg, fiit og høit med Utsyn over Bygden og de blaa Fjeld.

Da hun valgte Pladsen tænkte hun paa Kaare. Hun syntes likesom ikke hun kunde faa ham høit nok op i Solen og den tindrende Luft

Et Stykke nedenfor i Lien laa en Række Storgaarde. Størst og vakrest var Sørli, Sverres Hjem, Elis Eiendom la paa gammel Sørlijord. De solgte ellers ikke Jord paa Sørli, men Eli var af Atten.

Hver Gaard dernede i Lien var som et lite Kongerike for sig selv med Skog og Sjø og Fjeld og tusind andre Herligheter. Nede i Dalbunden gik den klare Bræelv i Krok og Krik og blinket som Sølv mellem de skogklædte Nes og Holmer.

Der var fra gammel Tid Velstand og staute Mennesker i Sørligrænden; de skilte sig i alle Dele ut fra Folket i Viken. Dernede havde de altid været uroligere af sig; de laa saa nær Sjøen og det gir Uro i Blodet. Men i Sørligrænden saa de ikke Sjøen, og der var rikere Jord og større Vidder, saa der artet Livet sig mere som i en Indlandsbygd, endda det bare var en Times Vei fra Viken.

Dernede havde en Feber grepet Folket. De solgte, kjøpte og spekulerte, og de betragtet «Gamlebygda» som en latterlig Levning fra en fjer Tidsalder.

[166]

Rundt «Byen» laa Administrationshusene paa Høider og Knauser, længst mulig fra Stanken og Røken, og de blev for alle Indbegrebet af alt som var fint og storartet, slik som de laa der og lyste ut over Bygden med sin ferske (Glans.

Midt imot de stinkende, røkspyende Fabrik- bygninger med sin Dommedagslarm af bankende, gnissende og hvislende Maskiner, hylende Sire ner og stampende Motorer, laa en Gate med nye let sammenspikrede Plankehus paa begge Sider. Der var Butikker af alle Slags, Caféer, Conditorier, Skræddere og «Modister», Frisører, Barberer, Fotografer og Kinematografer. Og paa Cafcerne var der nette, muntre Piker og Gramofon og alt til Faget henhørende. Alt var avelassorteret», og det var den mindste Kunst at bli af med sine Penge for Arbeideme. De Ledende vogtet sig vel for at komme indenfor Døren i disse mangehaande Lokaler og Forret- ninger, ja de undgik endog at komme i sine egne Butikker. Anlægget havde jo af Omsorg for Arbeiderne sat igang forskjellige af disse Forretninger, og nu var der neppe det af Kul- turens mangehaande Frembringelser, beregnet paa Afkrokene, som ikke var at faa i Viken. Ja der var endog en «Bog og Cigarhandel» med mange merkelige Billeder og andre Rariteter i hemmelige Skuffer.

Og om Kvældene naar Arbeidet var slut

[167]

skrek Gramofoner og Spilledaaser forlokkende fra alle Lokaler for Legemets Forpleining, og i Kinematografens Vinduer var de mest blod dryppende Billeder utstillet i bengalsk Belysning.

Og alle som kunde komme løs fulgte de venlige Indbydelser. I Hjemmene var det jo sa som saa. Hastværkshus med trange Rum og Uhygge. De var bare til at sove og kjede sig i.

Men i Gamlebygda havde hvert Menneske Rum til at røre sig, Sol, Luft og Mat som der blev Kraft og Humør af.

De levet et lykkeligt Arbeidsliv i sine lune Stuer, hvor hver eneste Ting stod paa sin natur lige Plads, vokset ut som harmoniske Led i et ubryteligt Hele. Hver Ting de tok i sin Haand var vakker og solid, arbeidet med Omhu og Sans for Form og Farve. De var omgit af Kunst i sit daglige Liv og savnet ikke Museerne. Ingen gjorde noget for sig selv alene; alt blev gjort for «Garden» og «Ættio. «Det er bare Fanten som bygger for ét Ætled» sa de. Hver sørget for sit og sine, og det blev liten Anled- ning til Godgjørenhet af den Art som demo» raliserer baade Giver og Mottager. Der var gjensidig Hjælp i Form af Arbeide naar det trængtes, og deres uskrevne Love holdt deres lille Samfund friskt i Bunden. Alle arbeide, og Høisædet var for enhver Gjæst, fattig eller rik.

[168]

El sat i sit Vindu og saa ut over Bygden. Der kom en Mand kjørende nede paa Veien. Han saa vældig ut i sin lyse Finmudd, Slæden var usynlig under ham, og foran den akende Jætte danset en deilig brun Hest. Dombjæl- derne sang gjennem Dalen; han kjørte som til Fest og Gilde.

For en Rigdom at kjøre slik med sin egen Hest, sin egen vakre Slæde, i dyrebare, varme Klær, under Bjørnefeld fra sine egne Skoge, De var som Konger, naar de kom slik efter Veien.

Og der var ingen som sultet, ingen som frøs, ingen som var overflødig! Friske, lykkelige Barn tumlet som Gjetekillinger i Even tyrskoge og duftende Enge. Det var saa godt at tænke paa. Hun havde set saa megen Armod og Elendighet ute i de store Byer med deres permanente Bolignød og Hungersnød og al anden Nød, at hun ofte syntes det blev umuligt at leve roligt ved Siden af det altsammen. Det blev for ækkelt at være Menneske paa den Mate. Her var alt enkelt og klart tilbunds, og det var der en ubeskrivelig Hvile og Tryg het i. Og hun tænkte: de vet ikke selv hvile ket Paradis her er! Men der var ikke længer mange slike Bygder i Norge.

=— Det begyndte at ryke af Piperne nede i Sørligrænden; det var Kaffetid efter «Høgs dagskvila». Om Sommeren var de oppe med

[169]

Solen, om Vinteren paa en Tid som Byfolk regnet for midt paa Natten. Men ved den naturlige Middagstid, da Solen stod højest paa Himmelen, var der stille over al den Grænd en Time eller to. Da var det slukket paa alle Aarer, og alle Døre lukket. Kom der da en Fremmed forbi, gik han stille over Tunet. Der sov trætte Arbeidsfolk derinde. Alle havde Respekt for eKviletia».

Og paa den Tid var det ogsaa stille i Naturen. Fuglene tiet i Skogen og Dyrene sov i sine Huler. Ingenting forstyrret den dype Fred ved Høgsdagsleite.

— Men sa paa en bestemt Tid begyndte Røken at stige friskt og muntert fra alle Skor- stener. Og det luktet Kaffe i alle Tun, og Bam og Voksne begyndte likesom en ny Dag i lek og Arbeide. Her havde man Tid og Raad til at leve.

Og her skulde nu hendes egen elskede Gut vokse op i Fred og sundt Arbeide og faa Ro og Kræfter til at bli et lykkeligt Menneske. — Ja, han skulde bli et helere, bedre og lykke, ligere Menneske end hans Forældre havde været.

Hun tænkte med Gru pa alle Byernes hjem- løse Bam som aldrig fik en Solstraale paa sit Ansigt, men levet sit Liv i Kjældere og Bak- gærde og drev om som herreløse Hunde om paa Gaterne. Det var altid de uskyldige som fiklide. Eller paa dem som blev dresseret og perset

1 — Hilde Gross EL

[]

ind i Skolernes Tvangstrøier til al Saft og Kraft og Egenart var pint ut af dem.

Hun husket en Historie om en gammel kinesisk Poet, som dyrket Trær for at leve. Alt i hans Have vokset hurtigere og stod vak- rere end hos alle andre.

Og der kom nogen som spurgte hvad han gjorde for at opnaa saa udmærkede Resultater. Det maatte være en eller anden Hemmelighet han kjendte

Men han svarte, at det slet ikke var nogen Hemmelighet. Naar man planter et Træ maa man bringe det i Overensstemmelse med Naturen, gi det Sol, Næring og høvelig Plads. Siden skal det ha Ro. Det maa ikke mangle noget; men man maa heller ikke forkjæle det; jeg hindrer det ikke, siden kommer Resten af sig selv.

Naar andre planter Trær, gjør de enten Jor den for fet eller for fattig, eller de forkjæler dem ved at være altfor optat af dem. Og ikke før skyter Skuddene frem, før man krater i dem for at undersøke om de har Frugtknopper. Da er Træet ufrit og forandrer sin Natur. Man tror at elske det, men man ødelægger det, man tror at drage Omsorg for det, men man dræper det. Derfor er mit System bedre end alle andre»

Man spurgte ham om Systemet ogsaa passet for Menneskene, men han sa: <Jeg kjender

[171]

bare Træerne. Men jeg har set Styrere, som istedetfor at la sit Folk arbeide i Frihet, hver Dag foreskriver det hvad det skal gjøre, regu- lerer dets Vaner, o. s. v, og Folket som ikke længer er frit og aldrig overladt til sig selv r derfor ikke noget godt. Forresten er jeg syk og gammel og steller bare med Trær»

Ja, Barn skal ha Ro, Sol, Jord at tumle sig paa, Dyr, Trær, Blomster, sin egen Mors Bryst at hvile og nære sig ved, sin Fars Arm at støtte sig til. De skal ha et Hjem.

I Byerne har ingen Tid til at være Forældre, derfor er Barn i Byen en Forbrydelse. Det er naturligt, at Byerne maa gripe til Tobams- eller Bamløshetssystemet. Man utryddet Bør- nene for at Byerne kunde faa vokse — en bak- vendt Kur!

En Dag havde hun været med Kaare i Barne- selskap nede i Viken. Da var det en liten ind- flyttet Pike, Datter af en fremmed Ingeniør, som sa da hun hørte at Kaare spaserte med sin Mor: «Mor? Har han da ingen Frøken?»

Slik gaar det De vet ikke længer hvad Forældre og Hjem er. Snart er det bare de som ingen Ansvarsfølelse eier som vover og gider sætte Børn ind i Verden. De aller elen- digste, de som er sløvet af Armod og Slaveliv. De vil fortsætte at yngle dyrisk og fylde Kloak- keme med sit ynkelige Afkom.

Men her levet man som for Guds Ansigt,

[172]

her var alt aapent og gjennemskueligt og trygt. Her var ingen Kloakker, ingen mugne Kjældere, hvor Barn og Oldinge vansmægtet, ingen sultne Øine, som fulgte en med Bønner og stumme Bebreidelser. Her var ikke bestandig noget man maatte lure sig utenom og lukke Øinene for. Hvad gjorde det saa, om her ingen Slotte var; Slottene var dog altid forgyldte ved Slavers Sved.

Livet her sammen med Kaare havde bragt hende til at tænke saa meget paa alle dem som hun ikke kunde redde. Saa ofte naar hun sat og tænkte paa Kaare, dukket der et Billede op for hende, som hun aldrig glemte.

Det var Billedet af et Jernbanetog med fat tige, syke Skolebarn fra Byen som skulde sen- des paa Landet i Sommerferien. Det var saa overvældende, at hun gik bort og græt i Stilhet.

Det allerværste var næsten de smaa Søsken som stod igjen og saa med sørgmodige Øine efter de lykkelige bortdragende, og saa de tynde slidte Mødre, som vendte hjem igjen til sit Slit og sin haabløse Armod med dem som endnu ikke var daarlige nok til at bli af de utvalgte. Sommertrætte og grætne hang de smaa i Mors Skjørter og Arme — ak, næste Sommer var de sikkert daarlige nok.

— Runge havde i et forretningsmæssigt Brev. talt om at ta Kaare til Byen, naar Skoletiden

[173]

kom. Men det vilde hun kjæmpe imot med al sin Magt.

Hun tænkte sent og tidlig paa Guttens Liv og Utvikling. Det var ikke Romantik og Gril- ler, naar hun vilde beholde ham hos sig og la ham gaa paa Bygdens Skole de første Aar; det var vel gjennemtænkt, og hun var ganske klar over hvad hun vilde for sit Bam. Livet havde lært hende at skilne mellem sande og falske Værdier.

Han skulde ikke bare lære af Bøker, men af Livet. Han skulde lære at arbeide. Og tænke. Og først og sidst: han skulde bli sund og glad. Tkke dresseres efter tilfældige Systemer i en Skole som brukte al hans Kraft og gjorde ham uglad og fremmed for Livet.

Da hun gik derute i de store Byer, havde hun ofte gaat utenfor Skoleme og set paa alle de smaa — der kunde kanske være en, som lignet hendes Gut! Men alle de kjælders bleke Barn gjorde hende saa ulykkelig. Hun tænkte ofte: Aa, den og den og den vilde jeg ønske jeg kunde ta og bære ut i Solen, gi det Næring og Pleie og Kjærlighet. Og hun gik Dag efter Dag, og der blev Tusinder hun vilde ta.

Hun søkte sit eget Bam, og fandt tusind andre, som siden ikke vilde ut af hendes Tanker. Hun begyndte at tænke paa Samfundet, og Bestefars statsøkonomiske Bøker fik Interesse.

[174]

Før var de hende for vanskelige og tunge; nu begyndte det at greie sig ut, hun fik Overblik, lærte at se. Hun havde ikke valgt i Blinde for sit Barn. Før havde hun været saa optat med sig selv. Eller som hun sa til sig selv med et lite Smil. Du har været under Kjærlighetens Aak.

Nu var hun fø Nu havde hun Tid. — Og hendes Tid og hendes Liv var Kaares. —

— Der kom han stormende paa Ski foran Vinduet! Rank og straalende med den tunge brune Haardusk nedi Panden under Topluen. Hans Øine lyste imot hende, Kinderne glødet. Der gik en Strøm af varm Glæde igjennem alt hendes Væsen, hun vinket og nikket — saa var han om Hushjørnet.

Hun reiste sig og la en Tyrirot paa Aaren. Satte sig saa med sit Arbeide og ventet. Der var Hvile i et vakkert Haandarbeide. Før havde hun aldrig havt Tid til slikt. Gud vet, hvad hun altid var saa optat med. Haandarbeide kjedet hende ogsaa før. Hun var ikke vandt til det. Og det var med det som med alt, det blev morsommere jo mere man holdt paa med det, likesom det blev morsommere og interessantere at være i sit Hjem jo mindre man gik ut. Begyndte man først at være ute om Kvældene f. Eks., kunde man tilsidst aldrig være hjemme. Nu var hun sjelden ute, og for hver Dag blev hun fastere knyttet til sit lille Hjem, Der var

[175]

altid noget paa Færde, altid noget at ta vare paa og stelle med. Et Hjem blev aldrig ens, formig paa Landet, der var saa forskjelligartet Arbeide, og megen Spænding med Dyr og med Veir og Vind og alt. Kaare elsket ogsaa sin lille Verden og var umaadelig optat fra Morgen til Aften, Men saa hørte ogsaa hele Sørli og alle Sverres An læg med til denne Verden. Paa Sørli gik Smør kjærnen, Separatoren, Sagen og Kværnen med Kraft fra den rike, fossende Elv. Sverre var ikke bare Felespiller og Felemaker og Træskjærer, han var ogsaa en genial Ingeniør. Og en kunst« færdig Smed, som bl. a. lavet alt sit Værktøi selv.

Naar der kom Damer til hende i Byen, sat de og røkte og smaadrakk. De likte saa godt en liten let Vinrangel om Formiddagen; det gav Dagen et hurtigere Tempo. Og de utstod ikke Langsomhet og Stilhet. Det var det samme som Kjedsomhet. «Site med et Haandarbeide» faldt dem ikke ind. Det gjorde Maskinerne saa meget billigere.

Det var idethele umoderne at arbeide med sine Hænder. Hun husket, hvor Runge var irriteret over at hun engang faldt paa at ville strikke Strømper. Det var uskjønt. Havde hun da ikke læst Ibsen? Men Marja havde lært hende at strikke Strømper da hun var Barn, og det sat i hende, at der var Hygge ved det. Og desuten — Kaare maatte ha hjemmestrikkede

[176]

Strømper. Andre dudde ikke. De stille Timer ved Aaren med et Arbeide blev gode Stunder. Hun var ikke længer saa ræd for at være alene med sig selv.

Ved Ilden var man ellers aldrig ensom. Men- neskene vidste ikke hvad de gjorde, da de sluk- ket Ilden pa Hjemmenes Arner. For Amen og den aapne Ild, den hang sammen med saa meget. Der var en mystisk Magt i den flam- mende rensende Ild, og hvor der var et Hjem, maatte Husguden ha et Alter som samlet alle fredelig omkring sig.

Naar Flammerne kastet sit varme Lys utover alle Ting og danset Heksedans op gjennem Skorstenen, og det spraket og knistret og duf- tet af Harpix, da blev det godt og muntert i Stuen. Alt blev vakkert, alt fik Liv. Og alle Tingene i Stuen som stod hvor de naturlig hørte til og ikke virket som tilfældig sammen kjøpt Auktionsgods, de blev koselige, trygge og kjære Væsener, som levet med i alt. Der var Hvile og Ro i dem ogsaa.

Ak, hun havde sopt ut saa meget Nips af sit Liv!

— Nu hørte hun Kaare sætte Skiene fra sig utenfor. Hun la endnu en Rot paa Ilden, kar- ret frem en liten Askehop og la to Fpler i den.

Da Kaare kom ind fyldte de Stuen med sin Duft.

[177]

«Aa nei, saa hyggelig det var her da Mor! Den Rota var ordentlig feit! Er Eplene til mig?»

Det kom Slag i Slag.

Eli smilte lykkelig mot ham: «Javist»

«Men Sverre siger jeg skal gnage dem raa, saa faar jeg sterke Tænder»

Ja det er rigtig sagt af Sverre. Det er bare saan gammel Vane dette med at steke Epler.»

«Sverre siger det er «Blødagtighet — hvad er det for noe Mor?» men han ventet ikke paa Svar. «Du Mor, jeg vil bli Skogmand likesom Sverre. Idag har vi gaat en ordentlig Tur, du kan tro det var Morro. Skogen er nydelig Mor, ern ikke. Ogsaa vil jeg bygge en saan Stue med en diger Aare. Og der skal det brænde digre Troldrøtter.»

«Troldrøtter ?»

«Ja, de ser ut som Trold naar de ligger uti Skogen, syns du ikke? Saan om Kvælden naar det er bare graalyst. Eller i Maaneskin.»

Han havde lagt sig paa Knæ foran Ilden og prøvet at karre Fplene ut med Fingrene, men det var for hedt. Saa tok han en Kvist og stak i det ene. Det smaldt som et helt Pistol- skud, og en liten sydende Fontæne fosset ut «Aa kjend, hvor godt det lukter Mor!»

Saa fik han det frem og begyndte at blæse paa det. «Det er bestandig saa mye rart Lys

[178]

og saa mye Leven naar det brænder paa Aaren Mor, er det ikke? Og naar Marja snurrer paa Rokken og du donker i Væven. — Naa er det kaldt»

«Nej, det er for vant. Husk paa de pene, hvite Tænderne dine l»

«Ja men kjendb»

«Nei, det er for varmt. Du maa lære at vente.»

«Men det er kjedelig aa vente Mor.»

«Nci da, spikk mig et Vindsel til det røde Garnet saalænge. Du vet jeg mangler et»

aJa det er sandt. Her er fin Ved. Ser du, Fins ikke Kvist»

Saa spikket han og pratet og Fplet fik god Tid til at bli koldt.

«Mor vet du, at naar du gaar dig bort i Skogen, kan du se efter Maurtuerne, saa vet du hvor Syd og Nord er. De bygger mot Syd, og der er Furustammerne lyse ogsaa. Saa er det ikke saa farlig om du ikke har Kompas, skjønner du.»

«Ja det er sandelig godt at vite, for jeg har ikke noe Kompas»

«Du skal faa et af mig, naar jeg blir stor.»

«Tak det var snilt.»

«Du vet du, hvor Sola er henne om Natta, Mor? — Da jeg var liten, da trode jeg hu gik og la sig i en Seng bak Aasen, men hu maa

[179]

nok skynde sig ned og skinne for Negerne i Afrika mens vi sover, hu, stakkar»

Marja kom ind og hun maatte ogsaa høre om Sola. Saa var Vindslet færdigt, og han tok fat paa Eplerne. Men han havde saa umaade- lig liten Tid; det var endda en god Stund igjen af Dagen, og den maatte nyttes. Han stak det ene Eple til Marja: «Det kan du faa; det er nok lidt varmt midt indi, men det er ikke saa farlig for dig, for du har ikke saa mange Tæn- der, du»

Saa var han ute.

— Eli sat og frydet sig over det vakre Gam som formet sig til Blomster og Blade under hendes flittige Fingre. Hun saa paa dens Spil over det gamle Billedtæppe paa Væggen og Kurven med den farvede Uld ved Marjas Rokk. Hun saa paa det, som hun om Som- meren saa paa Blomsterne og de gyldne Biller paa Bladene, og hun hørte paa Rokkeduren og Ildens Spraken som hun om Sommeren hørte paa Fuglesangen og Froskenes muntre Kvækken om Kvældene. Der var den samme Poesi og den samme Hvile i det altsammen. —

Hun syntes hun var kommet i et saa inder- lig intimt Forhold til saa meget som var vak- kert, og hun stod likesom i et særeget Forhold til alt levende Liv. Dyr og Barn tydde saa trygt til hende; det var likesom et gjensidigt Tillidsforhold mellem dem. Og hendes Have

[]

fred

og hendes store Stue var en Verden, som hun mere og mere lærte at elske.

Hun husket ikke «Hverdage» paa længe, længe. Der var Fest i alt hendes Arbeide.

Folk var forbauset over at hun ikke vilde ha Husdyr. Det var i Virkeligheten af Feighet; men hun lo og sa det var Dovenskap og Ukyndighet.

Men tænk bare paa Gjødselen da! Hun med den store Haven!

Men Eli sa hun heller fik gjøre som de vindskibelige Kinesere, bygge et lite Paulun ved Veien og skrive over Døren med Blomster skrift: Mødige Vandrer, hvil dig i Skyggen af mit Bambustræl

Hun likte ikke at dræpe det hun blev glad i. Og hun blev altid saa urimelig glad i Dyrene, Et Dyr som døde for et raskt Skudd fik sik- kerlig en bedre Død end mange Mennesker, men over al Slagtning var der en Uhygge som hun gruet for. Ja hun følte den som noget saa hæsligt, at hun blev syk af det den Dag i Dag som i Bamdommen. Det hjalp ikke, om hendes Forstand sa hende tusind Gange at det var nødvendigt. Hvordan skulde Norge som var et Fædrift og Fiskeriland greie sig hvis alle havde slike Nerver — ak ja, hun vidste det alt, men det hjalp ikke. Det var sagtens Syge dom. Men det var den største Charme for hende ved Østens Religioner, at de regnet Dyrene

[181]

med i sit femte Bud. «Du skal ikke slaa noget levende Væsen ihjel» Men hvad hjalp alle Bud! Nei, det var ikke godt at faa Sam- menhæng mellem Følelser og Liv, men enhver fik værge sig som bedst han kunde. Nu var hun jo saa lykkelig, at hun ikke behøvet at ta dette paa sig.

Man maatte forhærde sig hvis man vilde leve i Verden. I alle Tilfælde kunde det ikke nytte at snakke om det som var vanskeligst for en.

Og hun var glad, naar Dagene gik i Arbeide og Omsorg for alt, saa hun kunde gaa i sin Seng med værkende Lemmer, saa træt at ingen Tan- ker holdt hende vaaken. Der var jo nok af Tanker som skulde holdes borte.

Hun eiet en hel Verden at stille op mot Fienden, en ærlig Vilje og en Stolthet som faa — men ak, der var Tider da hele hendes Arse- nal laa der som en Askehop, og hun sank sam» men i sig selv uten Kraft til Motstand.

Men det skulde overvindes.

— Naar hun gik over Skogens Blomstertæp- per og saa Himmelen blaane mellem Træerne som lyse, klare Bameøine, og hun hørte Sangen og den evige Susen i Træernes Kroner, kunde hun et Øieblik gli bort i det hele og føle sig let og fri. Og hun tænkte glad: nu er det over! Jeg har jo alt som er deiligt i Verden. Jeg har jo mit Barn, —

[182]

Men Troldet med de hundred Hoveder var der igjen, før hun vidste Ordet af.

Da flygtet hun i Angst og Vaande til Kaare, klamret sig til ham og søkte at læse i hans Øine om hun var rigtig, rigtig uundværlig. —

— Ilden var ved at gaa ut, der gled Skyg« ger for hendes Øine og det blev saa underlig koldt om hendes Hjerte.

Men en Stund efter kom Kaare for at si Godnat; da flammet atter Ilden paa Elis Aare, og Stuen laa i Guldglans som før.

Saa bredte hun Tæppet over ham og kysset hans Pande og hans smaa lubne Hænder: «Godnat kjære, kjære min Gut! Godnat og sov delligt»

Og to smaa Arme klemte hende saa hun fik Taarer i Øinene.

«Godnat Morl» Og saa en Smeldkys. Men saa var det ogsaa slut med al Sentimen» talitet, og han sang op: «Godnat Marja, God nat Kjyra og alle de underlige Dyral Godnat, Godnat hele Verden!» Han var saa «lysende vaaken» og kunde næsten ikke ligge stille for bare godt Humør.

Og Eli gik fra ham og tænkte:

I det har jeg seiret. Han er som en Fole paa Fjeldet, sund og lykkelig.

Og hun var taknemmelig i sit Hjerte og fuld af Fortrøstning og Haab for sit Liv.

[183]

Hans Barn.

t paa Vinteren kom et Brev med mange Poststempler til Ek.

Hun grep det begjærligt og hendes Hjerte stod stille i hendes Bryst. — Men det var jo slet ikke hans Haandskrift. Hvor kunde hun ogsaa tænke det. Ville det. Det maatte jo være som det var. Han var korrekt i det.

Aa men hendes Hjerte var kommet til at skjælve saa. Hun satte sig ned og sank sam men i Skuffelse, ganske viljeløs, og Taarerne sløret hendes Øine, Og det var ct Øjeblik som om hun kjendte hvordan der grov sig dype Ryn« ker i hendes Ansigt.

Hun blev ræd for sig selv og tok sig sam men med al sin Kraft.

Brevet var fra Marie. Marie som havde været taus saa længe, og som hun havde været saa ængstelig for. Hvad var det nu? Hun havde git hende hans Adresse i Rom. Havde hun set ham? Hvad vidste hun om ham?

[184]

Over Brevet stod der med store kraftige Bokstaver: Eli!! Det var som hun fløj hende om Halsen. «Elill

Det vidundeslige er hændt! Nu vet jeg endelig noget om de Ting jeg før talte om i Blinde.

Nu vet jeg noget om Kjærligheten!

— Han ligner ikke min Rumænier; han ligner ingen. Han er blond med Seierherresmil om blodfulde Læber. — Ja Eli, du kjender ham jo, du har jo selv ført os sammen.»

Eli blegnet, og der blev mørkt omkring hende. Hun krøllet Brevet sammen og gik ut af Stuen som en Søvngjænger.

Ut mot Skogen. Tok af fra Veien og ind mellem Træerne. Der laa en Furu, som Stormen havde fældet. Hun satte sig paa den barkete Stamme og trak Veiret dypt som for at samle Kræfter. Tok saa Brevet frem igjen og foldet det ut med skjælvende Hænder.

— «Naar jeg holder mit Løfte og skriver til dig, saa er det ikke fordi jeg synes man skal holde alle letsindige Løfter, men fordi jeg har noget at be dig om.

Du vet det var min Vilje, at jeg vilde være alene om mit Barn, helt ta Ansvaret for det. Og det vil jeg ogsaa. Men for dig vil jeg til- sta en liten Ting — fordi du er min Ven, og

[185]

fordi du er Kvinde og vil forstaa mig. — Jeg er ikke længer fuldt saa modig. Jeg føler mig lidt ensom nu, da han er borte. Ja, Eli, jeg længter virkelig efter Manden, rent ut sagt. Er det ikke latterligt. Kompromitterende og nedværdigende! Han maa aldrig faa vite det selvfølgelig — men jeg tror ikke længer, at Bar- net blir mig nok. Alt er blit anderledes. Jeg kjender mig ikke selv igjen. Jeg føler Trang til Hjælp, til Beskyttelse. Jeg synes hver Time paa Dagen, at jeg har Bruk for ham, at han maa være her og holde min Haand, naar de smaa ængstelige Stunder kommer, og staa som et Skjold foran mig, naar Verden blir næsvis. For det er den undertiden. Og min Foragt er ikke længer saa absolut, at den beskytter mig tilstræk- kelig. Jeg er blit saa kjedsommelig ømskindet.

— Ja ogsaa vet du Haandkufferterne og alt denslags; jeg er simpelthen doven.»

El syntes hun saa det lille undskyldende Smil som Marie saa pludselig kunde forskanse sig bak, naar hun et Øieblik havde blottet sine virkelige Følelser. Under det sikre Verdens damevæsen var hun blyg og genert indtil Syke- lighet.

«Men naar han ikke selv... . ja jeg vil jo at alt skal være som det er altsaa — selvs følgelig.

— Men — la mig bekjende det for dig — alle mine Theorier er ved at gaa fløiten, 12 — Hulda Gubrg:

[186]

jeg er sentimental som en tysk Pensionats- pike. Eli! hvad skal jeg gjøre? Det er Sygdom, ikke sandt. Det gaar over. Men for Øjeblikket kunde jeg synke ned til at strikke ægteskabelige Strømper og sy de ydmygeste Knapper i hans Tøi.

Der er med andre Ord absolut ingenting igjen af din gamle storartede Marie — — —

Men altsaa, han maa aldrig vite det, hvis ikke . . . nei, han maa aldrig vite det. Jeg har selv valgt, og jeg er jo lykkelig.

— Og nu hvad jeg vilde be dig om. Jeg ber ellers ikke gjerne Venner om noget, de er som Regel bedst naar man ikke har alvorlig Bruk for dem. Men jeg tror ikke du er af dem som blir distraite og faar det saa voldsomt trav velt strax man ber dem om en Tjeneste.

Altsaa: Jeg vet jo, at du er skilt fra din Mand og bor i Hans Holdts Bygd med dit Barn, sa Ek, hvor jeg har tænkt paa dig og havt ondt af dig! Og nu er jeg blit en slik Klut, at jeg synes det vilde være en Trøst at være nær de Steder hvor mit Bams Far har levet.

Altsaa likeut sagt: kan du finde mig et Sted? Helst nær dig. Men synes du det er vanskeligt, saa længer bort. Men ikke for langt. Forstaar du mig? Ja, jeg vet at du gjør det —

Jeg er naturligvis, og vil bli, helt fremmed for hans Familie der, hvis ikke . . .

[187]

Men han kommer altsaa ikke. Og alt blir som før. Det var min Vilje. Og saa blir det.

Du forstaar, at jeg vil være dig evig tak nemmelig, om du svarer mig snart. Jeg maa i Ro fra Vaaren af.

Eli, du vidste saa meget om Kjærligheten. Hvorfor?

Det skal du engang fortælle mig.

Din gamle Marie.

Om Kvælden stod Eli i Vinduet og stirret ut i den stjerneklare Nat. Dalen laa i Eventyr- glans fra de tusind Himmellys, og det var saa stille, saa stille derute.

Kaare sov i sin lille Seng, og paa Skrive- bordet brændte den lune Arbeidslampe med Skjærm af pressede Blomster. Hun vilde skrive, men hun kunde ikke, Hun vilde ogsaa gaa ned til sin Far, men det var for sent. Han kunde kanske si et Ord, som der var Mening og Hjælp i Ikke bare for hende selv, men ogsaa for Marie. Og for hans Barn,

Hans Barn!

Som en Søvngjængerske gik hun hen til Skrivebordet og satte sig. Der laa et lite gult Hefte opslaat. Paa Titelbladet slynget en Lotus blomst sin Stængel om Buddhas Navn, og ne denunder stod en hvit Elefant over Svastikategnet — det evigt drivende Hjul.

[188]

Hun havde begyndt at læse i- denne Bog for?de vakre Symbolers Skyld, men snart blev hun grepet af Poesien og den høie rene Luft i disse gamle Taler. Hvert Ord var som et fjernt Ekko fra hendes eget inderste Væsen. Sin Naturfølelse, sin Rædsel for Blod, sin instinkte mæssige Soldyrkelse, og den Pessimisme som hun kjæmpet med paa Bunden af sit Væsen, alt"fandt hun igjen der, utformet i skjønne, rolige Ord. Som en evig glidende Strøm fløt de'fra den Ophøiedes Mund, og der var en for- underlig Hvile i dem.

Ved et lykkeligt Tilfælde havde hun faat i sin Haand den klare, faste Kjerne til Buddhis, mens taakede Systemer. Og hun oplevet noget af det samme som da hun første Gang bevidst læste Bjergprædikenens enkle Ord. Menne skene gjorde alt saa vanskeligt med sine Sys stemer. Summen af alle Religioner var jo: vær god!

Og hvor gjerne vilde hun ikke være god. Men der var Ting som var over Evne. Hun klemte Hændeme fast om sit Hoved og ha sig frem over Bogen: Nei jeg kan ikke, jeg kan ikke det!

Og det hulket i hendes Hjerte.

— Hun sat og stirret ind i sig selv til alt gled ut i Taake. Hendes Hjerne var saa træt, saa træt.

Om en Stund tok hun rent mekanisk det

[189]

lille Hefte og begyndte at læse igjen. Men hun fattet ikke Ordenes Mening. Da var det med engang som om en Haand holdt hende fast.

Hun stanset og læste om igjen. «Falske Haab beruser som stærke Drikke; Rusen svinder snart bort, og du sitter kvalm og syk tilbake.»

Ja ja, det var de falske Haab, som maatte rives ut af hendes Bryst. De var hendes sidste Smerte.

«Sandheten er, at Lidelsen kan overvindes. Jeget er en Feber. En Drøm. Men Sandheten er sund og ophøjet. Sandheten er evig»

Ordene gav en forunderlig Gjenklang ihen- des Sjæl. Det var saa stille omkring hende og Strofer af en gammel enfoldig Sang kom hende paa Læben.

«Det er saa stille og saa tyst i Himmel og paa Jord; / vær ogsaa stille i Bryst, du Flygtning som der bor»

Der var Fred overalt. Bare i hendes Bryst var der Uro. De falske Haab flakset som vilde Fugle derinde.

Det var saa svært at overvinde Jeget. Jegets Feber jog endnu gjennem hendes Blod som Ild og isnende Bølger. Drømmen var endnu levende i smaa stjaalne Stunder.

Men, «alt er forgjængeligt! Sandheten (er evig»

Aa men var ikke Sandheten netop den evige Livsvilje i os, Kjærligheten med sin Glædelog sin Gru!

[]

Eli ha sig igjen fremover Bordet og bad at Livsviljen i hende maatte dø.

Og før hun ut paa Morgensiden gik tilsengs havde hun skrevet følgende Brev til Marie:

«Kom. Jeg skal berede dig Sted. Nær hans Hjem. Et Sted, hvor du kan ha det godt med hans Bam. Helene skal herop, hun henter med Glæde, det vil være praktisk og hygge ikke sandt. Vil du det?

Jeg er glad at ogsaa du lærte noget om Kjærligheten; den Lærdom kan aldrig bli for dyrekjøpt.

Min Kamp er over; jeg har det godt med min deilige Gut —»

— Eli havde endnu en Kamp at bestaa med sig selv før hun sendte Brevet. Men da det var sendt blev hun fuld af Spænding og Utaalmo- dighet efter Svaret. Hun stod som en fremmed og stirret ind i sit Væsens Gaader. Med For færdelse følte hun, at hun var fuld af Længsel efter at se hans Barn, mens Marie likesom gled ut af hendes Bevidsthet.

Ja, hun maatte se hans Barn og holde det i sine Arme, om hun skulde graate sit Hjerte til blods over det.

Men der gik Uker, og der kom intet Svar. Eli var syk af at vente. Hvad var der iveien! Og hun blev fuld af Angst for ham, for hans Barn og for Marie. Men tilsidst var hun ræd- dest for sin egen Længsel. De to havde det

[191]

vel godt, siden Marie ikke længer havde Bruk for hende.

Men hvorfor skrev ikke Marie? Hvorfor satte hun hende paa denne Prøve —

Vinteren gik, og hun hørte fremdeles intet.

Saa havde de det sagtens godt de to —

Det var igjen Sommer. Eli gik i sin Have med Brita Sørli og viste hende sine nye Anlæg.

Brita var en vakker 60-aarig Kone, værdig og fin i al sin Færd, Det store hvite Skaut stod som en Glorie om det renskaarne Ansigt og gjorde det saa ungdommeligt og lyst, og den hjemmevirkede sorte Kjole var enkel og staselig. Foran de lange trange Ærmer og i Brystet kom den hvite Skjorte med de fine gamle Broderier tilsyne, og hendes eneste Smykke var en stor graa Sølje, et Arvestykke af Bygdens bedste gamle Sølvsmedkunst. Eli syntes altid Brita var klædt til stor Fest i al sin Enkelhet.

De saa paa Blomsterne og det nye Drivhus langs Stuevæggen. Der var meget som var nyt for Brita, og et og andet havde hun Lyst til at prøve paa Sørli. Sverre var en Foregangss mand i Havebruk som i saa meget andet i Byg+ den. Ellers var det nu Dyrene først og sidst paa en Gaard,

Men nu blev det vel snart raadløst at ha Dyr, eller i det hele være Bonde længer. Der

[192]

var ikke Arbeidsfolk at faa siden Anlægget blev færdig nede i Viken, og Folk solgte Jord og Skog fort væk. Og mange sat alt paa bar Bakke efter faa Aar. For Pengene de gik snart, naar en ikke længer havde Fjøset at leve af. Og med Fjøset strøk Heimehugnaden fra Gaarden. «Det er ikke Heimar lenger i Viki, det er berre Villaer og Hotell,» sa Brita. «Sjaa no Kersti Trøen som selde Garden sin for ein Spotpris og kaupte seg Villa og Pianoforte. Ho var ikkje van med Pengar og trudde ho var rik vorte, ser du. No er Huset seld og eine Dotteri gjeng som ei Faame millom Folk. Ho fekk eit Barn med ein fin Mann dernede og greidde ikkje Suti og Skammi. Ho vart sjuk. No vil ho helst ganga paa Kyrkjegarden og leite etter Baane sitt, som døydde. Men sume Gonger trur ho, at ho er Kristus og lagar seg Torne- krone af Lauv og Bar»

«Men han?» Eli saa spørgende paa Brita.

«Han er longe burte. Der er full Fridom for slike Farkar, er det likt.»

«Er det ikke Marit hun heter?»

«Jau I otte Aar hev ho gjenge slik no.»

I otte Aar. Eli var het. Hun vendte sig bort. Det var en Tid, da hun ofte hørte Marits Navn nævne. Den første Tid hun kjendte Runge.

Hun bet Tænderne sammen og jaget Tanken fra sig med en Viljeanstrængelse. Hvad kom det hende ved — nu.

[193]

Brita fortsatte sin egen Tankegang. «Me er ikkje vane med slikt her i Bygdi. Den Guten som fær eit Baan tek det paa seg. Og kan han ikkje flytje Gjenta heim strakst, so vert ho og Baane verande hjaa dei gamle paa eine Sida til so lenge. Korkje Baane hell Mori lid for det.

Men me hev stelt os ille her i Bygda no; det er mangt me hev slept innpaa os, som me kjem til aa svida for. Gardane vert øydde; dei unge vil ikkje vera heime lenger, og dernede vert dei øydelagde.»

«Du liker ikke alt dernede i Viken, du, Brita»

«Aa nei, det er langt fraa det. Sumt godt er der vel kann hende, men ein kan kaupa Gull for dyrt og. Alt me skal ha vert so kostbart, at det er raadlaust. Sume hev tent godt paa Skogen, men no er han uthoggen, og daa vert her ingi Hamn lenger heller. Og Jordi er seld for inkje aa kalle. — Var det enddaa so, at Pengane vart i Lande, men no gjeng kvar Skilling i Lummane til Utlendingane, det har mar os mest. Det er Skam og Skade paa al Vis, slik som me hev stelt os.»

Oppe ved Huset kom Doktoren, Præsten og Fra Bøhme, Præstens Søster, som havde slaat sig ned hos ham efterat hans missionsvenlige Frue var død.

Fru Bøhme var en svær blond Dame i 50 Aarsalderen, munter og mandhaftig og utrættelig

[194]

i at dyrke sin, Bror, som hun i mange Aar havde vært skilt fra.

De vinket muntert og ropte Goddag!

Fru Bøhme saa beundrende paa Elis lyseblaa Kjole med den gamle Kniplingskrave og hun havde strax en Versstubb parat.

«Se — der voxed Buxbom og Krusemynt,

men Fruen var dog Havens alsomdeiligste Pynt»

Eli takket leende, og Præsten var med en Gang inde i Stemningen.

«Ak ja De,» sa han og trykket Elis Haand, «slike Digt som «Henrik og Else», de er gam meldagse de nu. Men er det ikke vakkert da De: «men Pigen var dog Havens alsomdeiligste Pynt!» Er det ikke som du ser hende for dig, vandrende mellem de høie Buxbomhækker. Saan en ung vakker Kvinde, det er en herlig Herrens Gave, det, ser Del»

Fru Bøhme lo: «Ja Broderchen, du havde sikkert Lyst til at plukke dem som andre Blom- ster du»

Præsten nikket blid: «Ja ja — man faar da Lyst til at ta dem om Halsen ialfald,»

Dermed la han Armen om Elis Hals og lo en hjertelig Kluklatter over sig selv.

De satte sig paa Svalen, hvor Thekjelen stod og surret over et lite blankt Trækulbækken. Og der var dækket et Bord med nykjernet Smør, Honning, Syltetøi, og varme Munker; store friske Citroner lyste mellem grønne Bregner paa

[195]

den hvite Duk, og en Krans af Bækkeblom laa om Munkefatet og skinnet som Guld i Solen.

Eli havde bare et Par Gange truffet Fru Bøhme hos Præsten. Men hun likte hende med en Gang, og det var gjensidigt. Eli savnet ogsaa undertiden en Dame, som hun kunde snakke med om de mange Ting som laa utenfor Bygdefol- kets Interesser, men som nu engang var blit en Del af hendes Liv.

Hun følte det ofte saa uendelig vanskeligt ikke helt at høre til noget Sted. Og hun ber gyndte at forstaa sin Fars Kamp. At han havde slidt med sig selv og sit Liv, vidste hun, men hun stod ham længe saa fjernt og han var hende en Gaade i saa meget. At de nu var blit Ven- ner, var en stor Glæde for hende. En Glæde som hjalp hende over mange onde Dage.

Fra Bøhme slog ut med sine Hænder som om hun vilde ta alverden ifavn: «Her er jo delligt, Fru Rungel Det rene Paradis» De satte sig om Bordet, og hun fortsatte: «Jeg tror det er det ravgaleste Menneskene gjør, at de farter slik omkring bestandig. Tænk vi elendige Byfolk som aldrig bor, bare kastes vægimellem ustanselig. Ogsaa blir vi like lei af os alle Ste- der, ogsaa reiser vi og raser som gale. Men man maa ikke indbilde sig at man ustraffet river sine Røtter op ustanselig. Ak nei, slik en fast Flek skal man ha!

Jeg har tænkt adskilligt over Ordet «Hjemve»

[196]

disse Aarene jeg har fartet om i Verden. Vi «civiliserede» Mennesker søker at kultivere al Hjemfølelse ut af os; men ethvert Menneske har den. Det er med os som med Planter som rives op stadig og sættes i ny Jord. De sturer og sættes tilbake for hver Gang, og tilsidst dør de, uten at ha faat utfolde sig til det de skulde.

Derfor er ogsaa vi moderne Mennesker blank- slidte til bare Nerven. Der er en Hovedting, som mangler os, og det er Ro»

Præsten lo. «Ja du har let for at snakke du, Therese — tænke sig dig rolig! Ikke et Minut er den Damen rolig, Fru Runge, tro De mig»

«Nei jeg, Herregud jeg er jo netop slikt et forfærdeligt perpetum mobile, til Skræk og Ad- varsel»

Doktoren og Præsten fik sine lange Piper op af Baklommen, her hos Eli var de som hjemme. Her kunde de ta sine Vaner med.

Da trak Fru Bøhme til alles Fornøielse en fin Merskumspipe op af sin store Skindpose, og Præsten ropte: «Se se, Fru Runge, den kommer ellers bare op hos de aller intimeste Venner. Det er et Tillidsvotum» Og Fru Bøhme sa leende at det var det ogsaa. «Røker De slet ikke, Fru Runge?»

«Jo samen. Men bare Cigaretter, og det har jeg ikke her.»

[197]

«Da faar De følge de andres Exempel, Fru Runge, og faa Dem en Pipe. — Ja for Brita har sikkert ogsaa noe Underfundighet i Baklommen, hvis jeg kjender hende ret,» sa Præsten, «ikke sandt?»

Brita smilte og tilstod, at hun gjerne tok en Røyk. Men helst om Kvelden ved Aaren. «Og helst naar ingen ser det, veit du,» lo hun.

Ingen maatte være ved at de røkte Snadde før de var endnu ældre, men der var no slik «Hugnad» med ei Pipe.

aHugnad jal» så Præsten og drog et langt Drag af den nytændte Pipe. «Den er det lite af for de hjemløse. Da du snakket om Hjemve, Søster, mindtes jeg en rørende Sang om en ung Høvding fra Delagoa, som de hvite Rovdyr tok bort fra Kraalen og Skogen som han elsket og sendte til et fremmed Land, hvor han døde af Hjemve:

O ve dig arme Mahazul

den hvite Mand kalder psa dis.

Hvorfor kalder den hvite Mand paa dig Mahazul? O ve dig arme Mahazul,

Han kalder paa dig for at ødelægge dig

og føre dig til Mosambique.

At flytte et Folk er den bedste Maate at dræpe det paa, det har vi hvite Røvere forstaat.

«Ja» sa Brita stille, «fekk eg ikkje vera i Bygdi mi, daa vart det vist lite Hugnad ved Live. Her er eg fødd og her trivst eg»

[198]

«Endda du har havt Sorger nok her, Brita» sa Præsten.

«Aa ja Sorgi naar ein alle Stader. Men det er saa underleg med Sorgi. Den som hev havt mykje Sorg lærer aa skilje stort fra smaatt, og det er ei stor Vinning»

Brita havde mistet en voksen Søn, og hun havde en Datter som i 16 Aar havde sittet lam i en Stol. Sørlislægten var gammel og trængte nyt Blod, sa Folk. Men alle Britas Barn var sjelden vel utrustet i aandelig Henseende.

«Men med Sigrid er det underlig,» sa Eli, «hun siger at Tiden gaar ikke, den springer, endda hun maå sitte slik Aar efter Aar. Det er vel det, at hun er saa flink med Hænderne sine.»

«Aa ja, 22 ja» sa Præsten fornøiet, «alle de vakre Baand og al den deilige Kvitsaum Sigrid laver; det maa du se engang Søster, for det er Kunst, det, ser du. Og saa alle de Bøker hun læser —»

«Ja det er rart med Arbeide,» sa Brita, «eg vert altid roleg til Sinds, naar eg kjem i Fjøse eller ut paa Marki um Morgenen.»

«Ja det at komme op om Morgenen, De» sa Præsten, «aa slik en tindrende frisk Morgen, naar Duggen glitrer i Sola og der gaar Regne buer gjennem Græsset! Og Fuglene synger som et saligt Himmelkor, og Kuene kommer hum- pende ut og bader de bløte Mulene sine i den vaate saftige Kløver! Dellig, deilig er det! Det

[199]

er ugudeligt at ligge i Sengen, mens Vorherre tænder Dagens Festblus for os utenfor.»

Doktoren stønnet utaalmodig: «U£ ja, du har evindelig Ret i det; det er ingenting jeg angrer mere paa end alle de Morgener jeg har mistet i mit dumme Liv. Det er jo Sola vi lever af i al Evighet. Vi fødes paany hvergang Sola staar op. Den som gjør Nat til Dag lever paa Kapitalen, og det er dyrt. Men se det begynder vi med her i Bygden ogsaa nu; nede i Viken gaar det livlig til om Natten. Nu er det «Opstivere» og «Appetitvækkere» at faa i hver Gaard, Grauten og Havrebrødet glir ikke saa let ned længer, nu maa der kruses for Gas nen med fin Mat til Tændeme falder ut af Munden paa dem allesammen! Dere skulde set for 30 Aar siden, da jeg kom hit, da var der Folk som kunde tygge Graasten med Tænderne sine. Og slikt Humør, Husker du dengang Brita?»

Jo Brita husket det sagtens.

«Ja men saa blir dere Doktorene saa flinke da, ser du» sa Præsten leende. «Dere flikker og pudser og lapper og danderer, saa det er ikke levende Fred at faa hverken for Bakterier eller andre Trold længer.»

Ja det er Ulykken, havde jeg nær sagt» lo Doktoren. «Vi er saa flinke, at Folk tror de kan leve som de vil snart. Men det er ganske rigtig, det er bare lappe og pudse vi kan, og

[]

det er bare det Folk vil ha. Prøver en af os at hjælpe nogen til at leve saa han blir frisk, saa gaar de fornærmet bort. Det er Kvaksals vere de vil ha, og saa faar de det. Bare vi smører dem ind med Salver og hælder i dem Draaper, saa er vi dygtige, og gode»

Eli lo: «Ja Far, du har da sandelig forstaat at skaffe dig af med dine Patienter.»

«Ja Gudskelov. Fred med dem som gik. Jeg har endda nogen igjen som jeg tror jeg kan gjøre lidt for»

«Jeg synes her er et Paradis, selv i Viken, jeg,» sa Fru Bøhme; «der hvor jeg kommer fra var Bundfaldet saa tykt, at hverken Doktor eller Præst forsøkte at komme igjennem det. Alle de hjemløse Bam jeg har været Lærer for! Og alle de sultne Øine jeg saal Pfui! Jeg ønsket under- tiden en ny Syndflod.»

«Ja» sa Eli tankefuld, «jeg har snart bare en Post paa mit Program, og det er Sol og et sundt Morsbryst for hvert Barn som fødes, det vil si en liten Flek Jord, Plads til et Hjem, hvor lite det er»

«Ja, jeg er saa enig med Dem,» sa Fru Bøhme, det er det eneste Program som der er nogen Mening i — foreløbig. Man maa ha Grundmur før man bygger Taam.»

«Ja vi glemmer at der er noget som er hel- ligt» sa Præsten, «Gud hjælpe os saasandt.

[1]

Hjemmet er skapt af Bondesamfundet; i Byerne er der ikke Plads for Hjem, og hvor der ikke det er, blir Ægteskapet en Meningsløshet»

«Ja der burde heller forsøkes med noe saant som Kvinderov eller Fælleseie eller noe slikt,» lo Fru Bøhme.

«Ja, eg trur no me hev det bra her» så Brita, «um det sagtens kan vera mangt som er gale her og. Noko lyt det vera veit du; det er no ingen som hev lova os noko Gjestebod, som Marja segjer.»

«Nei, det er ingen som har lovet os noe Gjæstebud, nei; det er det ene visse det Brita,» sa El.

«Det høres nu saa stygt pessimistisk ut,» sa Præsten, «jeg synes der er lovet os meget, jeg, og der er holdt endnu mer. Er det ikke deiligt i denne brede, lyse Bygden da! Naar Baatene kommer over Fjorden om Søndagsmorgenen fulde af festklædte Kvinder med hvite Skaut og Sola lyser i Belter og Bringelauv, da fryder mit Hjerte sig, og jeg tænker: at ikke alverdens Malere en Gang i sit Liv skal faa se et slikt Syn. Kirken hvit og ren og deilig med sine gamle gotiske Buer og sin vakre Silhuet mot Himmelen — ja slik som den ligger, De! Og Præstegaarden nedenfor med Barlinden foran Svalen og alle Havens Trækroner som en Him- mel over. Og Jasminen og Caprifolen og Ro- seme.

15 — Hulda Guo: El

[2]

At der kan være noe saa deiligt dal Ogsaa Brudefølgerne, naar de kommer med Kronebrud og Felespill» Han foldet Hændeme og de smaa blaa Øine var fulde af Taarer. «Saan en Dag paa Forsommeren, De, naar de kommer og Epletræerne staar fulde af Blomster som den «rosenfingrede Dagning». Ja ja, da takker jeg Gud, fordi jeg fik leve i dette rike, rike Landet. Tænk vi har Raad til aa være troskyldige og staa i Baatstoen og sætte Kroner og Skaut og lysende Ringer paa os før vi gaar op i Guds Hus, De er saa usigelig rørende disse Scener paa Stranden nedenfor Præstegaarden. Eller i Kirkestuen om Vinteren. Alt er saa barnsligt og aapent og hæderligt. Aa for en Rigdom! For en Glæde at sel»

«Ja det er Lyset!» ropte Doktoren. <«Saa- længe man lever i Lys er alt godt.

Men nu maa en slaas med Bakterier og alslags Djævelsmagt istedetfor at veide Løver i gyldne Skoger. Fy for Pokker! Men der kom mer vel snart en Dommedag»

«Ja en liten Verdensbrand vilde vist være velgjørende snart; Revolutioner hjælper ikke, ialfald ikke dem som mest trænger det. — Men se der er Sverre og Kaare!»

«Eli nikket ned imot Haven: «Se Brita, for nogen Gutter vi har!» Og to stolte Mødre mødtes i et varmt, taknemmelig Blik.

[3]

Ja de tar sig ut i Landskapet,» sa Fru Bøhme, «og Fela har han med.»

«Ja Kaare og Fela,» sa Brita stille, «det er det gjildaste Sverre hev no.» Og hendes Øine søkte Elis Ansigt. Men Eli havde vendt sig bort.

Kaare vinket med en Blomsterkvast. «Du Mor!» Han havde ikke Tid til at hilse næsten. «Du Mor, vet du, hvad Sverre har fortalt mig! Tænk han fandt en Frosk som Ijaaen havde saaret i det ene Benet. Og saa tok han den og satte den under en Stikkelsbærbusk og gav den Mat hver Dag, Fluer og slikt. Og nu kjender Frosken ham og rugger saa koselig paa sig, naar han kommer. Og saa tar den Maten med en rar, lang Tunge som den likesom slaar ut. En liksom dobbelt Tunge, skjønner du. Og den har saa pene Øine, siger Sverre»

Eli lo og tok ham ind til sig, men kunde ikke komme til Orde, det var endda mer han havde paa Hjerte. «Men Mor hvad er dette for en Blomst? Det vet ikke Sverre. Tænk Sverre vet ikke, hvad Blomsterne heter. — God dag Bedstefar — sel»

«Det var da rigtig godt at det er noe ikke Sverre vet ogsaa,» lo Eli. — «Det er en deilig stor Marihaand. Se den har slik en rar Rot, likesom to Hænder. Og den ene er mørk og den anden hvit. Ser du. Sagnet siger, at den mørke er Djævelens Haand og den hvite Jom- fru Marias. Men Hemmeligheten er nok at den

[4]

mørke er den gamle Roten og den lyse den fra iaar. Næste Aar blir den mørk. Og se hvor vakkert og regelmæssigt Bladene vokser ut til Siderne. Og Stængelen rank og stærk med den violette Blomsterkvast som smaa fine Orkidcer i Toppen»

«Der kan du høre, at den var pen Sverre» nikket Kaare vigtig.

Sverre hilste paa dem alle og satte sig. Eli skjænket The til ham.

«Eg hev ikkje Vit paa Blomar» sa han, «og det tykkjer Kaare er so reint for gale. For os Bønder er Blomen mest som Ugras; me hev alle Tider stridd med han i Aakeren, det er vel det»

Det varte ikke længe, før Sverre maatte ta Fela op. Eli sat og saa paa ham, mens han stemte den og hun tænkte: han er ogsaa en blond, blaaøiet German med stærke Lemmer, men af de forædlede, som kan arbeide. Slik vilde hun ønske Kaare maatte bli. Sund, na turlig, dygtig og god med Øie og Øre for alt det fineste og mest værdifulde i Menneskelivet. En Mand. Ikke et Mandfolk med Pjolternerver og Weltschmerz. —

Sverre spilte — Slaatt efter Slaatt. Og de sat alle og hørte paa ham i dyp Stilhet. Han var en Kunstner af Guds Naade.

Kaare havde fundet sin Plads ved Mors Føtter, og han stirret paa Sverre og paa Fela

[5]

med store Øine og lyttet saa Ørene stod paa Stilker,

Fra en lys Slaatt sprang Sverre pludselig over i Marjas gamle Vise «Margit Hjukse», og El blev saa saar om Hjertet: «Ikke den, Sverre,» sa hun, «den er saa sørgelig»

«Det er so,» sa han stille, «men ho er so fin.»

Saa la han Fela paa Kneet og troldstemte. Og saa spilte han en Huldreslaatt med Stem- minger som stille Sommerdage paa Fjeldet med Sol over alle Heier og Lurlaat og Lokk fra løv- klædte Lier. Men pludselig trak Uveirsskyer over Himmelen og det brøt løs med Brak og Blod og Brand og Fossedur i dype skumle Afgrunde. Det var som han kjæmpet med alle Helvedes Magter.

Slik var Folkemusikken. Den store Glæde over Skogens Sang en Sommerdag, Høstnætters Gru og Vinterstormene som raser over Vidden, Naturens tusind Toner strømmet gjennem Slaat- terne og Folkets vemodsfyldte Viser.

Eli havde lært at høre. Folkemusikken var en ny Glæde for hende. Men den var bare for dem, som havde Hjerter at høre med. Mange som faldt i Henrykkelse over den billigste og banaleste moderne Musik fandt ingenting i Folke- musikken. De havde aldrig Tid til Fordybelse i en Stemning.

Men Folkemusikken forlangte Tid og Ro og Selyforglemmelse. Der var ingen pikante Pointer

[6]

at klappe til, ingen «stor» Komponist at tiljuble, ingen Retning eller Skole at foretrække. Man maatte la sig bortføre til de stille Skoger, til Fossestupene og de sollyse Tinder, til mørke Dansestuer, hvor Baalets Flammer kastet sin fantastiske Glød over Mennesker som gav sig Livet ivold med helligt Alvor.

Ingen vidste hvor Tonerne kom fra, eller hvor de gik hen.

De sang sig ind i et Menneskes Sjæl en Nat da Sorgen jaget det ut paa Vidden, eller en deilig Dag, da Glæden blev for stor.

En sat bedrøvet ved Fossen en Kvæld, vilde helst springe ut. Det sang saa tung en Sang dernede, Lokket og drog. Men Tonerne blev mildere og mildere og faldt som Vaarregn over hans Sind. Smeltet Isen om hans Hjerte; og det blev stille i ham,

Og han gjemte dem og bar dem videre til et andet Menneske med Sorg i Sind.

En anden danset ut en Vaarmorgen, lykkelig i ustyrligt Livsmod. Han havde en liten Hem- melighet, som truet med at sprænge hans Bryst. Og Fuglene og Træeme og Himmelens Skyer sang hans Glæde imot ham, og han fanget Tonerne og bar dem videre i en god Stund til en anden som havde en liten Hemmelighet.

Og der blev mørke Slaatter med Graat og Kvide og vilde Lidenskabers Brus, og der blev forunderlige, lyse. Slaatter med stille Ynde og

[7]

himmelstormende Fryd. Der var Toner som Ungfolers Dans over Sletterne, som Maaltrostens Tale og Lærkesang under rosenrøde Morgen skyer. Eller det lynet af Kniv og kvasse Blik, knitret af Skjæmt og kaate Satyrspring,

Men Naturens evige vemodsfulde Stemme klang under det hele som et manende mene tekel — slik som de altid tonet paa Bunden af Foølkesjælen. Uendelig ensomme Toner — Pan som hulket.

Saa stærkt klang disse Undertoner gjennem Folket i Norges stille Dale, at de maatte skape sig et eget Instrument — Hardangerfelen med de syngende Understrenge.

Eli elsket disse underlige Toner fra en anden Verden. Det var de samme Undertoner som sang sin stille Sang dypt nede i hendes egen Sjæl. De dirret som et fjernt Ekko under alle hendes bevidste Tanker. Et Ekko fra noget halvglemt — eller et stadig stille Varsel om noget som laa foran hende. Hun vidste ikke hvad, det var der bare som en evig Uro under alt

Ja, hun elsket Hardangerfelen for disse under- lige Toners Skyld. Og naar Sverre spilte, syntes hun aldrig hun havde forstaat nogen Musik slik. Kanhænde var den naiv, for hende var den fuld af dyp og ciendommelig Stemning, uendelig rik og possifyldt og ofte saa forunderlig filosofisk tillike.

Saa alvorsfuldt og indtrængende talte Fela

[8]

undertiden. Selv i de gladeste Shaatter var der ofte en dyp, resigneret Livsvisdom.

Hun husket enkelte deilige Stunder i de store Konsertsale, da hun gled ut i skjønne Syner og tænkte saa lykkeligt og godt. Men saasnart hun kom til at se paa alle Menneskene omkring, var Stemningen brudt. Og meget af den store Musik lot hende kold, den havde intet Bud til hende; hun «forstod» den ikke. Men Slaatternes og Visernes enkle, stærke Tale fors stod hun. De sang hendes Sørger og hendes Glæder, hvisket hendes lønligste Tanker, gav Vinger til de hemmelige Haab i hendes Sind. Men undertiden blev hun ræd dem. Der var Shaatter med Kulde og Gru fra mørkrædde Sjæles Helveder, Slaatter med Forbandelser og Blod og Hevn. De vakte slumrende Vilddyr i hendes Væsen, Vilddyr som skulde overvindes.

— Eli stod ved Vinduet og saa ut, da de var gaat. Det var saa stille i Dalen. Ingen Røk af Piperne, intet levende Væsen at se.

Hun gled ned paa Stolen og stirret ut mot de blaa Fjeld. Natten var bare en graa Skum- ring, et Slør som sænket sig let over Mark og Eng.

Maaltrosten snakket saa ivrig oppi Skogen Ropte og fik Svar. Hun hørte den saa klart gjennem det aapne Vindu —

Med et stille Suk reiste hun sig og gik ind til sin Ensomhet.

[9]

Vilde der aldrig bli Ro i hendes Sind?

Ak nei, der var jo ingen som havde lovet os noget Gjæstebud. Det gjaldt at lære Livets Kunst, saa man var passelig træt til den store Hvile.

Utpaa Høsten kom der Brev fra Runge at Kaare nu maatte komme til Byen paa Skole. Han kunde ikke gaa derute paa Landet og ingenting lære. Hun maatte tænke paa hans Fremtid.

Eli blev het, hun havde ventet med Angst paa denne Stund. Hun følte, at nu kom det værste. Men hun skrev rolig tilbake, at Kaare for sin Alder havde lært meget alt, og at hun fremdeles skulde sørge for hans Utdannelse saa samvittighetsfuldt som muligt. Han maatte bare forstaa, at slippe ham fra sig kunde hun ikke. «Han er 8 Aar nu, men tag og sæt ham overfor en af Byens Skolegutter paa samme Alder, og jeg vet han skal hævde sig. Hans Sanser er skarpe og vaakne, hans Fornuft saa utviklet som nogen kan forlange. Og han lærer at arbeide. Han er aldrig ledig. Han har sin lille Have, som han allerede forstaar sig ganske godt paa, og han gaar i Skogen med en af Byg- dens bedste Mænd om Vinteren og lærer at se og høre. Men først og sidst: han er frisk og lykkelig»

[]

Og hun bad Runge opgi Tanken om at ta ham til Byen.

Men hun havde ham jo af Faderens Naade og i al god Morals Navn maatte ikke hans Opdragelse overlates til en Mor, som engang var reist bort med en fremmed Mand. Runge gav sig ikke.

Eli kjæmpet som en Løvinde; men Faderen havde Retten. Hvad hjalp det, at hun ikke fattet denne Rett. Hun havde bare ét at gjøre. Det maatte prøves det med.

Og saa muntert hun kunde meddelte hun Kaare Afgjørelsen og hjalp ham over den første Sorg. Men inderst inde i hende jamret det: jeg mister ham, jeg mister ham! Jeg mister dem alle!

Og hun husket Bedstefars Ord:

Alle blir alene tilsidst.

Ja, alle blir alene tilsidst!

— Men et Par Dage før Elis Far skulde reise med Kaare, kom der Telegram, at Dr. Runge var død af en Blodforgiftning som han havde paadraget sig under Eksperimenter.

— Da blev det stort og stille omkring Eli og hun tænkte: der er en Retfærdighet i Verden —

Men da hendes Far kom tok hun ham om Halsen og hvisket: «Far, synes du det er for- færdeligt, at jeg er gladl»

Han svarte rolig: «Nei Barn, jeg synes det er naturligt»

[211]

Nu havde hun sit Barn trygt og helt, ingen kunde skille dem før han blev saa stor at Livet tok ham.

Og hun fyldtes af en Taknemmelighet som for en Stund lot hende glemme alt andet.

Det var en varm, deilig Dag lidt senere. Fru Bøhme kom om Eftermiddagen til Eli ganske uventende. Spurgte efter en Tobakspung, som Præsten trodde han havde glemt der. Var den der ikke? Nei, det lignet ham. Han vidste aldrig hvor han gjorde af Tingene.

Eli syntes Fru Bøhme var lidt nervøs og urolig; men hun var jo altsaa ikke af de rolige, hvor meget hun saa ut til det.

De gik og snakket.

— — «Ja ser De, Fru Runge, det er nu egentlig slet ikke saa farlig at bli gammel. Nu har jeg passeret det skarpe Hjørne, og jeg har jo hat et og andet jeg ogsaa — hvem kan ikke præstere et lite Havari — men allikevel: det har været 50 deilige Aarl»

Eli saa beundrende paa hende. «Det er storartet.»

«Hvad er storartet?»

«At man kan si slikt — og mene det. For jeg tror De mener det»

«Ja jeg mener det — gudskelov. Jeg tror idethele det er som en af Livet noksaa mis- handlet Veninde af mig sa en Gang: Man maa

[212]

ha ønsket sig Døden hundrede Gange før man rigtig sætter Pris paa Livet»

«Det er vist forfærdelig godt sagt.»

«Ja det er det. Men hun er heller ikke noget almindeligt Menneske, kan De tro»

«Men alle disse Aarene efter . . . efter Ha variet? Alle de lange Aarene»

De har slet ikke været lange, Nei da. Siden den Gang har jeg havt mangen Morostund. Jeg har vært forelsket af og til — smertefrit forstaar De — og jeg har set paa Livet og tænkt mit. Og lidt snil har jeg været i ledige Stunder, det er ogsaa morsomt. Ja det er ikke nogensomhelst min Fortjeneste det altsaa. Det er naturligvis noe i Fysikken — Fedtet kanske, Gud vet»

«De er en rar Præstedatter og Præstesøster.» Eli smilte, plukket en duftende gul Nellik i et Bed og rakte den til Fru Bøhme.

«De mener jeg er Materialist» Hun smilte stort og lykkeligt; «Ak nei, jeg har sagtens Reli- gion nok, men jeg tror ikke paa Helvete og de syv Himler. Jeg har en liten Sisik hjemme, det er den bedste Præst jeg kjender. I min Himmel vil jeg ha med alt det jeg elsker, mine Trær, mine Blomster og mine Dyr — alt.»

«Ja De har jo saa mange Husdyr.»

«Bare slike som jeg ikke behøver at plage. Jeg liker nok bedre Vilddyr, f. Ex. Løver; for jeg synes Husdyrene stakkar er saa mishandlede — tunge og klodsete og dumme, likesom ingen

[213]

Kulturblomst kan sammenlignes med en gratiøs yndefuld Markblomst. Men, ser De, Løver er saa vanskelige at omgaæes. lalfald naar de er løse. Og bundne Vilddyr er det værste jeg vet. Ja nu maa De ikke tro jeg er sentimental og samler ind til Kattehospitaler.»

De var kommet op mot Svalen: fa Lov at tømme Vinglassene?»

De satte sig.

«Skaal dal>

«Skaall» Fru Bøhme tømte sit Glas og pustet ut. «De kan tro jeg mange Gange har velsignet Vinen. Er det ikke delligt, at der fins des noget saavidt opnaæligt som smelter Isen om Hjerteroten i vonde Stunder da, og faar den til at rinde ut gjennem Øinene. Ak ja, den gir os arme Nordboer lidt af den Solvarme vi er snydt for. Druen, ja endog det gyldne Kom, som vi laver vor ubarmhjertige nordiske Vin af, er jo bare opsamlet Sol. — Skaal da Fru Runge i»

De drak igjen og Eli sa: «Ja Vin er godt, men naar De snakker om den er den likesom endnu bedre. De er et lykkelig Menneske, Fru Bøhme, alting blir saa vakkert, naar De snakker om det»

Fru Bøhme saa hen for sig. «Ja jeg er lyk- kelig. Jeg har faat min Pipe og mit Tusculum, og jeg er saa velsignet frisk. Ja det sidste er vel hele Hemmeligheten.»

Skal vi saa

[214]

Hun sat med noget som skulde siges, men kom bare længer og længer bort fra det. Nu stupte hun sig i det; det var jo derfor hun var kommet, ikke for at snakke om sig selv.

«Men det er sandt, Fru Runge, vet De, at Hans kommer hjem.» Hun vendte sig og flyttet en Blomsterskaal nærmere for ikke at se paa Eli. «Han har ranglet op Resten af sine Penge, det Bæst, og desuten er der nok . . . ja der er nok en Historie»

Hun saa op. Eli sat taus og vaklende som en beruset paa Stolen.

Fra Bøhme reiste sig og bøjet sig over Fli. Al hendes kvindelige Ømhet vældet op i hende, og hun tok Elis Hoved indtil sig og hvisket: «Kjære lille Fru Runge — Omforladelse, Jeg er slik en Klods. Lad os snakke aapent sammen. Vi er jo to voksne Kvinder. Jeg vet jo altsammen. Jeg er gammel, men jeg forstaar Dem — ja jeg for- staar Dem saa godt, Fru Eli, og jeg har sa inderlig, inderlig ondt af Dem»

Da la Eli sig trygt og tillidsfuldt ind til hende og graat som et fortvilet Barn hos sin egen elskede Mor. Det var jo hans Søster. Og en Kvinde som vidste hvad Livet var.

Da var det ogsaa forbi med Fru Bøhmes Kraft, og de graat sammen som over en aapen Grav, hvori en fælles kjær Ven var sænket ned.

De talte ikke paa længe. Der var jo ingen

[215]

Ting at si; det var bare saa sørgelig altsammen — Tilsidst hvisket Eli: «Jeg maa reise»

«Er det nødvendigt?»

«Ja»

Lidt senere gik de ned i Haven igjen. Fru Bøhme havde stukket sin Arm ind under Elis, og hun snakket dæmpet i afbrudte Sætninger. Hun kunde slet ikke finde de rigtige Ord, men hun syntes hun skulde ha en Del at si ogsaa — lidt som der kanske kunde være lidt Hjælp i — «De sa før, at det er ikke farligt med det man tør se i Øinene og gjøre op med, det er værre med alt det man lurer sig undaf — og det er sandt. Dette skal De nu se i Øinene, Fru Runge. Var det ikke bedst at dere mødtes — i al Ro — og snakket sammen.»

Eli rystet paa Hovedet: «Aldrig»

Fra Bøhme var alvorlig bestemt paa at snakke ut og hun sa fast: «Undres paa, om De ikke gaar og tror, at min kjære Nevø er en ganske anden Mand end han er.»

«Aa nei da, nei da — jeg vet alf. Men det forfærdelige er, at om han var en Morder, saa vilde jeg finde Undskyldning for ham.»

«Men hvordan vet De? Har han allikevel skrevet»

«Nei nei, ikke han. Men jeg kjendte jo hende. Jeg havde selv bragt dem sammen.»

«Og hun har skrevet til Dem?»

«Ja»

[216]

«Men hvem har da sagt Dem at hun er død?»

«Død?» Eli stanset og stirret paa hende. «Marie dødt»

«Det vidste De altsaa ikke. Aa det er slik en uhyggelig Historie, Fru Runge. Hun skjøt sig jo dernede, eller — blev skudt.»

«Marie? Åa nei nei —»

«Det er saa uklart det hele. Derfor forstaar De, vi er ikke glad min Bror og jeg heller.

Hans har altid været en viljeløs Fyr, aldeles vanvittig opdraget af min snille Bror. Hele Slægten har forresten lidt af det samme. Vi er lamme paa et Punkt i Karakteren alle. Se nu Præsten, som ikke kan la være at røke, skjønt han er halvblind af Nikotin. Vi flyter ut i Lyrik og Drømme. Hans, stakkar, har Slægtens store Ulykke, det uproduktive Kunstnersind, i utpræs get Grad. Han har en ren Skræk for at gaa tilbunds i noget; nipper lidt her og lidt der af Livet, er altid paa Jagt efter Stemninger.»

«Aa — han har da meget, meget mere, Fru Bøhme»

«Nei saamen om han har. Alle hans Arbei- der ligger halvfærdige efter ham som halvtømte Pjolterglas. Jeg skal la mig hænge, om der blir noe af den Kunsten hans. Det er sørgeligt, for jeg vet ingen saa rar og god som Hans, — før han blev saa græsselig forvrøvlet»

Eli bare graat og Fru Bøhme fortsatte : «De

[217]

store Kunstnere maa vel ofte lægge Livet øde for sig selv: nogen maa jo «dø for Folket», og Ære være de skjæbnebestemte, de store Und- tagelser, de dør ikke forgjæves. Fra deres Esse skar klare Flammer mot Himmelen, og de maa skride med Syvmilstøvler over alt som er dem iveien. Men alle de kunstig opflaskede Talenter som halser omkring for at lave sig en Smule Skjæbnegru, dem er det Synd paa. De skulde jo ganske rolig levet som Mennesker og blit lykkelige. — Hvad Hans angaar, saa er han syk likefrem. Hans svære Krop skulde været spændt for en ordentlig Arbeidskjærre, det er nu min borglige Mening. Han skulde arbeidet og været lykkelig»

«Aa, De vet ikke hvor han har stridt» — Eli tørret Øinene, «og jeg tror De undervurderer hans Evner. Livet er jo ikke det første for den som føler at han har uløste Kræfter i sig —»

«Skulde ikke Livet være det første! Jo jol Er der Kræfter, saa banker Livet selv dem ut. Livet er det første, «gifte sig og dø skal man ikke gjøre før man blir nødt til det» som min Bed- stefar sa. Det digtede og drømte, det skrevne og tænkte og malte og modellerte, det skal da udspringe af det levende Liv og gjøres om til levende Liv igjen, ellers maa Pokker vite hvad man skal med det»

Eli maatte smile gjennem Taarerne. «Deres Bror sa en Gang, at De mindet ham om Rahel

18 — Hulda Gug; El

[218]

Vamhagen, for De kunde «Livets Kunst» — og det er vist sandt, Fru Bøhme. De har vist overvundet Slægtssvakheten, ikke sandt?»

«Aa langt ifra, Det er bare i Munden jeg er sa storartet; det var ellers pent sagt af min Bror. Men la os ikke tale mer om mig. — Vil De altsaa reise?»

eJeg maa»

«Ja ja»

De var ved Grinden, og Fru Bøhme gav Eli Haanden. «Ja ja, kjære Eli, — faar jeg ikke Lov at si Eli og være lidt saan gammel Søster undertiden?»

Eli trykket hendes Haand varmt.

«Tak, det vil jeg saa gjene»

Fru Bøhme smilte: «Jeg heter ikkun Lovise, men liker at man kalder mig det. Vil du?

Og nu vet du hvor jeg er. Hos en gammel Ungkar som jeg kan der bankes paa Dag og Nat. Du forstyrrer aldrig. Husk paa det»

Saa gik hun.

Eli stod og saa efter hende og tænkte: Hvor hun ligner ham. Hun fanger en ind i sin Favn —

Fru Bøhme vendte sig og vinket som om Elis Tanke havde naad hende. Saa ropte hun: «Altid hvit som idag Eli! Og altid Nelliker i Bæltet! Du vet ikke hvor pen du erl» Saa en ny Vinken og hun forsvandt bak de store Rog netrær.

Ja, hun lignet Hans. Hun gik likesom altid

[219]

og spekulerte ut noget som var godt at høre for et armt Menneske. Hun kjender os Kvinder med alle vore latterlige Svakheter, tænkte Eli; hun vidste at min Selvtillid trængte at styrkes idag —

Det var saa sommerligt og vakkert i Elis Stue ikvæld. Kraftige, blodrøde Pelargonier og tunge Klaser af gule Tøffelblomster lyste mot Vinduernes grønlige Ruter, og istedetfor Gar- diner ranket frisk grøn Blomsterkarse sig om de gulmalte Karmer. Og Karsens røde og orange» gule Blomster laa som lette Sommerfugle mel- lem de vaargrønne Blade. Over Vinduerne hang en liten Kappe af lett hvit Mull med Border af kunstfærdigt broderet Bækkeblom. Det var Elis eget Arbeide, og ikke de dyrebareste Gar- diner havde nogensinde glædet hende saa me get. Det moret hende ikke længer at bruke Penge til dyre Ting, for hun havde saa mange Drømme, Drømme der begyndte at afklares og bli til Planer. Og desuten kunde de billige Ting være likesaa vakre. Hun havde fundet frem igjen sin egen Smag i alt.

Paa det store Langbord laa en Løper i Bygr dens fine gamle Kvitsaum, og paa den stod et vakkert hollandsk Lerfat med Markblomster i broket Blanding. Der var Blaaklokker, Solblom, Storkenebb, Tjæreblomst og Gentiana o. m. a. Og over det hele et fint Slør af hvite Karve- blomster. Det var som et Stykke Blomstereng

[]

ved St. Hans med lette Sommerskyer over. Men paa koselige Smaaborde foran Vinduerne stod to pragtfulde gule Roser, som fyldte Stuen med sin Duft. Elis største Glæde var allikevel de fire store Oleandere ute paa Svalen. De stod som rosenrøde Skyer og duftet saa deilig tropisk her under Snefjeldenes hvite Bræer, Eli elsket Far ver som et Bam, og nu turde hun tilstaa det og boltre sig af Hjertens Lyst i alt det som lyste og skinnet og la Glans over Livet. Det var en ny og stor Glæde.

Ute paa det blaamalte Bord i Svalen svøm- met Vandliljer i et stort blaat og hvidt Stenfat, derute tilbragte hun om Sommeren med Kaare al den Tid da Arbeidet ikke optog dem andet- steds. Hun vilde helst ogsaa flyttet Sengene derut. De blev næsten Vildmænd i den korte berusende Sommer. Alle Vinduer stod aapne og Kvældsolen gled i en bred Strøm paaskraa ind i Stuen og la alt i gylden Glans. Hun gik hen og saa ut mot Fjeldene. En let Kvældbris stod imot hende — hun syntes hun var paa et seilende Skib som gled ut over Havet. Langt, langt bort!

Ja, hun skulde jo reise, men hvorhen? Aa, om hun kunde blit! Lukket Øinene og blit! Faa se ham igjen, være ham nær! Hun var saa træt af at ha Vilje og skulde bruke den altid.

— For en Elendighet! Kunde hun bare et Øieblik tænke det! Ville det. Ønske det.

[221]

Nei, nu maatte hun bli fri eller dø.

— Hun tok en Pakke Breve frem.

Det var hans Breve,

Et for et læste hun dem igjennem, undertiden var de flammende stærke og mandige, under- tiden bamlige og forvirrede. Men altid var der saa bred Marg i dem. Det var som Tomrums mene i hans Sjæl.

Han var saa ræd for at komme ind paa Realiteter. Særlig undgik han at tale om Kaare. Hun vidste det var fordi det gjorde ham ondt. Han var som en øm Mor overfor Barn, og naar han nævnte Kaare, kunde hans Ord bli som stille Kjærtegn. At han ikke kunde se paa et Barn uten at bli varm i Øinene var jo en af de Ting hun havde elsket mest hos ham. Hvor taknemmelig og rørt var hun ikke hver Gang han saa kjærlig paa Gutten og tok ham op paa sit Knæ den første Sommer de var sammen hjemme. Den første deilige, forfærdelige Som mer.

Men han kunde ikke tale at hun selv var optat af Barnet og altid skrev om det. Ak, hun blev saa myk om Hjertet, saa liten og bedrøvet ved alle disse Minder,

— Over det sidste Brev i Pakken stod som Motto et Vers af «Du hast Diamanten und Per- len» Hun sat med den lille Guldblyant han engang gav hende, og hendes Haand skrev me» kanisk i Margen:

[222]

«Ak Perlerne blev til Taarer som frøs til en Diamai et Hjerte som Drømme er Perlernes dyre Pant» —

daarer,

Saa reiste hun sig langsomt. Nu skulde de brændes, disse Breve — endelig. Men i Aaren stod en hel liten Skog af ungt Løv, der var jo Sommer. Ut i Skogen vilde hun med dem, op til Tjemet med de mange Vandliljer. Der skulde deres sidste Baal brænde.

Hun hørte nogen ute i Svalen og stanset. Aa, det var sandt, hun ventet jo Sverre. Han skulde hjælpe hende med noget i det nye Driv- hus. Han havde saa mange Planer for hende, Sverre, og han rakk alt. Hun syntes han selv var som den friske Fjeldfoss han drømte om at lede ind i alle Bygdens Hjem.

Hun gik for at ta imot ham, men da hun lukket Døren op stod Hans Holdt derute — blek, høi, lysklædt.

Han hvisket hendes Navn og strakte begge sine Arme imot hende. Hun vaklet og famlet efter Støtte, men han sprang til og løftet hende op til sig. Og han kysset hendes Øine, hendes Haar og hendes Mund og stammet mellem Graat og Latter: «Eli! Elskede Eli»

Et Øjeblik sank hun jamrende sammen ved hans Bryst, halvt bedøvet, uten Tanke, og han

[223]

hvisket seiersberuset: «Takk! Takkl Elskede, deilige Eli»

Men da rettet hun sig pludselig som en spændt Bue, der slippes, og ropte i sin Nød: Nei, neil> Og rømte ind i Stuen, sansesløs, i den vildeste Angst for sig selv.

Han kom efter, kastet sig paa Knæ, klamret sig til hende: «Nei, Eli, du maa høre mig, du maa tro mig! Jeg har elsket dig altid, gjennem alt, alt! Ikke et Øieblik har jeg glemt dig. Men jeg har været saa syk, saa fortvilet. Vilde bare dø —»

Hun skøv ham fra sig og hvisket skjælvende: «Hans, jeg venter af dig, at du gaar»

«Nei nei, Eli, jag mig ikke bort slik, jeg kan ingenting uten dig! Ingenting. Det er (Gudsens rene Sandhet! Eli, elskede Elil> Og han graat.

Da følte hun med en Gang en velgjørende Vrede blusse op i sig og hun sa utaalmodig: «Reis dig. Jeg forlanger at du gaar!»

Og han reiste sig, kastet sig over en Stolryg og hulket, truet og bad.

Et Øieblik følte hun Medlidenhet som over, for et hjælpeløst Barn, men samtidig en Skam» følelse, som jog Blodet op i hendes Ansigt. Hun vendte ham Ryggen og sa med tilkjæmpet Ro: «Jeg venter Gjæster» Men han sprang op og holdt hende tilbake, «Nei nei, gaa ikke fra

[224]

mig. Jeg kan ikke dette, Eli. — Her er saa deiligt herinde, og du selv er deilig som aldrig før — aa Eli, Eli, ha Barmhjertighet med migl»

Men Eli var alt borte, og han hørte hende si fast og høit derute: «Nu kommer jeg, Sverrel»

[225]

Vandliljer.

Næ Stien som førte gjennem Skogen

fra Elis Hus gik en ravende Mand med sløvt Blik. Han var bøiet som en Olding, der ikke længer kan bære sit eget Legeme. Men der var endnu et friskt og levende Stykke af hans Hjerte som følte en dump, uklar Smerte, Da han var kommet ind i den dypeste Tykning, la han sig ned og stirret op mellem Træeme, Det var saa trykkende stille. Fuglene tiet og Blomsterne lukket sig som foran et Uveir.

Hans Holt slog Hænderne om sit Hoved og bet Tænderne sammen. En kold Angstsved brøt frem paa hans Pande. Han talte ikke Skogen. Han havde altid følt en uforklarlig Angst for Stilhet og Ensomhet.

— Mennesker, Mennesker maatte han hal Mange Mennesker med skiftende Stemninger og ustanselig Uro til at piske sit Sind op. Menne- sker stimulerte ham som Vin. Han maatte altid paany likesom fyldes af andres Kraft, paavirkes,

[226]

støtes frem og holdes oppe ved at hans egne Evner brøtes mot andres. Alene faldt han ubjælpelig sammen, og hans Liv var blit en vekslende Række af stemningsfulde eller stem- ningsforladte Øieblikke.

Eli havde han elsket som han kunde elske. I en Rus. I Øieblikke. Han maatte altid være drukken, og han tok Rusen hvor den var at finde.

Men ikvæld var han ædru. Ædru indtil Fortvilelse. Og han var harm og skuffet. Han havde været saa vis i sin Sak, nu var hun jo fri. Og at hun elsket ham og ingen anden i Ver- den vidste han. Men det var en Ting han ikke vidste, og det var at Marie havde skrevet til Eli hin Gang. Og han var ikke klar over at Eli endelig maatte forstaa, hvor absolut han elsket sig selv over alt andet.

Han var krænket i sin Forfængelighet og i Vildrede med sig selv og alt. Motgang tok altid Magten fra ham, men i den sidste Tid havde han altid Motgang. Han følte det som om han var ved at synke ned i noget forfær- deligt. Og hvor skulde han faa Kraft fra til at holde sig oppe, naar ikke Eli vilde gi ham nye Vinger. Aa Eli, Eli!

Han kastet sig ned under et Træ ved Vei- kanten, følte Trang til at styrte Strømme af Kjølende Vin i sit tørre Svælg; det var som en Feber raset i ham.

[227]

Men her var ingen Vin at lave gyldne Stem ninger af, her var koldt, graat og dødt her- hjemme. Han blev syk af det altsammen. Bare en eneste Ting kunde man redde sig over Forr tvilelsen med, bare en eneste Ting. Han vidste en Krok nede i «Byen» hvor der var Glemsel at finde. Han vidste en Drik med Helvedes- ild og al Nordens iskolde Gru, en Drik med Blod og Brand og Slagsmaal paa Tollekniver. En Drik til at slaa Kjæmper ihjel med, den norske Nationaldrik, som løser den onde Latter, smelter Ironiens gule Svovlbræer og skaper en Hær af brautende Helte udi egen Indbildning.

Brændevin!

Det flammet for hans Øine. Ja, han vidste et Sted hvor der var Glemsel — Gud være lovet!

Han reiste sig op og ravet nedover Stien som om han alt havde drukket. Han havde sovet lite den sidste Tid, Tobak og Vin havde hjulpet ham til at greie Reisen. Men han havde tat ind paa «Hotellet», kunde ikke overvinde sig til at gaa hjem i Præstegaarden endnu, Han gruet for alle Spørgsmaslene, alle Blikkene og al Sentimentaliteten. Tanter og Onkler var en rædsom Opfindelse, ganske særlig naar de var «snille». Han trængte at komme lidt til Kræf- ter først.

Der kom en Mand imot ham og han stakk ind i Skogen igjen, som en Tyv.

[228]

— Men paa Hotellet traf han Hædersman- den Robert Nielsen, kjendt og elsket langs den norske Kyst under Kjælenavnet «Roberten». De havde spist Middag sammen paa Dampskibet. Det var sent da han kom derned. Han var blit drivende i Skogen, uvis paa hvor han vilde hen. Eli havde forladt Huset. Han saa hende gaa med Sverre Sørli. Sverre Sørli, hm — hans gamle Bamdomsven. Ja, han var jo blit Inger niør. Men saa ut som en Bonde endda. En Bonde med Munden fuld af lysende Tænder og en Lugg som en Løve. Og naturligvis affek- terte graa Vadmelsklær. Hans Holdt gren paa Næsen. I lite lystelige Tanker kom han dri« vende ind paa Hotelsvalen og banket paa Døren. En forvaaket Pike lukket ham ind. Hun var friseret som en Geisha med lysende Naaler og Perlekammer, Blusen var sprukken og de tykke blaarøde Årmer sprængte sig forpinte ut af de altfor trange klare Halværmer. Kjoles skjørtet hang baktil ned i en Lep, som sopte Gulvene, og de høihælede Sko var ynkelig ned- traadte. Hun var en Gaardmandsdatter fra Nabobygden, og Værten var hendes Onkel. Hans Holdt kom efter hende i Trap pen og tok hende om Livet. Men oppe fra Gangen ropte «Roberten» med sin Ølbas: «Fin- gem af Fate, Kunstmaler» Hans fulgte Opfordringen med et komisk «Omforladelsel»

[229]

«Hør naa Mina» — Roberten kaldte alle Opvartningspiker Mina — «sætt op tre tre Selters. Eller 6. Ogsaa passer de paa i Morra tidlig. Jeg skal reise Klokka 9. Ikke Snus paa Sko ene eller Knær i Boksene, forstaar du! Ha, Snuppa?»

Saa tok han Hans med ind i «Privaten», hvor Værten sat og saa frem for sig og ventet med pjoltervaate Øine. «Roberten» var hjemme paa alle Hoteller mellem Nordkap og Lindesnes, og «munter og godhjerta» var han, betalte godt for sig, saa ingen tok det fortrydelig op, om han opførte sig som Ejer istedetfor Leier.

Han slog Hans gemytlig paa Skulderen: «Fører De Trælast, Kunstmaler? Naada, staa ikke der og glan som ei Ku i harde Føraar — fører de Trælast, spør jeg; Fyrstikker for Fanden»

Hans kastet sig i den røde Plyschsofa, sa Støvskyen stod om ham: «En Pjolter, Rønnin- gen! En stor enb —

— Ut paa Morgensiden tumlet han igjen opover mot Elis Hus,

Fuglene var begyndt at synge sine Morgen sange og Solen gik op over Verden som en stor Forjættelse. Der steg Damp fra det dugge vaate Græs og den kjølige tindrende Luft fik Hans til at skjælve. Et Øieblik følte han like» som en stor og pinlig Hjælpeløshet overfor noget vakkert som gjorde Indtryk paa hans Sanser

[]

Men saa gled alt ut i Taake. Mekanisk gik han fremover, snublet og stod op igjen. Ravet videre med sløve Øine. Men ved Dammen med de svømmende Vandliljer sank han sam» men. Huset laa derborte. Høit, høit oppe i Himmelen laa det — Høit, høit. —

Han havde en uklar Fomemmelse af at han skulde bade. Eller drikke. Befri sig for en Byrde, for noget ubeskrivelig ækkelt, som tyn get ham til Jorden. Han skulde saa høit, høit op — paa et hvidt skinnende Fjeld, men Føt- teme vilde ikke bære ham, og det blev tyk, tæt Nat omkring ham.

— Næste Kvæld fandt en Vedhugger hans Hat i en Vik af Dammen, flytende paa de store, grønne Blade, —

Da var Eli reist.

[231]

Marjas Hjem.

F: Eli var gamle Marja det kjære Menneske som havde «været hos Mor» og git hendes Barndom Tryghet. Hun betragtet sig samtidig som hendes Barn og hendes Beskytter. Altid maar noget var ondt, tyet hun paa en eller anden Maate til Marja. Ikke alt kunde snakkes om; men der var andre Maater at ty til et Menne- ske paa. Og Marja's Øie var skarpt, nær det gjalt Eli. Hun gik der i Huset og ruslet saa stille og umærkelig, men hun holdt alt og alle i sin Haand. Man kunde gaa til hende med Sorger og Glæder som til et højere Væsen; hun vidste stilfærdige Raad for saa mangt, hun jevnet og glattet og la tilrette; hun var Filosof af Naturen og gjorde aldrig Vrøvl i Verden, «Det er kje so mykje verdt,» sa Marja; «det er no ein Overgang, veit du» Og naar nogen klaget, sa hun med sit pudsige, halvt vemodige Smil, «ja ja, kva Raad er det; ein lyt ta det

[232]

ein far og takke naar ein gaar. — Det er ingen som hev lova oss noko Gjestebod.»

Selv havde hun havt to Sorger i sit Liv, som var «nemnande», den ene var Jon, som hun ikke fik, den anden Aamund, som hun fik. Aamund fik en Braadød i Fylla en Nat Aaret efter de blev gifte, men Marja sa: «det kunde ha vore verre; han slapp fraa Skamma si, og eg kom hus att»

Nu kunde hun ikke tænke sig at være andre Steder paa Jorden end hos Eli og Kaare. Men allikevel sat der inderst inde i hende en Længsel efter Hjembygden, efter de gamle For ældre, som levet endnu og den nye Slægt som vokset op i Gaarden; det var bare saa vansker lig at komme fra Huset, og Veien var saa lang, såå lang.

Det var bare et Menneske Marja hadet, og det var Doktor Runge. Hun nævnte ham aldrig ved Navn; hun sa bare: «Den eg meiner no»

Naar det var en hun havde Mistro til og ikke likte, sa hun: «Han liknar paa den eg meiner no; han er alslags Kar so ner som Brakar.»

— Marja havde set Hans Holdt komme til- gaards, og hun gik der ganske syk og vogtet paa Eli om Kvælden. Sa ingenting, spurgte aldrig. Men hun vidste, at det var godt hun var i Nærheten.

Eli var gaat i Haven med Sverre, men kom

[233]

snart tilbake. Hun maatte be ham komme igjen en anden Kvæld; for hun var ikke gan- ske frisk. Sverre saa bedrøvet paa hende og gik Det var alt spurgt i Bygden, at Hans var kommet.

Sverre gik tilskogs, som han pleiet at gjøre, naar han havde det ondt. Han gik hele Natten og drev nedover igjen, da Solen stod op. Da han gik forbi Elis Dam, saa han en Mand ved Kanten. Det var Hans. Sverre knyttet Hæn- dere, og et Øieblik syntes han der var en eneste Ting i Verden han maatte gjøre, og det var at ta et Tak om det Menneskes Strupe og kvæle det som en kvæler et væmmeligt Skade dyr. Men han tænkte straks, ja det hadde eg gjort, hvis eg hadde voret ein Fant. Og i sam me Øjeblik saa han sin Mor for sig, rolig og stærk og mærket af mange Sorger. Nei, nei, en Mand fik vel bære en Sorg, han og. Og han gik hjem med bøjet Hoved, saa træt som han aldrig før hadde kjendt sig.

Men Eli gik ind til Marja og sa: «Imorgen reiser vi, Maria»

«0? Kvar skal me av das?»

«Hjem til dig, Marja. Du vet det var længe Avtalen. Vil du ta Kaare og mig med dig for en Tid?»

Marja fik Taarer i Øinene og snudde sig bort, men hun tvang sig til at svare paa sin vanlige skjæmtende Maate: «Ja er det kje onnor Raad, so veit du eg lyt tilpers»

15 — Hulda Guo: Hk

[234]

Da gik Eli hen og la sit Hoved paa hendes Skulder og sa stille: «Jeg er saa træt, saa træt, Marja»

«Eg kann mest skyna det,» sa Marja, «ja ja, det er ingen som hev lova os noko Gjestebod, ser du, ein lyt bære den Børdi som er paa ein lagd» —

— Det var en deilig Morgen, da de drog afsted. Eli havde bare skrevet til sin Far, og Dampskibet gik saa tidlig, at ingen Mennesker var paa Bryggen uten Hotelfolkene og et par Forretningsmænd. — Solen forgyldte Lien og Skogen, da de gled ut over Fjorden, og Kaare ropte: «Mor se nu glitrer det i Dammen vor, og vi ser Røken fra Sørlipipal»

Eli stod ved Rælingen og fulgte Solstreifene. Mon hvor han vandret i denne Nat! Hjem var han sikkert ikke gaat, slik som han var nu. —

Det var en Lettelse, da hun ikke længere saa Bygden.

Efter to Dages Dampskibsfart havde de en Dag at kjøre. Det gik gjennem Furuskog og Bjørkelier langs den skummende Elv, hvor Ørret- ten smatt pilsnar mellem Stenene i de dype Kulper og Stryk.

Luften var endnu klarere og friskere og mere krydret her end hjemme ved Sjøen, og alt var jev- nere og roligere i Form og Farver.

Det var Hvile i det altsammen.

— — Naar de kom til klare, dype Kulper

[235]

som smaa Sjøer af smeltet Smaragd vilde Kaare derned og bade. Og naar de kom til Multe myrer, hvor Karten stod rød og lokket, var han ikke til at styre. Han vilde i det hele alt som var farligt for hans unge Liv, og de to Mødre havde sin store Møie med at holde ham i Skindet.

Ved Middagstider var de ved Glitrebækken. Der holdt de sin store Rast for Dagen.

<Lurven» blev spændt fra og fik fraadse i det herlige Fjeldgræs, mens Eli og Marja kokte Kaffe og eKaaregraut». Men Baslet maatte Kaare sørge for, hente Næver og Kvist, bygge en liten Stenmur nede i Bækkekanten og lage en solid «Skjærding» til Kjedlen. Det blev besørget i utrolig Fart, og til Mødrenes store Tilfredshet. «Han er ikkje faahæv,» sa Marja med Stolthet.

«Nei, han er flink» sa Eli smilende, og begges Øine fulgte ham med ufordulgt Glæde, mens han sprang fra Tue til Tue syngende og frydefuld.

Men naar han kom, smaaskjændte Marja. Saa stod Skjæringen skakt, saa kom han for nær Varmen, og saa var Muren for lav. «Kan du 'kje mure en skikkelig Mur, du som Kar skal vera! Ser du ikkje Skjæringen stend for lagt. Han brændes! — no daa, Svivel- svansen, stikk ikkje Nasen inn i Varmen!»

Kaare fik saa sin Graut, en Ret opfundet

[236]

af Mor for hans Høiheds Taffel. Det var Havregrøt med fine, stenfrie Svedsker og Sukker og søt Fløte paa. Det var det næst bedste i Verden. Det allerbedste var Rjomegrøt. Eller kanske Multer. Eller kanske varmt Gjetemysmer paa Sætra, eller — aa, det var saa mye som var bedst!

Saa fik Mødrene sin Kaffe, og Kaare gik paa Expeditioner i Skogen og kom tilbake med alleslags mærkelige Planter, som han skulde ha Rede paa — i Planter var Mor Basen — men især sanket han gule Fjeldvioler, som bredte sig i solrike Græsbakker, fine og yndefulde som en Fjeldets Mimose. Og mens Maria sov sin Middagslur under en lav skyggefuld Fjelde bjørk, gik Eli med ham op paa en liten Top, hvor den hvite Fjeldrose vokset. Som en liten hvit Nyperose laa den i Lyngen, skjær og deilig, som en Mindelse fra fjerne Tider. elsrose» kaldtes den, og den vokset i Kanten af de store Bræer og i Kvitmosen paa de lyse Topper, hvor ingen Busk skygget.

Kaare tok et Stykke Torv med flere smaa Roser op; han vilde plante dem hjemme paa et Sted som lignet; der var smaa Mosekoller der ogsaa. Tilsidst havde han en Ransel fuld af Blomster, som skulde indplantes i hans Have og i Skogen omkring. Alt var nyt og herligt, og han var næsten ikke til at holde i Vognen.

— — Marjas vesle Hjem laa like i Skog-

[237]

brynet med mange smaa, graa Hus som Huldre- hauger om et stort velflidd Tun. Midt pa Tunet var en stor mosgrodd Træbrønd med Bytten dinglende paa Brøndstangen, som stod saa urimelig høit op i Veiret. Og borte i en Kvistehoug ved Laavebroen holdt tre Killinger paa at gage Bark. Men ret som det var gjorde de alleslags kaate Byks og Sprett, som fik Kaare til at le himmelhøit,

Det var ganske stille i Luften, og bla, lett Røk af god Tørved steg ret tilveirs fra Tidhus- skorstenen. Paa Stenhellen utenfor Døren laa en gul Finnehund og en graa Skogkat tæt ind til hinanden. Da Hunden reiste sig og gjønde sprang mot Hesten nede i Bakken, saa Katten grætten og fornærmet ut, og den sneg sig ind da det gik i Døren.

Eli saa paa alt med stille Beundring. Alt var saa velholdt og vakkert. Under Staburet stod Vinterslæderne tjærebredde og vel istand til Bruk, og alslags Redskap var opstillet i pyn- telig Orden. Ikke en Flis saa hun paa det grønne Tun; det var som det fineste Gulv, saa rent og velfiidd. Frisk Ener var stukket over Døren i Svalene, og Granbar laa i Ring om de store Dørheller. Men i Vinduerne var der Blomster i blaamalte Trækopper, og smaarutete Kappegardiner af hjemmevævet Blaaværken. Det var saa vakkert og koseligt.

Men deiligst var Takene over de brune, lave

[238]

Stuer! Der blomstret tusind Blaaklokker mel- lem lysende hvit Balderbraa med solgule Frøhus og Tuer av violblaa Stedmorsblomster. Paa Eldhustaket skjøt to smaa Bjørkebusker op ved Pipen, og et lite Enerkjær bredte sig ut over det ene Hjørne.

— Killingeme skvatt op og gjorde et for- skrækket Byks, da det skranglet i Grinden, og ut paa Svalen kom Marjas snart 90 aarige Far og tok imot dem. Det var ingen ordrik Hilsen han mødte dem med, men der laa en inderlig Hjertelighet i den Maate, hvorpaa han hjalp dem tilrette og bød dem gaa ind.

Og derinde var der vaate Øine og stille Glæde over det sjeldne Besøk. Det var saa længe, længe siden de saa Marja, som nu snart var 60 Aar,

Og der blev baaret frem et fyrsteligt Maaltid af alt det som Fjeldet og Fjøset gav, og den feteste Rot blev lagt paa Aaren og den nyeste Feld paa Sengen.

Men før de gik tilsengs samlet store og smaa sig om Aaren, og Eli fik høre, at de kunde samtale. Det stærke og klangfulde, men paa samme Tid saa myke og bøielige Sprog følet sig saa fast og nøie om Tanken; hver Sætning var færdig til at skrives ned. Det var som de talte i Ordsprog.

De fortalte Historier og Hændelser som havde været fortalt ofte og havde faat sin faste

[239]

Form, og Eli tænkte, at slik blev Sagaer til. Og hun nød at sitte der langt fra alt og fanges ind i denne nye og eiendommelige Verdens stille Stemninger. «Skulde jeg bare aldrig herfra» sa hun til sig selv. Hun vidste ikke, hvordan hun mere skulde kunne komme hjem.

Der var en slik forunderlig klar og mild Livsvisdom hos disse Mennesker som levet Naturen saa nær og ikke behøvet at være Røvere for at bli mætte, eller Trælle for at faa Tak over Hodet.

Der levet tre Generationer i Fred paa Gaar- den efter uskrevne Love. Tidens Uro var ikke naadd derop; de gamle var trygge og lykkelige, og de unge sunde og livsglade som de dan- sende Ungdyr paa Vidderne.

De fortalte om Livet paa Gaarden.

De havde ikke mer end 6 Kjør, men «Mor hev slik Lukke med Lamm», sa Marjas ældste Bror, som nu drev Gaarden. «Naar andre fær tvo, fær ho fire. Alt trivst og vil til Liv her.»

Og saa var det saa greit med Beite. Sauerne slapp de tilfjelds om Vaaren og saa dem ikke før om Høsten. Akkurat den Dag Kjøerne skulde sættes ind til Vinteren, kom de.

«Uten at de blir hentet,» spurgte Kaare for- undret.

«Ja, det er som dei veit det le»

«Hvor forunderligt» sa Eli, «ingen vet hvilke

[]

hemmelighetsfulde Bud der gaar fra Liv til Liv paa Jorden.»

«Nei, du maa se sele,» sa Gamlemor, «med Dyri er det stundom meir enn rart.»

— Eli og Kaare sat paa Hellen om Kvælden og saa Kjøerne komme fra Marken. De kom rekende i Rad og Række mætte og tilfredse, og gik paa Basen saa rolig og sikkert som om de var ledet af usynlige Hænder. Da de skulde melkes gik Eli og Marja efter. Der faldt et deiligt, grønt Sollys gjennem smaa Glugger oppe paa Væggen, stærk rødgylden Kvældsol. En liten Gut gik stille om med en Bytte Vand og vasket Jurene, og saa satte hans Søster sig til at melke med Panden mot Dyrenes Lænd, taus og alvorlig. Og det pustet veltilfreds i alle Baaser og raslet lidt i en Lænke her og der.

Eli følte sig som tusind Mil fra Verden og hun syntes aldrig hun havde set et sligt Billede paa Fred. Fred og Tryghet, Mennesker og Dyr i Samliv og Samarbeide, naturligt og tillids- fuldt sammen i Godt og Ondt.

Heroppe var endog Dyrene lykkelige. De spilte slik en vigtig Rolle i Menneskenes stille liv, og de havde Frihet den deilige Som- mer og kom godvilligt ind, naar det blev koldt ute om Høsten. Heroppe følte hun ikke nogen Uhygge ved at tænke paa deres Liv. Det var alt saa naturligt.

— Det var godt at komme under Felden.

[241]

den Kvæld. Lite var det blit med Søvn paa Reisen, og Eli syntes hun maatte sove i Dage- vis, skulde hun overvinde den uendelige Træt- het, som faldt over hende, mens hun sat i Fjøset og gled bort i Stilheten. Hun var som Bergtagen, og alle saare Tanker gled ut i Taaker.

Ja, her var godt og velsignet at være!

— Men nogle Dage senere kom der Brev til Eli fra hendes Far. I skaansomme Ord for talte han, at Hans Holdt pludselig var død. Men ikke noget mere.

El blev gaaende i rund Ring med Brevet. Hun graat ikke, hun vidste ikke, om hun sørget; hun var som forstenet. Men pludselig maatte hun afsted; ikke et Øieblik kunde hun vente. Og hun reiste som om det gjalt at afværge en Ulykke.

Om Kvælden den Dag hun kom hjem klips pet hun alle sine Roser af og graat over hvert Blad. Hun fandt hans Grav ikke langt fra sin Mors, og hun bøiet sig ned og la Roserne paa den, mens Minderne kom stormende. Alt var som igaar, saa nær og saa forfærdeligt. — —

[242]

Folkefest.

'o Aar var gaat siden Hans Holdt i al Stilhet blev begravet.

— Det var igjen Sommer. Og hvor i Ver- den var der slik Sommer! Hvor var der slikt et Væld af Roser over alle Vægge og Gjærder, i alle Urer og Røyser, mens Isbræen glitret oven- over! Hvor duftet Jasminer og Syren saa hen rivende i alle Haver, og hvor var der slikt Flor af alle Markens Urter og Blomster! Det var en Ødselhet over alle Grænser, en Sløsen med Jord og Guld, en Herremandsflothet som be ruset. Hvor i Verden havde man Raad til at la Engene bugne af Blomster og Skogene vokse til i slik malerisk Uryddighet. Og endda ha Mat til alle, Sol og Lykke for alle!

Og hvor var Himlen saa lys og uten Skyer og Solen saa naadig i sin Vælde! Den brændte ikke brunt og bart efter sig, den kjælte for Blad og Blomst og Menneskenes Børn

[243]

og tændte Festbluss efter den lange Vinter. Den stekte ikke Livskraften ut af Folket, men de dette friskt og livsmodigt.

Og hvor i Verden var der finere Leikarvoll og Festplads end her i den gamle «Dokter- skogen»! Furu og lys Bjørk stod Vagt om- kring og Storfossen duret som et Fabeldyr langt borte. Mot Nord hævet Skogbunden sig til et herligt Amfiheater med lyngklædte Bænker, og en liten blank Bækk stak indom med friskt Vand til Kaffekokerne.

Eli kom gaaende Stien opover med Helene. Da hørte de fra Skogen en lys Gjentestemme som klang saa forunderlig skjær og høi ut i Kvælden.

«Uppunde Fjelle der hev han heime, den eg hev tumla med plet aaleine; uppunder Fjelle der gjeng han fri, den eg hev tumla med al mi Tid. Aa kjeme Gutane kons dei rette, daa svive Dørinn' paa Hengsli Jette; dei tarv 'kje meir helle blasse paa, so springe sterkaste Laasinn” fra»

aDet er vakkert» sa Helene, «men hvad sier hun?»

Eli smilte: hun siger det er delligt at leve»

De vilde gaa videre, men i det samme satte en mørkere Stemme ind med en ny Melodi, vemodig og underlig fjern.

[244]

2Das eg var Hti og Hte visse, dan la eg Hugen min til den fyrste; og honom gjeng eg no alli raa; den Baanehugen, han er so trab> Eli vendte sig bort. «Hvad siger hun; det klinger saa sørgeligt?» Helene hvisket uvilkaarlig. «Hun siger —» men saa kom det igjen, likes som ut af en uendelig Stilhet: «So mang ci Taar paa mi Kind hev runne, eg tenkte Vite det hadde sprunge; ja der hev tippa so mang ei Taar, som der er Dagar i tusind Aar» «Hvad siger hun ?» «Hun siger, at naar man ikke kan glemme, blir Aarene lange og Taarerne mange — Men sel» De var kommet frem til Festpladsen. Rundt om i det grønne Amfitheater sat det festklædte Folk i sine farverike Dragter, og Solen som netop gled ned over Aasen la sin flammende Afdagsglans over det hele. Det glitret og gli- met af Bringelauv og grøne og raude Liv, Skaut og kvite Skjorteærmer, Rundtrøjer med Sølv og Messingknapper, Topluer, Duskebaand og Spændesko. Det var som ved en Hoffest i de gamle, glade Dage. Helene var betaget. «At slikt endnu fand- tes i Verdenl» «Hvorfor gaar de ikke slik bestandig?» spurgte hun; «det er jo deiligt»

[245]

287;

«Dette er Festdragter, de vilde ikke passe i Arbeide,» forklarte Eli. «Men de er da pene til Hverdags ogsaa i sine Livkjoler, sine graa Vad- mels Knæbukser og den ildrøde Skjorten, ikke sandt?»

Nede pa Volden traadte en Række unge Par en Dans, som Helene aldrig havde set Make til. Det var en Springar med mange Turer, snartlett og lekende kaat til Huldretoner fra Hardangerfelens Understrenge, snart stærk og vild. Det var all Elskovens og den unge Læng: sels Spænding, Skjælmeri og Lidenskab, med lykkelig Enighet tilslut i den berusende Rund- dans. Dansen smeltet sammen med Musikken til en stærk og hel Stemning, og det virket som Alvor og levende Liv.

«Hvor det er mærkeligt og interessant,» sa Helene betaget, cog skjønt! Jeg har set mange Folkedanse, men aldrig en saa rik og stærk og samtidig saa yndefuld.»

«Den er som Folket selv» sa Eli still.

De gamle sat og traadte Takten til de kjære, kjendte Slaatter, mens de mindtes saa mangen Kvæld. —

Helene kom til at huske paa et gammelt kinesisk Ord: Sig mig dine Fornøielser, og jeg skal si dig, hvem du er. Kunde der i Verden være bedre, sundere og uskyldigere Glæde for de unge end denne poesifyldte Dans herute mellem Skogens Trær, i den friske deilige Luft!

[246]

Og her var fattig og rik, gamle og unge sam- men paa den vakreste Maate,

Ingen var utestængte.

Og hun sammenlignet uvilkaarlig med det hun før havde set i mange Land under Navn af «Folkeforlystelser».

— Præsten Holdt kom hen til dem og hilste. Han var blit gammel i disse to Aar Præsten Holdt, men i Kvæld straalet hans Barneøine af Glæde: «En dellig Kvæld, en deilig Kvældl»

Idetsamme kom den nye Sagførerfrue nede fra Viken, og han ropte imot hende: «Er ikke dette vakkert da, Fruel» Og hans Blik hvilte med uendelig Kjærlighet paa det farverike Bil- lede foran dem. «Har De set slikt fint Fotelag! Se hvor Gjentene er yndige og blyge, og hvor Gutterne er spræke!

Poesien og Skjønheten i deres Liv, det en- foldige og umiddelbare, deres Godhet, deres Lykke og Kraft finder Uttryk i denne Dans»

Fruen smilte reserveret. «Jo da, det er meget pent — saan paa Overflaten. Men du Verden for noen Sæder ellers»

«Saa-aa ?»

«Ja, Pastor, vet De hvad! Saan som Brus dene møter op ved Alteret her for Eksempel. Det er da virkeligt forargeligt. At De finder Dem i det, Hr. Pastor! Det er sandelig mildest talt langmodigt»

Præsten satte et komisk fortrukket Ansigt

[247]

op med tusind Rynker om den brede, pudsige Næse: «Aa jeg vet ikke, jeg, Frue — det er nu Guds Vilje, at der kommer Barn til Verden, ser De, og desuten saa.» »

Hun afbrøt ham forfærdet: «paa den Maate! Nei vet De hvad, Pastor! De er sandelig den liberaleste Præst jeg har truffet — for at bruke et mildt Ord! Jeg synes sandelig de skulde refses ordentlig i hvert enkelt Tilfælde, det er nu min Mening. For det er da en Skam for Bygden.»

Præsten klødde sig bak Øret, la Hovedet paa skakke og vred sig og gren og knep de smaa Øinene helt igjen —: «Tja — det er saa det, Frue; men det er forsent det, naar jeg faar Tak i dem, ser De, og desuten saa — er det bra Folk ser De, som sørger for Bama sine. Og flytter sammen gjør de, saasnart de har Tid og Leilighet til det»

Fruen satte et fornærmet Ansigt op og tok Skjørterne sammen om sig, som om hun fors beredte sig til Flugt fra al denne Vederstygge» lighet:

«Pastoren mener altsaa, at Ungdommen ikke skal beherske sig?»

<Jo da, Frue, jo da, men det er ikke saa greit, ser De —»

«Men Hr. Pastor» Fruen var nær ved at besvime, og Eli vendte sig bort for at skjule sit Smil. Det lignet ham. Naar han blev hidsig

[248]

ramlet det ut af Munden paa ham alt det han tænkte og mere til,

Han saa pludselig saa komisk skyldbevidst ut: «Ja ja — ja ja, siger jeg ikke til dem hver Søndag, at de skal beherske sig, og har ikke det været sagt Ungdommen i tusind Aar, men de gjør det ikke allikevel, ser De. Nei — de gjør ikke det. Og saa faar vi takke Gud, naar det gaar pyntelig for sig, da ser De. Det gjør jeg. Ja ha, det gjør jeg, Frue»

Fruen kunde næsten ikke faa et Ord frem mere. Hun vilde si en Masse Ting, hun kunde det jo saa godt altsammen; men hun stammet. «Naa — De vil formodentlig forsvare Natte- løperiet ogsaa da?»

Da smilte Holdt stort. «Nei da — aa nei da, Frue, skjønt . . . Ja, jeg mener, at det er da bedre end Prostitution og Englemakeri og alt det derre. Filer... ja jeg vet ikke, hvad De synes? Vi kan jo tænke nærmere over dette til næste Gang vi sees. Ikke sandt? Godnat Fruel» Han løftet paa Hatten og snudde hende Ryggen.

Eli gik imot ham: «Ja nu blir De da endelig afsat, Pastor,» sa hun leende

«Ja kanske det, du. Ja ja da! Ja ja da—»

«Ja for nu var De modig. Græsselig var Del»

Han saa sig om med et kvast Blik: «Jeg taaler ikke disse Kvaksalverne, som ingenting vet.

[249]

Hun er fæl du, fæl! «Saa tok han hendes og gik.

— Det var en Pause i Dansen. Doktoren talte sagte med Eli, som smilte til ham, og strøk ham over de nervøse Hænder. Doktor fruen sat under et stort Træ likeoverfor Taler- stolen, som var dækket med Kranser og Lov. Hun talte med Brita. Hun var sjelden ute, Dok- torfruen, hun var saa stille af sig og gik helst i sit Husarbeide, Det havde kan hænde ikke været saa let at være den anden Frue der allikevel. Hun var efterhvert blit ensom. Doktoren var optat med sit, som han altid havde været. Han var af dem som tænkte og handlet saa udmær« ket for de lange Maal, men ikke saa at hans nærmeste trængte ham.

Eli havde han først rigtig brydd sig om, da hun kom ham imøte som voksent Menneske og viste sig at være hans Meningsfælle. 1 Ung dommen spurgte han aldrig efter i hvilken Ret- ning hendes Utvikling blev ledet. Han var hjælpeløs som et Barn overfor de nærmeste Krav.

Eli sa engang til ham: «Far, du forsømmer Mor; hun er ikke lykkelig — vær ikke vond, men jeg vil si dig det — du har det med at se over Brillerne — langt, langt ut i Veiret»

Da blev han rent forfærdet, og gik hjem og foreslog sin Kone at gaa en Tur paa Kirke- gaarden. —

16 — Hulda Guo: Hs

[]

Siden havde han forsøgt at huske paa hende lidt oftere. Ja en Jul forærte han hende plud- selig en gammel Sølje. Ellers havde han aldrig kunnet lære, at der fandtes denslags smaa Plik- ter i Verden.

Eli havde ingen dypere Følelse for sin Sted- mor, men som Kvinde forstod hun hendes Stilling og tok hendes Parti, skjønt hun mer og mer kom til at elske sin Far. Hun saa hans Feil og hans Dyder, og hun smaaskjændte ofte og var Mor for ham.

Tilsidst syntes hun at alle Mænd var som Bam.

— Sverre tok Fela frem og begyndte at stem- me den. Da blev der stille som i en Kirke. Musik var de saa umaadelig glad i der i Byg- den, og det var utrolig mange som kunde spille. Men ingen spilte slik som Sverre Sørli. Det var ikke rigtig Fest før Sverre kom med Fela.

Han satte sig paa en Stubbe ved Talerstolen og strøk prøvende over Strengene med Buen. Saa begyndte han.

Men det var ikke de lyse glade St. Hans- slaatter han spilte ikvæld. En efter en kom de dystre Sange fra Fossestupene og de vinter kolde Vidder. De ensomme Slatter.

Eli sat og saa paa ham. Han bøiet sig over Fela som en stor, tung Fugl med sænkede Vin« ger. Dypere og dypere, til han næsten faldt sammen over de dirrende Strenge.

[251]

Eli blev saa bedrøvet, naar hun saa ham slik. Hun vidste jo alt. Hun kjendte jo hans Sorg, men hun kunde ikke hjælpe ham. Nei nei, hun kunde ikke. Og allikevel var der ingenting hun heller vilde.

I al den Tid som var gæt siden Hans døde, havde hun vidst det. Og hun ønsket saa ofte hun kunde gaa rolig til ham og si: evær glad fra nul»

Men altid sang det i hende:

Daa eg var Iiti og li daa la eg Hugen

vidste, til den fyrste —

Skulde hun aldrig aldrig bli helt fri? — Tryg paa sig selv?

Det var saa tyst rundt om. De gamle fældte stille Taarer, naar Toneme manet saare Min der frem. Halvglemte Billeder drog forbi og mangt et Suk steg op mellem det sommetlyse Løv.

Men Ungdommen bøiet sig og stred med sine Stemninger, ingen maatte se, at Taarer blin- ket i Øiet.

Med et Strøg som et vildt Skrik sluttet den sidste Slaatt, og Sverre Ia Fela ned og sat urør- lig som han var bergtagen. Han var ikke lik sig længer. Og der blev hvisket mang en medlidende Bemærkning rundt i Flokkerne. Alle vidste jo koss han var faren. Stakkars Sverret Han var ikke af dem som tok det let heller.

[252]

Eli sat saa hjertelig forpint.

Endelig kom et Menneske af hendes egen Art imot hende med hele sit rike Hjerte, sit stærke Sind og sin hæderlige Vilje, rede til at ofre alt for hende; ja, endelig kom Kjærligheten til hende, ren og stor, og bød hende Glemsel og ærligt Følge — og nu kunde hun ikke —

Hundrede Gange havde hun spurgt sig selv: er det vist, at jeg ikke kan? Min Kjærlighet til ham som døde er forlængst forbi. For dette Nag i Sjælen, det er ikke Kjærlighet.

Men naar hun tænkte paa Sverres stærke

Lidenskab, paa hans Helhet og retlinjede Sind, blev hun ræd. Hvordan skulde hun kunne møte det alt med sin blankslidte Sjæl, sin Uklar- het og sine svingende Stemninger. Nei, hun kunde ikke — ialfald ikke endnu, Men ogsaa for Kaares Skyld vilde hun det me. Hun vidste ikke Hænder hun heller vilde lægge sit dyreste Eie i end Sverre Sørlies. Og Gutten trængte en Far.

Men aldrig vilde hun gaa til ham som hun nu var, halv og usikker paa sig i alt.

Helene havde faat den fikse Ide, at Fornuft« ægteskaper var det eneste som skaffet Fred og relativ Lykke; hun paastod, at i intet Land var der flere lykkelige Ægteskaper end i Frank- rig. Den som giftet sig af Kjærlighet maatte bli skuffet. De obligate Elskere og Elskerinder var vistnok et Onde, men Verden var nu engang

[253]

ikke god, og intet var værre end skuffet Kjær lighet og opløste Hjem.

De talte ofte om dette, og Eli holdt imot med mange Grunde som syntes hende til Overs flod overbevisende. Om Lykke kunde der jo ikke være tale i et Fornuftægteskap med alt det som fulgte med. Det var bare de afstum- pede Følelser, som gav etslags Fred. Og Hjem kunde der endnu mindre være Tale om, hvor Barnene var i Internater og Forældrene paa skilte, halvt forbudne, halvt tilladte Veie. Det blev Halvhet og Tarvelighet sat i System. Men nu tænkte hun undertiden, at kanske Helene havde Ret Kanske et Ægteskap, som man tænkte klart over, allikevel til syvende og sidst var det eneste mulige. —

Hun havde de sidste Dage været saa optat af sin Far og den Overraskelse han ikvæld vilde bringe Bygdefolket, men da hun saa Sverre og hørte hans Spil samlet atter hendes Tanker sig om ham. Han var hende saavist ikke like- gyldig.

I Ungdommen havde det ogsaa hændt hende, at Mænd som hun syntes om, og som tilbad hende, gjorde hende kold naar der blev tale om noget mer end Venskap. Hun forstod ikke det hele; det var jo som et armt Menneskehjerte var Leketøi for de lunefuldeste og mest ond- skabsfulde Magter. —

Pludselig dukket Doktorens bleke Ansigt op

[254]

paa Talerstølen. Han syntes dobbelt blek mel- lem alt det grønne og Flagets stærke Farver nedenunder, hans Hænder var nervøse og uro- lige, og Stemmen saa underlig mørk og skjæl- vende ikvæld.

Han havde talt til dem saa mangen Gang fra denne Talerstol mellem Træerne i hans egen Skog, og det var ingen de heller hørte. Han havde lært dem saa meget, og han var en god og velset Ven i Hus og Hytte. Han var en finbygget 55 aaring med let graasprængt Haar og Skjæg og et Par lyse livlige Øine, som endnu ikke trængte Briller. I tidligere Tider var han ofte indesluttet og taus og vanskelig at komme tilbunds i; men han var med Aarene blit munter og omgjængelig, dygtig hidsig, men aldrig ond. Han blir mer og mer lik Bedstefar, tænkte Eli ofte.

Han begyndte:

Godtfolk og gode Granner!

Da jeg idag kjørte ned til Viken i en sør- gelig Praksis, ringte det i vor gamle Kirke Tunge, alvorsfulde, manende Slag, som ringte det for Bergtakne.

Det var de samme Klokker jeg havde hørt saa mangen god Gang; men idag kjendte jeg dem ikke igjen. Det var ikke den klare, lyse, haabefulde Søndagssang over en lykkelig sol- beskinnet Bygd, det var som man ringet til likfærd. Og Klangen blev borte i den stin-

[255]

kende gulgrønne Røyken fra Kraterne der nede i vort nye Kulturcentrum. Det var som de gamle Klokker strævet mot en Magt, som var dem for stærk. Og jeg tænkte: snart vil de hænge rustne og tause i sit Taam, for- stumme som alle Røster der kaldte til Fred og Eftertanke. Glemte som alt der engang var helligt for Folket.

Før fik vore gamle Klokker med den vakre, dype Klang Svar fra Nabobygdens Klokker, naar de ringte til Høimesse om Søndagene. Det var som en Hilsen og et trygt Haandslag mellem Bygderne, en gjensidig Velsignelse; nu stræver de hver fra sin Kant, men de naar ikke mere hverandre; der er kommet en Afgrund imellem dem; Larmen fra Guldmøllen sluker al fredelig Lyd.

Og Billeder fra de 30 Aar jeg har været her i Bygden drog forbi. Der var mørke Billeder iblandt, javel, men de var faa mot alle de lyse. Og jeg tænkte paa mig selv, som jeg var den- gang jeg kom hit, kold i mit Hjerte og fuld af Grønskollingvisdom og Medicinmandsraader.

Jeg vilde gjøre en Borg af hver Hytte — for mig var hvert Hus en Hytte, naar det ikke lyste af falsk Forgyldning.

Og der stod ingen Glans af Husene her; de var graa og lave, ja, langt borte fra kunde man ta dem for Kampesten og Knauser; de gik sammen med Naturen. Men kom man

[256]

nærmere, saa man, hvor forunderlig fint Husene tegnet sig mot Himmelen eller den lyse Lien; da saa man; at de var bygget med Kunst og Omtanke. Og indenfor er det godt at være. Alt er vel gjennemtænkt og praktisk til sit Bruk, Og alt staar paa sin naturlige Plads, alt er vakkert; ingenting paatrængende eller overflødigt. Med andre Ord, der er Kultur i det. Kultur og Kunstglæde. Og det største af alt, det er bygget med Tanke paa Ætten og Efterslægten, ikke bare for at skaffe Tak over Hovedet i Øieblikket eller for at spekuleres med.

Derfor er disse smaa, graa Huse blit mig kjære efterhvert, og jeg bøier mig i Ærbøs dighet for deres Bygmestre og ønsker at lære af dem. Det Folk som bygget slike Huse levet paa andre Livsværdier end vi moderne Mennes sker fra idag. Værdier som ikke Møl og Rust kan fortære, men som til alle Tider vil holde et Samfund friskt i Roten. Det Folk som har Pietet og Ærbødighet for det gode i henfarne Slægters Arbeide og Liv, de vil ogsaa skape Værdier som kommende Slægter kan leve paa og glædes over.

Men det som skal bli solid og trygt og godt fra Bunden af, det trænger Tid til at dannes og vokse sig stærkt. Og der skal ogsaa Tid til at lære det at kjende. Men jeg dømte i et (Øieblik, hvad mange Slægter havde bygget, og

[257]

trodde at et Samfund kunde skifte Form som man skifter en Skjorte.

— Dere vet, at jeg paa en letvindt Maate fik en Part af denne Bygden i mit Fie. Og jeg havde store Planer. Men jeg kom ind i saa mange slags Spekulationer, og tilsidst solgte jeg Størsteparten af min Jord til fremmede Spekus lanter. Og jeg indbildte mig selv og dere, at jeg derved gjorde Bygden en Velgjeming. Det var den nemmeste Maate at «skape Liv og Virksomhet og gjøre Forholdene større» paa.

Ja, nu er der da blit Liv og Virksomhet. Bønderne selv fulgte i stor Utstrækning. mit Eksempel. De solgte sin Jord, rev Vingerne af sig og blev Arbeidsmyrer for den fremmede Kapital.

Og nu maler de Guld af Bygdens Hjerte blod dernede, maler Dag og Nat. Men Guldet blir ikke brukt til at bygge Norges Land for kommende Slægter, det sendes ut til Fremmede i de store Kulturlande, som lokket os til at sælge vor Sjæl; det forgylder ikke de norske Hytter, men de fremmede Herrers Slotte.

Jeg saa først paa det Hele som den ekspe- rimentlystne Læge jeg var.

Men Aarene gik, og jeg begyndte at tvile paa min egen Kur. Jeg saa det Forsøksdyr jeg havde lagt paa Vivisektionsbordet svinde hen og uttæres under mine Hænder. Og jeg blev rædd.

[258]

Nu nu var det for sent.

De sorte Igler sat godt fast, der var intet Haab om at de vilde slippe Taket, for der var friskt godt Blod at ta af. Og de blev trindere og trindere, de tok og tok, men gav tvilsomme Gaver istedet. Og hvis ikke deres Methode selv bar Spiren til sin Undergang i sig, saa vilde Lægen snart ikke havt andet at gjøre end at udstede Patientens Dødsattest.

Men der gaar en Gjengjældelse gjennem alt Liv; den som æter snaut omkring sig maa til- sidst selv sulte ihjel.

Og nu søker Blodigleme allerede nye Jagt- felter. Og de tænkte, at den som engang forraadte sin Bygd, var nok villig en Gang til. Jeg har nylig havt Tilbud om at overlate Selskapet Stor- fossen til Udvidelse af Anlæggene, men Godt- folk, dennegang sa jeg neil»

Der gik en Bevægelse gjennem Mængden. Spændingen havde været stor de sidste Dage, for det var en Hemmelighet som alle vidste, at Fabrikken vilde sikre sig Storfossen for enhver Pris.

Doktoren hævet Stemmen:

eJeg har nemlig brukt disse Aarene til at studere min Patients Hjerte, og jeg saa, at det var godt som Guld paa Bunden. Det var bare de mange Kvaksalvere som tvang sig ind paa det og sa det var sygt.

Nu er jeg blit kjendt indenfor de gamle graa

[259]

Tømmervæggene — endelig. Det er ikke saa let for en fremmed at slippe ind til dere heroppe. Dere vogter den hellige Ild vel. Ære være Eder alle for det! Men jeg slap ind tilsidst og fandt en Sundhedskilde saa ik, at vi alle kan øse af den endnu i tusind Aar. Jo dypere jeg grov, jo stærkere blev Kilden. Det er ikke alle Samfund man kan grave i med det Resultat!

Og da jeg i Kvæld gik gjennem Skogen herop til denne herlige Plads, hvor vi har fei- ret saa mangen St. Hansfest sammen, da saa jeg et Billede som fik mit gamle Hjerte til at skjælve af Glæde. Jeg saa den festklædte staute Ungdom drage til Dans i Skogen, klarøiede, fri og glade, og det stod som skrevet foran mig: Du er lykkelig, thi du har en værdifuld Gave at gi en klarøiet Ungdom! Og jeg følte mig som en Konge med en kostelig Juvel i mit Skat- kammer. Og jeg skalv af Iver efter at anbringe denne min Gave i de rette Hænder til Gavn for denne deilige Bygden, som jeg har lært at elske, fordi der bor Mennesker i den som staar Gud nær. Gud som han asbenbarer sig i vor herlige Natur, i hver Blomst og hvert skjær mende Træ, i hver Bølge som ruller mot vor fagre Strand, i hver Straale af Sol som varmer vore Hjerter.

Fordi her endnu er Troskyldighet og natur- lig Livsglæde, fordi her endnu er Hjem, og hvert nyt Menneske er en velkommen Gave og

[]

ikke et Ulykkestilfælde! Fordi her endnu er noget som er helligt!

Men da jeg var paa det stolteste og glade ste, hvisket en Stemme til mig: Du er ingen Konge med gyldne Gaver i dit Skatkammer; du er en Tyvl»

Alle Øine stirret paa ham. Men han fort- satte rolig.

«Du er en Tyv! — Og se det er nok Sand- heten nærmere. Ikke bare at jeg havde faat Bygdens Fremtid i min Haand for en latterlig billig Penge, men jeg havde været med at stjæle af Eders aandelige Livskilder, forgiftet dem for Eder, og derved svækket Eders stolte Selv bevidsthed, den som har bygget den gode Grund- mur under Eders Samfund,

Og større Synd kan der ikke gjøres mot et Folk.

Se derfor er det ingen Gave jeg kommer med til Eder ikvæld, men en uretmæssig bekom- met Værdi — for at bruke et mildt Udtryk — som jeg ber om at faa gi tilbake.

Det er min Vilje, at Storfossen og Skogen her med vor gamle Festplads skal være Bygs dens eget Fie, saalænge her er Mennesker som kan arbeide med sine Hænder og holde Bygdens gode Traditioner i Ære,

I Unge skal ta det alt og føre videre frem, hvad de gamle trætte Hænder maatte slippe.

Lad denne Plads herinde i Skogen være

[261]

Eders lyse Sommerkirke, hvor i tar de gode Tanker med! Dans, syng, elsk og vær glade og unge, sunde og lykkelige som Eders Fædre var det! Byg Eders Bygd altid bedre paa gam- mel god Grund! Men husk, at hvor stolt og stort I bygger, om Taamene lyser aldrig saa langt, det største er og blir i alle Tider, at der er klart tilbunds i Eders lille Samfund! At ingen sulter og fryser og roter i Eders Søple- dynger efter mugne Brødskorper. At ingen er overflødige, at Høisædet i Eders Stuer er for hver Gjæst som kommer ind — fattig eller rik!

Lykkelig det Samfund, hvor den enes Skam og Nød er alles, og gjensidig Hjælp er uskreven Lov. Lykkelig det Samfund, hvor ingen behøver at krumme Ryggen efter Naadegaver. Og se, slikt et lite Samfund har I faat i Arv; lad det være Eders Ære at bygge det videre paa den friske Rot.

Gaa fremad, men ikke paa den Maate, at I lægger Tusinder igjen i Veikanten uten at vende Hovedet efter dem — hvad I gjør, saa under- søk først om det skader Roten.

Dødsklokken har kimet over vor elskede Bygd; vi havde som Liti Kersti i Visen fat Villarkom i vor Drik. Men da jeg idag saa Ungdommen drage herop og hørte den stærke Sang som et enstemmigt Løfte, som en Forjæt- telse ut fra Skogen, da syntes jeg, at Livets Klokker igjen ringte over os. Lad os da vaagne

[262]

og se med klare Øine. I Unge, tag Plogen i Eders Haand og pløi dypt i vor velsignede Jord! Husk, at den som sælger sin Sjæl, maa døl

I er saa lykkelige at være født til et Liv som hærder og staalsætter, et Liv som skaper Vilje og Karakter og tryg Selvbevidsthet, fordi det ikke er bygget paa Rov og tvilsomme Transaktioner.

Bytt det ikke bort med noget som I ikke kjender. Vær ikke for raske til at kaste Eders Arvesølv i Smeltedigelen; kan hænde I faar det igjen i hæslige Former.

Lad os gjøre, som vi gjorde før her i Byg den, la os se os om i vor egen Kreds, og hvis der er en Kunstner der, saa la ham ta vort Sølv og vort Guld og skape skjønne og gode Ting af det, Ting, som passer os. For det er ikke altid sikkert, at det som passer andre passer os.

Og vi er nu saa heldige her i Bygden, at vi har en Kunstner af Guds Naade, et Geni som laver Eventyr omkring os, fordi han ikke kan la være. La os lægge vort Arvesølv i hans Hænder!

Sverre Sørli! Du skal ta Storfossen, Byg dens Juvel og evige Skatkammer, i din Haand og bøie den under din Vilje; da vet jeg hver Draape som indfanges af dens vidunderlige Kraft skal bli til Lys og Varme og varig Glæde for Bygden vor.

Leve vor kjære gamle Bygdl»

[263]

En Storm af Bifald bruste imot ham. —

Men Sverre Sørli blev rød som Blod i sit Ansigt. Han reiste sig genert og gjemte sig bak Talerstolen.

Eli gik imot ham med fremrakt Haand; hun havde set, hvorledes han skiftet Farve og ikke vidste hvor han skulde vende sine Øine. «Jeg er saa glad, Sverre» sa hun stille.

Han saa ned. «Ville du dette, Eli?»

«Ja du, det var det eneste jeg vilde»

«Men Kaare?»

«Netop for Kaares Skyld. Det er ikke sundt at begynde Livet med saa mange Heste- kræfter.»

Hun smilte alvorlig. «Jeg har kjendt en, aa ja, flere end ham, som gik ut fra Hjemmet med en arvet Formue. Det var ingen Lykke i det, Sverre. Nu er jeglettet. Men en Ting, Sverre; du maa ta Kaare med i Arbeidet. Det har været min kjæreste Drøm. Vil du?»

Han saa ned og det skalv om hans Mund. «Du treng ikkje spyrje um det, Elil»

«Takk! Saa kommer han snart» Han saa ikke op da han hvisket: «Men... men du, Eli?»

Hendes Hjerte banket; der var ikvæld under Faderens Tale vokset op en Stemning i hende, som løftet hende op over alt forbigan- gent. Hun stod likesom paa en høi Tinde og saa mot nye Vidder og Verdner. Hun følte, at hun endnu var ung og tilhørte Livet. Men

[264]

ak, hendes Hjerte skalv ikke mot et andet Menneske. Og hun sa bedrøvet og stille. «Kan jeg engang, Sverre, saa kommer jeg, det vet du»

— lidt senere bruset et Hav af stærke Toner ut over Skogen; de unge havde slatt Ring og sang om Aasmund Frægdegjævar som slog ihjel calle Bergetrolli» og Jøste Prinsessen ut af Skomeheimen.

Men Sverre var ikke at finde mer om Kvælden. —

[265]

Kong Kaare,

HF 0 jer Sommer i Norse, Det var saa godt at være borte fra alt som mindet. Og hun var begyndt at ærgre sig over alle de Aar hun havde gæt i Ring om sine egne Sorger og aldrig kunnet komme utenfor dem. Saa mange af hendes bedste Aar var gaat med det. Men her var Livet lettere, fordi tu- sind nye Ting optok hende. Og hun sa ofte: Jeg blir en ren Fædrelandsforræder.

De sidste Somre havde hun havt sin yngste Gut, Carl, med, og nu vilde han slet ikke mere hjem til Skolen og den store By, hvor Livet gik som et Uhrværk. Der var stor Sorg, naar Høsten kom og Tiden for Reisen nær- met sig.

Helene havde kjøpt et Stykke Jord i Elis Skog og bygget sig en vakker Tømmerstue der. Stor som en gammel Gildehall og allikevel lun og hjemlig. Den var like god til Fest og Hver- dag, og Helene glædet sig som et Bam til at

17 — Hulda Garbo:

[266]

indrede den. Hjemme i hendes store Hus var alt gjort af fremmede Hænder, og hun var afhængig af Tjenere og tusind Ting. Her havde hun for første Gang selv noget at ta Hænderne i Og hun vilde ha en Hest og en Have uten (Gartner. Hun vilde arbeide, for hun havde set, at det var en god Kur for alle Ting. Eli var jo blit et nyt Menneske. Der var iaar lagt Tak paa hendes Stue, og over Døren havde Sverre Sørli hugget i en vældig Planke: Hu g- nad heime er Gjæstebod kvar Dag. He lene fik det forklaret, da hun saa Tegningen, og det moret hende at lære det utenad. Det var Sverre som i sine Fristunder var Arkitekt.

Denne Sommeren var idethele storartet, ikke mindst for Gutterne, De havde bygget sig en «Birkebeinerhytte» i et Hjørne af Haven hvor Bækken slynget sig ind og lavet en liten Halvø. De havde havt uendelig travlt, var oppe med Solen og holdt paa langt utover den lyse Nat. Men saa tok de «Kvila» naar de andre Arbeids- folk kvilte, og de var ikke lite krye af sit Værk. Derinde sat de da om Kvældene og brændte Baal paa Langaaren under Ljoren og fortalte hverandre Sagn og Sagaer og alleslags Skole- historier hver fra sit Land.

Undertiden blev Mødrene inviteret paa «Bir- kebeinerkaffe», en Drik som var lavet af Lynge blade. De to Birkebeinere foragtet al anden varm Drik, og Mødrene var selvfølgelig ogsaa

[267]

henrykte. Eli maatte endog indføre den hjemme i Huset. Det var naturligvis Sverres Opfin- delse. Sverre var idethele deres Helt, og i den Anledning fik Carl Kong Sverres Saga fortalt paa et forunderligt Blandingssprog. Og saa maatte han ustanselig høre om Baglere og Birkebeinere, og de strævet med at lave sig Sko af Næver og meget andet rart.

Nu var de paa Sørlisæteren, og derfra vilde de faa med sig stor Næver til Benklær og kan ske Dyreskind til Trøjer. Da først var de ordentlige Birkebeiner.

Damerne havde havt en fredelig Tid mens (Gutterne var borte, men idag var de ventendes. Og Mødrenes Øine var hvert Øieblik vendt mot Veien.

De sat under det store Lønnetræ i Elis Have med Fru Bøhme og snakket om mange Ting. Haven stod i Forsommerflor, alt duftet, blomstret og straalet omkring dem.

De havde talt om Ensomhet. «Jeg vet ikke,» sa Eli stille, «men naar jeg om Vaaren ligger paa Knæ i Snehougen foran mine Drivbænker og ser hvorledes de yrsmaa grønne Spirer tipper op af den varme, fete Muld, og Solen steker mig i Ryggen, og Kaare kommer springende ivrig og længselsfuld efter at se hvert Blad springe ut, se det bli til smaa levende Planter som vokser for hver Dag, da synes jeg alt er godt, det er bare Sola og vi, men jeg synes det er

[268]

en uendelig Rigdom. Det er som i en Kirke, og maar Kaare frydefuldt roper: Mor, se! Den vesle Salatplanten der har slæat ut et lite, bitte Blad! — Da fryder jeg mig med ham som et Bam. Og hver Morgen er vi spændt paa om et nyt Blad er slaat ut. Det er saa latterlig at se, hvor de strammer sig, staar som smaa Løit- nanter i Rad og Række og spriker koket med Fingrene. — Ja Vaaren her! Og Sommeren! Og Vinteren med Kvældene ved Aaren — ak nei du, jeg ønsker ingenting mer. Jeg har fundet Sola. Og har tat min deilige Gut med ind i dens Glans — hvad vil jeg mer?»

«Ja det er godt og bra,» sa Fru Bøhme, «og det vilde selvfølgelig være forfærdelig, om alle skulde være absolut sandfærdige, men — jo du lyver lidt du ogsaa, Ek, for dig selv, mener jeg — nei, nei, ingen faar mig nogensinde fil at tro paa Ensomhetens Lyksalighet. Saalænge man er sund vil en Kvinde ha en Mand at ty til og omvendt. Trangen til Ensomhet er Sygdom eller Dovenskap og Egoisme. Mænd som har levet sig trætte eller har større Hjerne end Hjerte, de blir Egoister paa den Maaten. Ensomhetstrangen kan hos de Utvalgte bli til Extase, og der er noget skjønt og ophøiet ved de Utvalgtes Ex- tase, men Extase er jo ogsaa Sygdom. Og jeg snakker om os som er friske. Desuten vet jeg ikke, om alle de gode Tanker som er tænkt i Ensomheten, kan opveie alle de gode Ord og

[269]

al den Kjærlighet og Ømhet Menneske og Men- neske imellem som de Ensomme forsømmer. Tilsidst er det de smaa gode Ord og de smaa gode Handlinger som hjælper os over hele Underfundigheten. Det kan ikke nytte at tænke bare i Periferien.»

Helene nikket: «Ak hvor sandt, hvor sandt, Men saa gjør alle Kunstnere. De svæver uten for det virkelige Liv og blir Egoister.»

Eli smilte: «Men det er nu ikke deres Skyld, Helene. Havde de ikke Nerver og Føletraade utenfor det som du kalder det virkelige Liv, saa var de jo ikke Kunstnere.»

«Ja jeg sier bare det,» fortsatte Fru Bøhme, «at ingen er lykkelig i Ensomheten. Det er altid en paatvungen eller frivillig Ulykke»

«Men jeg synes du greier det storartet, Louise»

«Greier det! Ja det er en anden Ting. Man maa selvfølgelig ogsaa vite at affinde sig med Ulykkestilfælder. For naar jeg er alene, saa er det sku et simpelt Ulykkestilfælde. Samlivet med en Mand har to Sider.»

<Ja» afbrøt Helene, «Menneske blir man først siden, naar man er færdig med dem.»

Fru Bøhme saa paa hende med et skøier agtigt Blik. Jeg mener modsat. Men det har to Sider paa en anden Maate. Den ene skal være i Orden for Ungdommens Skyld, den anden for Alderdommens. Skal det være Skam

[]

for en Kvinde at erkjende sin Ungdom, for Mænd har det aldrig været Skam. Nei, nei, der er for mange misligholdte Kvinder i vor Tid. For mange ensomme. Det er ikke sundt. Jeg tror vi tar det for tungvindt. Vore Hjerner er blit for store eller noe slikt.»

«Men Helene og jeg er ikke alene; vi har jo vore Børn,» sa El.

Men Fru Bøhme smilte: «Ak Eliditen, du vet jo godt, at det ikke er nok»

ENei, nei» sa Helene, «det er ikke nok. Men man vil jo saa gjerne, at det skal være det.»

Eli sydde ivrig: «Nok! — Aa nei selvfølgelig. Men ingen har lovet os noget Gjæstebud, Man faar ta det man faar, og takke naar man gaar. Du vet ikke, hvor jeg ønsker at du havde et Bam, Louise; jeg kjender ingen som vilde blit en bedre Mor»

Fra Bøhme smilte en Smule vemodig: «Ja, jeg skulde mene det bedste havde været godt nok. Men jeg har ellers Bar nok til at jeg ikke har behøvet at ta Livet af mig eller bli hysterisk. Jeg har jo dere allesammen. Men egentlig er naturligvis ikke «Tingene i Orden» for os Kvinder, undtagen vi er lidt rikelig for- synt med egne Bam. Du, Eli, burde nu ha en Række af Sønner som Gunhild Kongsmor. Jeg synes jeg ser dig?»

Eli lo: «Kanske — men Gunhild sat ogsaa alene paa Orknøy tilsidst. «Alle blir alene

[271]

tilsidst» — det sa den bedste og klokeste Mand jeg har kjendt, min deilige, gamle Bedstefar, og det er nok sandt. Men jo senere jo bedre selv sagt.»

«Det er underlig» sa Fru Bøhme, og lot Arbeidet hvile i sit Fang et Øieblik: «der er næsten altid 3 Mænd i en Kvindes Liv. Enten elsker de to hende, og hun den tredie, eller om vendt — det er græsselig indviklet.»

«Ja, indviklet er det, det er vist» Eli saa frem for sig. «Men i Mændenes Liv er der ikke bare tre Kvinder, der er mange, og alliker vel gaar de helskindet igjennem det. De er saa misundelsesværdig enkle»

cAch,» så Helene, «det kommer alt af at de opdrages til Egoister og vi til yndige Blomster, som skal ranke os ydmyge om Ekens Stamme, I i Aar lærte jeg hver Time paa Dagen at undertrykke mit eget Jeg og fornægte alle natur, lige Følelser. Tilsidst lyktes det. Men i de Aar jeg blev Kvinde, følte jeg mig mishandlet og fuld af Oprørstanker. Ved Religionens Hjælp blev jeg dog tilsidst den golde Drivhusplante, man vilde ha os til Livsnerven var halvveis lammet. Og jeg følte det, som min Sjæl var hvit og unyttig som mine Hænder, der aldrig havde tat i Arbeide. Alle stærke Følelser var kultiveret ut af min Sjæl som Blodet af mit Legeme. Jeg kom ut af Klosterskolen som en

[272]

fuldendt Damespire, blek og aandelig veldres- seret, men uten Blod»

«Ja,» sa Fru Bøhme, «vore Opdragelsesan- stalter har forstaat den Kunst at lemlæste. Gud vet, hvor det skal ende»

«Her i Norge har det nu ikke været saa farligt. I min Tid kom vi ialfald saa temmelig uskadte ut af vore smaa Damedrivhuse.»

«Aa men du er en gammel Dame, Elidliten,» så Fru Bøhme muntert, vi er kommet godt efter, om vi endnu ikke har Internatskolen. — Hvad tænker du paa?»

«Jeg tænker paa Kaare» sa Eli stille,

«Ja han er herlig du; der har du seiret. Han er saavist ingen Drivhusplante» Fru Bøhme la Haanden paa Elis Skulder, «men der er endnu et Stykke igjen, nu kommer en vanskelig Tid, det maa du være forberedt paa. Jeg har saa længe været Opdrager for Gutter, og det var morsomt, kan du tro. De er saa meget greiere end Smaapiker, men i Slyngelalderen vil jeg heller passe en Bisværm end en Gut, skjønt Bier er min Rædsel»

Eli la Hovedet paa skakke som hun pleiet, maar hun drømte fremover. «For Kaare er jeg ikke saa ræd, han lever saa sundt et Liv. Og der er alt en fast Kjærne i ham, det ser jeg. Han er hvad jeg synes at være, op af det Kaos jeg selv var, steg han som en fast, hvit Søile. Jeg ser det nu, han er jo alt et ungt Menneske,

[273]

og han er vokset i min Have, min alene» — De sat alle tause en Stund og hun fortsatte: Ja jeg er stolt af Kaare, for jeg synes jeg i ham har bygget lidt ut over mig selv. Og det er vel tilsidst det eneste det kommer an paa.

Og jeg synes, at det Livsværk som ligger foran ham er herligt, Han skal jo bli en Skatte- graver og en Lysbringer, vet du» Hun smilte, «Alle hans Evner og al hans Kjærlighet er ind- stillet paa det ene, det er da herligt. Han skal være med at bygge Landet med den gode Grund mur, Landet med de smaa, lykkelige Hjem. For- vandle hvert fattigt Engstykke til en bugnende Have og tænde Lys i de mørkeste Afkroker, Det skal tindre og straale af denne vesle Bygden, og hver liten lysende Rute skal være som en Kanonmunding mot Fienden. En Kanonmun ding som værger uten at saare.»

«Kong Kaares Kanoner» smilte Fru Bøhme.

Idetsamme kom Gutterne ind af Havegrine den, brune, varme og fulde af Hast og Iver. «Mor,» ropte Carl og vinket fra Grinden, «Mor, du vet ikke, hvor morsomt vi har havt det! Og slik som vi har spist! Vi fik drikke Fløte! Og vet du, at ved Veien et Sted laa en Masse Ler, og de bruker det ikke til nogen Ting. Ordentlig Ler! Og de havde et Smørstykke saa stort som saal Han holdt Armene ut i Bue med Fingerspidsene mot hverandre. «Og vi har fisket, Mor, se her!» Tre blanke Ørretter

[274]

hang i Vidje under Rypesækken. Og han snak- ket og snudde sig paa Hælene og ropte: «Nor wegen ist mir das liebste Landl»

Kaare stod smilende og hørte paa ham; han var lidt yngre, men følte sig som Carls Bedste far; det var jo gammelt altsammen for ham, og han havde desuten begyndt at lægge sig til lidt af den norske Mandfolkeværdighet.

Pludselig blev der en forunderlig Musik nede i Haven; det lød som fjern Fossedur eller Ma- skinhjul som kven i Fistel, en hidsig Summen og Surren, stærkere og stærkere. «Hys,» sa Eli — «Det er Bierne som sværmer.»

Carl blev ganske blek. «Og netop nu! Tænk om de havde sværmet, mens vi var bortel» det havde været hans hemmelige Angst. Han havde ventet paa dette saa længe.

Damerne kastet sine Arbeider, Gutterne fik Rypesækkene af, og saa sprang de alle fem ned« over i stor Spænding. Det var saa forunder ligt høitideligt, man fik Hjerteklap som overfor et helligt Mysterium.

Men da Carl fik se det svirrende, glitrende Hjul af surrende Bier som dreiet rundt og rundt høit oppe og klumpet sig tættere og tættere sammen til de skygget som en Sky for Solen, blev han staaende med aapen Mund og stirre.

Eli kom stille hen til dem: «Pas nu paa. Nu skal de snart sætte sig, og da gjælder det.

[275]

Sætter de sig høit oppe, blir det en vanskelig Affære at faa tat dem» Spændingen blev næsten uudholdelig og det var haardt for Gutterne at være rolige. Carl hvisket og spurgte ustanselig: «Hvorfor er de sinte?» — «Hvor tror du de sætter sig?» — «Hvorfor sætter de sig?» — «Hvorfor er de fløiet ut af Kuben?»

Og Eli fortalte ham, hvorledes Dronningen havde fast Utfærdslyst i det gode Veiret og havde begyndt at pipe saa ynkelig tidlig idag morges. «Ut, ut, ut,» havde hun ropt, og da Solen blev rigtig varm, var hun ikke til at holde længer. Og Folket fulgte hende i tilsyneladende sindssvak Forvirring. Men det havde en stor og skjøn Mening, og hun forklarte dem alt, mens de lyttet i Andagt til hendes Fortælling. Og det blev tilsidst som al Sommerens Herlig- het og Glæde sang omkring dem.

Men se, der satte de sig i Klump lavt nede paa en Æblegren, og Eli fik dem om en Stund nedi Halmkuben. Gutterne turde neppe trække Pusten, da hun skulde ta dem. «Men Tante Eli, pas dig» — «Mor, Mor, der sitter en paa Haan- den din! Det sitter to! Aa Mori» De ropte høit i sin Iver og stod og traakket og danset der de stod. Hvad skulde de gjøre!

Men Eli hysset smilende paa dem og forklarte med dæmpet Stemme, at nu var de saa beruset af Solskin og Sommerglæde, at de ikke brydde sig om noget. Og forresten kjendte de hende og

[276]

stak hende aldrig, undtagen hun kom til at skade en.

Saa blev de hældt ut paa et Laken foran Kubens Indgang akkurat som man tømmer en Bærkurv. Og som paa Kommando vendte de sig alle i samme Retning og gled i yrende Strøm mot den nye Kube — det var som det dt Livet at komme fort derind.

«Nei har du set Maken!» «Aassen vet de at de skal derind?» — «Aa se saa fort, saa fort som det gaarl»

«Ja nu skal de ind og brygge og bygge. De har travlt, for Sommeren skal nyttes og Vinter- forraad af Honning og Blomsterstøv høstes ind. Det er et nyt Samfund, som skal grundlægges, og hver eneste en har sin Gjerning at gjøre.»

Men da Flokken var inde, og en Række Ventilatorer og Dørvogtere stillet sig op foran Indgangen med Bakbenene i Veiret og gav sig til at vifte Luft ind i Kuben med Vingerne, som gik saa fort rundt, at de blev usynlige, da glemte de unge Herrer igjen den dyrebare Lære om Selybeherskelse, som var det første og sidste i Omgang med Bifolket og satte i en himmelhøi Latter — det var altfor komisk!

Og Kongen og hans Svend maatte foreløbig forlate Riket og overlate den videre Ledelse til Kongsmoderen —

— Lidt senere sat de paa Svalen og spiste Middag. Og Carl begyndte igjen at fortælle

[277]

om alle de Herligheter som fandtes paa en norsk Sæter og om alt hvad Sverre Sørli sa og gjorde. «Tænk Budeien liksom eiet alt, og Brita var liksom Gjæst. Og du kan tro der var mange rare Hjul som surret, og vet du, Mor, at Sverre har set Nansen! Virkelig levende!»

Carl havde ikke drømt om andet end Nansen og Nordpolen og Isbjømer siden han ifjor fik en Bok fia Kaare om Nansens Færd. Og tænk, nu havde han truffet en som havde set hans Helt med sine Øine. Og da Carl havde for- talt alt han kunde huske ropte han igjen: «Nor- wegen ist mir das liebste Land!»

Og han vilde bli Konge og ha en Birke- beinerhytte og et «Folk» liksom Kaare!

Ja naar det bare ikke var al den Selvbe- herskelsen,» sa Kaare og rystet alvorlig paa Hovedet. «Og saa blir jeg vist nødt til at flytte bort til Sverre, jeg.»

«Hvad sier du?»

«Jo for naar vi skal ut saan tidlig om Mor genen — her ligger vi saa længe.»

Helene saa paa Eli: «Da maa du nok ta Mor med, Kaare, for Mor er mørkræd, vet du»

Eli lo: «Mor er ikke saa let at ta»

Da saa Kaare umaadelig strengt paa hende: «Ja men hvis Kongen befaler!»

«Ja da vil det bli vanskeligt» sa Eli leende, men vendte sig bort idetsamme. Det var saa dumt, men hun kjendte, at hun blev rød.

[278]

Helene og Eli fulgte Fru Bøhme halvveis til Præstegaarden om Kvælden. Langsomt gik de hjemover i den lyse Nat, og naar de talte, var det med dæmpede Stemmer.

Helene havde talt til Eli om Sverre. Hun forstod ikke, hvad der var i Veien. De kunde jo ikke undvære hinanden, de elsket det samme, drømte de samme Drømme, havde tat det samme Arbeide op. Og han tilbad hende. Helene havde saa hjertelig ondt af ham. Hvorfor gik ikke Eli til ham?

El rystet paa Hovedet: «Jeg tør ikke, He lene»

«Men hvorfor?»

«Han er for god til at narres»

«Nares? Jeg forstaar ikke . . . holder du da ikke af ham? Er ikke Kaare alt som hans Søn, og er han ikke dine Drømmes Ideal leven- degjort?»

«Jo jo, det er sandt altsammen, men vi vilde allikevel snart bli ensomme hos hinanden.»

«Du mener at Drømmene ikke taaler at virkeliggjøres? At Idealet vilde revne naar man fik det i Haanden, likesom Troldet du fortalte om, revnet i Solrenningen? Ja ja, saa er det kanske. Saa gik det jo ogsaa mine Drømme, det er sandt. Men det er blodig Synd paa Sverre. Ser du, ham vilde jeg gjemne elsket. Ham vilde jeg gjerne levet Livet sammen med, Han er ikke en Egoist som alle de andre,

[279]

han er et Særsyn. Et slikt Menneske fryder man sig over som over et skjønt Kunstværk. Han er som man ser ham, lys og klar — ædel tilbunds, og stærk og fin samtidig. Han er, en Mand med et Bars Troskyldighet. Jeg har set saa mange Glansbilleder med hule Rygge, saa megen Pjankethet og saa megen latterlig Opblæsthet! Aa, alle disse «begavede» Fyrene med sit pretensiøse Væsen og sin Uformuenhet, der vrimler af dem. Og her gaar en Mand som Sverre Sørli stille omkring og gjør Underværker mere beskeden end nogen Skolegut i vore Kredse»

El gik og saa frem for sig: «Ja ja, det er sandt altsammen. Feilen er hos mig. Bare hos mig. Jeg føler at jeg trods alt aldrig helt kan slaa Rot hos Sverre. Paa mange Maater er jeg likesaa fremmed her som du. Jeg kan aldrig komme helt tilbake til min Mors Jord, sa gjeme jeg vilde. Ja egentlig er det jo ogsaa min Fars Jord; hans Farfar var ogsaa Bonde i denne Bygden. Men ser du, jeg maa finde en Form for mit Liv alene

Kunde jeg opleve at se Sveme lykkelig med en anden, og Kaare staa fast og trygt i denne Jorden som jeg elsker, saa vil jeg være glad, trods alt. Selv er jeg ikke elastisk nok. Det gaar ikke saa raskt for mig; jeg bruker saa lang Tid til alt. Undertiden er jeg endog ænge stelig for Kaare. Kanske skal der flere Gener

[]

rationer til. Men det vil jeg ikke tro. Det er bare i svake Øieblikke. Ak men lad os ikké snakke mer om dette, er du snil, det gjør mig bare saa ondt.»

Helene saa betuttet og ganske hjælpeløs ut: «Nei nei. Det er altsaa saa med os alle. Vi kan ikke rives op en Gang uten at dø af det. Mændene har det bedre.»

«Det er jeg ikke vis paa, Helene; Rotløs- hetens Forbandelse er over os alle. Jeg tror deres Hjælpeløshet ofte er større end vor. Ihvertfald vet jeg, at ikke Alverdens saakaldte Lykke kunde opveie for mig det jeg har levet og lidt som Kvinde»

Helene tiet og tænkte paa sin egen Skjæbne. For andre var man altid saa flink til at arran- gere. Hun havde jo ikke selv kunnet finde en ny Lykke, hvorfor skulde Eli lettere kunne det — Eli som aldrig kunde noget halvt —

— Eli stod i sit Vindu og saa ut i den lyse Nat. Det var saa vanskelig at lægge sig i disse Eventyrnætter. Hendes Blik streifet Sørligaar- dene og hun blev igjen saa tung om Hjertet. — Ak kjære, kjære Sverre, hvor herligt for os begge om du engang fik mit Hjerte til at skjælve mot dit! Jeg er ikke saa modig som du tror.

Ak nei, ofte nok er jeg ræd for det som skal komme. —